Palmesøndag del 274
(Julia Ducournau, Frankrig
Cannes 2021, Guldpalmen)

Lige siden Titane havde verdenspremiere har fortællingen gået om hvor chokerende den var. Den mest chokerende Cannes-vinder nogensinde. Folk besvimede undervejs. Etc etc. Og jo, mens jeg så den var der en enkelt scene, involverende en næse og en håndvask, hvor jeg var nødt til at holde mig for øjnene. Men ellers var det en anden type scener, som jeg reagerede mest på.

F.eks kunne jeg ikke lade være med at le højt over et tidligt klip, hvor Alexia går alene på en parkeringsplads. Lige pludselig dukker der nemlig en skygge op bag hende, ganske kort, bare lige nok til at vi forstår, at der er en mand der følger efter hende. Det klip var så mesterligt tænkt og filmet, at jeg måtte juble. Og det er selvfølgelig størstedelen af forklaringen på filmens succes. Ja, dens indhold er anderledes. Men holy fuck, hvor er den dog bare chokerende vellavet!

Alexia kan ikke lide når mænd følger efter hende, og overskrider hendes grænser. Så hun slår manden ihjel med en hårnål. Så langt så konventionelt, men det viser sig senere, at hun myrder langt mere end bare nederen mænd, og efter en ekstra ukontrolleret omgang massemord må hun flygte fra politiet. Hun klæder sig ud som en mand, og fortæller hun er Adrien Legrand, der forsvandt som syv-årig ti år forinden (i parentes bemærket er Alexia vist 32). Adriens far, Vincent, accepterer med det samme at hans søn er vendt tilbage, vil ikke engang have foretaget en DNA-test, men virker heller ikke helt rask længere. Han er brandmand, sprøjter steroider ind i ballerne for at sløve kroppens aldring, og har generelt svært ved at forholde sig til andre mennesker. Vincent og Alexia danner alligevel en art bånd. Og nå jo, så er der endnu en lille detalje: Alexia havde tidligt i filmen sex med en bil, og nu bliver hendes mave større og større, og der drypper motorolie ud af hendes underliv…

Jeg var overrasket over at Julia Ducournau overhovedet kom i hovedkonkurrence, og nærmest chokeret da Titane blev årets store historie, og siden vandt Guldpalmen, første gang en kvinde vinder hovedprisen uden at skulle dele med andre. Ducournaus debut Raw er en fin horrorfilm, om en ung kvinde, Justine, der måske er kannibal, men det var ikke en film jeg tænkte ville føre til Guldpalmer. Jeg har stadigvæk også en lille smule svært ved at blive klog på hvad Ducournau egentlig forsøger at sige. På én vis er det meget nemt at sige hvad hun laver: Ducournau laver horrorfilm fortalt fra monstrenes synspunkt. Med stor empati for de kvindelige hovedpersoner, selvom de vitterlig er mordere, og deres ofre tit intet har gjort. Der er også allerede en ret vidunderlig auteur-detalje: Hovedpersonen Justine i Raw er fanget mellem to personer: Hendes søster Alexia og hendes roommate og love interest Adrien. Jeg elsker at Ducournau genbruger navne på den måde, til karakterer der ofte virker mere som mytiske figurer end psykologisk interessante mennesker. Jeg har ikke helt gennemtænkt hvad det skal betyde.

Det er også lidt svært at sammenligne de to film, fordi Titane er sådan et kæmpe spring frem rent visuelt. Det er ellers langt hen ad vejen de samme folk Ducournau arbejder med, fotograf Ruben Impens, klipper Jean-Christophe Bouzy, komponist Jim Williams, men der er en helt anden æstetisk styrke over Titane. Særligt er jeg imponeret over brugen af farven sort. Det er ikke fordi Titane er en mørk film, tværtom er der neonlys her og der og alle vegne, men der er ofte store sorte flader i billedet, når f.eks Alexia danser i projektørlys, så baggrunden ligger i mørke, eller når hun sidder i en bus med sorte lædersæder, men med røde gardiner i baggrunden, eller bare fordi skygger og mørke deler billedet op, så kun halvdelen af scenen er oplyst. Jeg mindes ikke at have set præcis det æstetiske greb før, og særligt ikke grebet i de scener hvor kameraet samtidig også glider langsomt rundt, så det også ender med at indkredse et eget rum rundt om karakterne.

Hvad betyder det? Mit bud er, at Titane i høj grad handler om karakterer, der forsøger at bestemme over deres egne rum. Alexia arbejder som eksotisk danser til at starte med, hvor mænd må glo på hende, men ikke røre. Vincent forsøger at holde aldring og tab væk, har ladet huset stå siden Adrien forsvandt, inviterer en ny Adrien ind uden at være sikker på om det er den rigtige, men forsøger bare at omforme virkeligheden så den passer til de to. Det er selvfølgelig en ting, der ikke kan lade sig gøre. En velkendt kvindekamp handler om retten til egen krop, men det burde være klart og tydeligt, at kvinder stadigvæk absolut ikke har den ret i dagens samfund. Ikke i praksis. Der foregår som minimum en konstant objektificering. Alexia har heller ikke kontrol over egen krop, hun bliver mere og mere gravid, selvom hun forsøger at gøre en ende på det med hendes hårnål. Som filmen skrider frem bliver hun mere og mere bange, og filmen føles mere og mere som en tragedie.

Det er det med monstrene. Både Justine i Raw og Alexia i Titane har noget monstrøst inde i sig, som de ikke kan kontrollere. Justine har arvet kannibalistiske tilbøjeligheder, og Alexia har fået indopereret et lag titanium i hovedet. Det påvirker Alexia på mærkelige måder, som hun ikke virker afklaret med. Hun reagerer meget voldsomt på egne kontroltab. Og det er da hun finder ud af, at hun er uplanlagt gravid, da hun finder ud af noget andet er inde i hendes krop, at hendes morderiske tendenser for alvor tager over. Det er en unormalt kompleks og nuanceret bearbejdning af nogle tematikker, der har præget fransk film de seneste efterhånden mange år. F.eks hos Bertrand Bonello, der måske næsten symbolsk spiller Alexias far. Bonello har lavet film om folk som samfundet dømmer som monstrøse – transkønnede, androgyne, minoriteter – med stor empati, men måske ikke altid med lige stor forståelse. Ducournaus idéer er lige den tak mere overraskende.

Særligt to ting henimod slutningen kører stadig rundt i mit hoved. Den første er Alexias anden dans, på toppen af brandbilen. Særligt er det fantastisk, når man sammenligner med den første dans. Første gang var hun et objekt, en våd mandedrøm, men samtidig virkede hun fuldstændig i kontrol. Hun var vant til at være et objekt, vidste hvordan det skulle håndteres. Mens hun danser som Adrien er hun nærmere hvad Kristeva kaldte for et abjekt, af Lilian Munk Rösing defineret som ‘en ting, der er ‘out of place’ og vækker en forargelse med undertoner af både tiltrækning og afsky.’ Men det er jo samme person, og hun danser jo stadigvæk fantastisk. Hun er bare ikke vant til at danse som et abjekt, til at blive abjektificeret frem for objektificeret. Det er her det endegyldigt bliver en tragedie. Det havde været nemt at lave en eller anden triumf her. At der blev skabt et nyt rum, en ny måde at være på. Men Alexia finder det aldrig.

I stedet finder hun måske noget andet, og det er her den anden store detalje dukker op: Valget af musik i slutscenen. Pludselig slår Jim Williams’ score over i de velkendte toner fra indledningen til Bachs Matthæuspassion. Hvordan passer det mod Alexia? Hvilke religiøse overtoner bliver der klistret på her? Det er endnu en scene, hvor det er som om filmen tager en overraskende drejning. Ikke fordi plottet overrasker, men fordi endnu et fantastisk veludført æstetisk valg hiver en ny tolkningsmulighed ind fra højre. Det er styrken ved Titane. Der er så mange twists, så mange idéer, så mange lag. Men den borer sig ind i skallen på publikum fordi alle lagene serveres så pokkers æstetisk overbevisende.