Palmesøndag del 408
(Ali Abbasi, USA/Danmark
Cannes 2024)
Ali Abbasi er blevet Danmarks for tiden mest international anerkendte nye instruktørnavn, bl.a. fordi han er eminent til at hoppe på den gode idé. Med Grænse lavede han en troldefilm, der også kunne ses som en postkolonial kritik af Sveriges forhold til samerne. Med Holy Spider lavede han dels en seriemorderfilm, dels den eksplicitte og direkte kritik af det iranske præstestyre, som instruktørerne i hjemlandet af gode grunde har svært ved at lave. Nu med The Apprentice laver han sin første amerikanske film, og har her filmatiseret et manus om selveste Donald Trump, skrevet af journalist og forfatter Gabriel Sherman.
Ikke nok med at det gav ham hans anden deltagelse i Cannes hovedkonkurrence bare to år efter Holy Spider. The Apprentice blev også en af årets mest omtalte film, og nu hvor den får premiere er aviserne fyldt med interviews med de store kendte skuespillere Sebastian Stan og Jeremy Strong, såvel som thinkpieces om Trump, politisk film, etc.
Det er smart. Det er vedkommende. Det var en god idé at lave den her Trump-film. Men derefter, så mangler filmen desværre filmiske idéer. Den lider under, at der ikke har været nok påfund og smarte greb på optagelses-dagene, så alle scener bliver afviklet forudsigeligt og uden ret meget visuelt særpræg.
Det er lidt en videreudvikling af problemerne fra Holy Spider og det er lidt ironisk, filmens emne taget i betragtning. Jo mere Abbasi bevæger sig mod centrum af filmverdenen, jo mere taber hans film altså deres visuelle særpræg.
Men der ligger som nævnt en ret stærk idé bagved The Apprentice. Filmen er ikke så meget en biopic om Donald Trump, som det er en fortælling om forholdet mellem Trump (Stan) og Roy Cohn (Strong), en legendarisk og skyggefuld karakter i amerikansk politisk historie, der som ung arbejdede for Joseph McCarthy, og som senere rådgav alle fra Nixon til Reagan, samt arbejdede som ‘fixer’ i New York. Cohn var Trump-familiens advokat i opgøret med den amerikanske stat, der havde sagsøgt dem for racistisk diskrimination i de bygninger familiefirmaet ejede. Filmen skildrer derefter Cohn som Trumps mentor. Det er Cohn der videregiver tips og tricks om hvordan man skal klare sig i det amerikanske system, som Trump efterhånden lærer at mestre, først som byggematador i New York, og derefter som vor samtids emblematiske amerikanske politiske figur.
Til tider kommer The Apprentice til at virke som en fjerde film, der lægger sig til Oliver Stones trilogi om amerikanske præsidenter (JFK, Nixon, W). Nixon skildrede den skandaliserede præsident som mest af alt et offer for et amerikansk system, som Nixon beskrev som: ‘The CIA, the Mafia, the Wall Street bastards ⋯ ‘The Beast.‘ Roy Cohn arbejder med det her bæst, han arbejdede for FBI og McCarthy, han ses i filmen spise middag med mafia-figurer, og har forbindelser foruden Trump til figurer som Rupert Murdoch og George Steinbrenner. I filmens første del løses de fleste problemer ved at Cohn finder noget kompromitterende materiale frem om Trumps modstandere, som han til tider selv optager ved de gigantiske orgier han lader til at afholde i sin villa. Politikere, advokater, forretningsfolk, alle optræder de nærmest dyrisk ved de Cohn’ske bacchanalier, hvorefter han har mere materiale til at få sin vilje igennem, på bekostning af menigmands interesser. Det ligner vitterligt et systemisk problem, et ‘bæst’. Og Cohn er verdens bedste bæst-tæmmer.
Til tider virker det derimod som om Trump lader bæstet æde sig med hud og hår, indtil han bliver genfødt/genlavet som en mere eller mindre menneskelig inkarnation af bæstet. Hvis Oliver Stone skildrede bæstet som et gigantisk amerikansk monster, der på en eller anden måde stod bag mordet på én præsident (JFK) og knuste og skandaliserede en anden (Nixon), så bliver Trumpismen beskrevet som om bæst-ismen er kommet ud af kontrol, har fundet en menneskelig vært Venom-style, og nu vælter tilbage igen for at overtage det amerikanske samfund. Da Trump på et tidspunkt fortæller en forfatter (det er Tony Schwartz, der skrev The Art of the Deal (1987) for Trump, og senere fortrød noget så grusomt) om hans tre grundlæggende leveregler (1. altid angrib, 2. altid benægt alting, 3. aldrig indrøm nederlag, altid påstå du vandt), som i virkeligheden er noget han har lært af Cohn, så svarer forfatteren ‘Det lyder som amerikansk udenrigspolitik de sidste 25 år’ Nogen subtil film er The Apprentice ikke.
Jeg har set nogle kritikere diskutere hvorvidt vi ‘lærer’ noget af The Apprentice, hvilket for mig er en lidt forkert vinkel, eftersom The Apprentice er fiktion, og derfor ikke rigtig er til at stole på. Men jeg synes virkelig Abbasi/Shermans take på Trump, at han er reinkarnationen af Roy Cohn og alt hvad han stod for, er anderledes og speciel. Man kunne f.eks også tænke at Trump var formet af sin far Fred Trump, engang anholdt til en Ku Klux Klan demonstration, og sidenhen retsforfulgt for racistisk forretningsførelse, og dermed at det er USAs racistiske fortid, som Trump fører videre. Men filmen er meget tydelig om, at Fred Trump er en svag faderfigur, som Trump erstatter med Roy Cohn, indtil han, da Cohn bliver for skeptisk om Trumps kasino-forretninger, fortæller ham ‘You’re not my dad!’ og begynder at betale ham som en advokat. The Apprentice er som nævnt bestemt ikke nogen subtil film.
Men film behøver heller ikke at være subtile, det er Oliver Stone et glimrende eksempel på. Til gengæld må de meget gerne være opfindsomme og overraskende. Tag nu f.eks scenen fra Nixon, der fører frem til snakken om ‘bæstet’. Her drager præsidenten pludselig ud i Washington midt om natten, og ender med at diskutere politik med en gruppe unge kritikere inde ved Lincoln Monumentet. Det er egentlig ekstremt dumt, men samtidig også ret sjovt og anderledes. Og gid der dog var mere af den slags i The Apprentice.
I stedet går filmen ret meget slag i slag. Der er en scene hvor Donald Trump selv må indsamle husleje i faderens bygninger, så vi kan se hvor lidt ovenpå han var til at starte med. Der er scener med broren Fred Trump Jr, hvor vi kan se ham gå i hundene. Der er selvfølgelig en bachanal’sk orgie-scene fra hjemme hos Roy Cohn, fordi selvfølgelig er der det, og der er nøgenhed og kokain og mærkelige vinkler og rødt lys, og du har set det en milliard gange før. Du har set nærmest alt i den her film en milliard gange før, og det skyldes ikke kun, at Trump er en af de personer i verden som det er sværest at undgå at kigge på. Det er også fordi opfindsomheden desværre lidt lader til at være løbet tør undervejs fra manus til færdiggjort film.
Der er dog én idé, som jeg virkelig godt kan lide. Filmen er delt i to æstetisk meget forskellige halvdele, halvfjerdserne og firserne, hvilket ikke i sig selv er originalt (Boogie Nights gør f.eks det samme). Men begge dele er filmet med tidstypiske materialer, og hvor det i halvfjerdserne betyder celluloid og skummel belysning, som bare får filmen til at ligne nogle af filmhistoriens mest kanoniserede mesterværker (The French Connection og al den jazz), så er firserscenerne filmet med hvad jeg er ret sikker på er video- eller tv-kameraer. Så det ligner en gammel sæbeopera, eller grynede hjemmevideoer. Der er tydelige streger på billederne, og baggrundslysene er til tider nærmest giftige at se på. Det er ikke nogen komplet original idé (jeg har set det i diverse eksperimental-film på CPH:DOX, og det ligner først og fremmest Pablo Larrains No), men den er langt fra fortærsket, og sammen med de groteskt opulente rum Trump begyndte at opbygge og bevæge sig rundt i, så får det til tider anden halvdel af filmen til at se næsten psykedelisk ud.
Men også kun næsten. Jeg tror effekten havde været større, hvis der havde været arbejdet mere med det. Som det er, så virker det lidt halvkvalt. Der er nogle vidunderlige billeder, hvor video-kvaliteten gør noget helt fantastisk ved rumopfattelse, og får Trump til at se helt mærkelig og uvirkelig ud, men andre gange fortsætter kameraet bare med at være håndholdt kvalitetsarbejde, kendt fra umanerligt mange danske film, og så kan man helt undgå at lægge mærke til det er filmet på et unormalt format. Og jeg har da heller ikke set ret mange kommentere på det, det er som om det er fløjet ret meget under radaren, til fordel for en hel masse snak om Trump, om moderne politik, om films muligheder for at skildre politik, osv.
Det er måske ved at være symptomatisk for Abbasi. Han er ved at blive mere kendt for sine idéer, end for hans egentlige filmiske arbejde. Hans film skaber debat, de fortæller provokerende historier fra den postpostmoderne verden. Og hans karriere er nu for alvor international, med stjerner i hovedrollerne og artikler i alle de engelske medier. Men som nævnt omkring Holy Spider, så bliver hans film samtidigt æstetisk set mere og mere konventionelle. Og det er særligt synd med The Apprentice, der for det første er fuld af lidt kedeligt iscenesatte sekvenser, men som samtidig har en utrolig stærk visuel idé, som den overhovedet ikke får foldet ud. Og jeg kan frygte det er sidste gang Abbasi overhovedet tør begynde på så skæv en æstetisk idé, hvis han fortsætter rejsen mod toppen.