Palmesøndag del 409
(Coralie Fargeat, USA/Frankrig
Cannes 2024, Bedste Manus (Coralie Fargeat))
En af tidens vigtigste men også mærkværdigste filmtendenser er den nye bølge af genre-film med identitetspolitiske budskaber. Det ses i USA med for eksempel Jordan Peeles nyklassiske gyserfilm Get Out (2017), Nope (2022) og naturligvis også den Oscarvindende scifi-multivers-kungfu-komedie Everything Everywhere All At Once (2022). En anden del af bølgen kommer fra Frankrig med lidt mindre kendte Cannes-film som Yann Gonzalez’ En kniv i hjertet (2018), der mixede bøsseporno og mordthriller til en allegori om AIDS, samt naturligvis Julia Ducournaus Palme-vinder Titane (2021).
Ind på scenen træder nu Coralie Fargeat med The Substance, der forener de to spor, og gør det i et større format end nogensinde før. 140 minutters feministisk bodyhorror med amerikanske superstjerner som Demi Moore på rollelisten, og moderne fransk æstetik i billed- og lydsprog.
Med sit enorme format og lige så enorme energi vil The Substance være umulig at komme udenom, når fortællingen om moderne horrorfilm skal skrives. Det er en medrivende filmoplevelse. Men den mangler dog opfindsomhederne, der gør Peele og Ducournaus film til ikke bare politiske genrefilm, men også mærkværdige, egensindige og sært rørende oplevelser. The Substance serverer det, der står på pakken og ikke mere end det.
Demi Moore spiller Elisabeth Sparkle, en succesfuld skuespiller på Hollywood Boulevard, der i sin karrieres efterår har fået et aerobic-program i fjernsynet. Tv-kanalens chef Harvey – Dennis Quaid – der er så slesk og monstrøs, at hans konsumering af en rejecocktail næsten er det klammeste i en ellers utroligt klam film – mener dog, at Sparkle er så gammel, at hun umuligt kan være på fjernsyn længere. Så han fyrer hende og annoncerer efter en ny vært, der skal være mellem 18 og 30 år gammel.
Ad omveje bliver Elisabeth tilbudt ‘the substance’. Ved at sprøjte en grøn væske ind i kroppen skabes en ung og smuk dobbeltgænger (Margaret Qualley), der kalder sig Sue, og som skal dele liv med Elisabeth i en 7-7 deleordning. Sue bliver naturligvis den nye aerobics-vært og snart også landets største nye stjerneskud, men så begynder det at blive fristende at bryde de komplicerede regler omkring ‘substansen’, og for hvert brud på reglerne bliver konsekvenserne mere og mere klamme og monstrøse.
Der er rigtig mange tematikker i spil her: Fetischeringen af unge kroppe, særligt for kvinder. Udskamningen af ældre kvinder. At tv-chefen hedder Harvey er naturligvis en #MeToo-reference. Ret paradoksalt, men typisk fransk egentlig, kommer meget af filmens kritik af for eksempel objektivisering ved, at filmen selv i ekstrem grad objektiviserer særligt Qualley. Mængden af nøgenhed er forbløffende, og det nye aerobics-program hedder ‘Pump It Up’ og er så seksualiseret, at det mest af alt ligner Eric Prydz’ berygtede musikvideo til ‘Call On Me’.
At The Substance lægger sig så tæt op ad en tyve år gammel musikvideo, indikerer dog også lidt, at det ikke er den mest originale film i hele verden. Den leger med referencer og svøber sig ind i lag af ironi, indtil det hele mest af alt bliver for sjov. Men hold fast, hvor kan det dog også være sjovt!
De 140 minutter går overraskende stærkt, mens plottet langsomt eskalerer. Særligt vil jeg gerne rose Demi Moores scener i filmens mellemdel. Her er det Sue, der driver plottet, mens Elisabeth burer sig inde i sin lejlighed og ikke tør vise sig frem uden at være ung og smuk. Det betyder egentlig, at alle Elisabeths scener her er komplet overflødige, men i stedet gør Moore dem til filmens patos-fyldte og emotionelle kerne.
The Substance er således en virkelig god biograftur med grin, gråd, græmmelse og store mængder blod og nøgen hud – inklusive en mandenumse, der også fungerer som et af filmens største grin. Jeg så den i en lille fyldt sal, og der blev skreget af grin hen mod slutningen. Varmt anbefalet avanceret underholdning. Men så heller ikke mere end det.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Titane, der var den store Cannes body horror-succes i 2021. Den var langt mere bizar med sin fortælling om en kvinde, der havde sex med en bil, myrdede en masse mennesker og gemte sig ved at klæde sig ud som ung mand. Den var også langt mere visuelt opfindsom, med sine sorte flader og brug af neonlys. Og så var følelserne langt mere komplekse. Jeg ved stadigvæk ikke, hvordan jeg skal fortolke halvdelen af det, jeg så i Titane, og den vækker stadigvæk meget modsatrettede følelser indeni. Jeg føler, jeg forstod alt i The Substance, mens jeg så den, og der var ikke meget i den, jeg ikke havde set før.