Palmesøndag del 437
(Wes Anderson, USA
Cannes 2025)
Wes Anderson er måske disse års største amerikanske indieinstruktør. Hans stil er så genkendelig, at den er blevet behandlet i sketchprogrammet Saturday Night Live, og han kan både at få stjerner i hobetal til at medvirke i hans film, samt sælge så mange billetter at hans film konsistent giver overskud, desuagtet at de de seneste år er blevet mærkeligere og mærkeligere.
Det begynder dog måske at være lidt for meget af det gode. De sidste år har vi fået The French Dispatch (2021), Asteroid City (2023) kortfilms-antologien The Wonderful Story of Henry Sugar and Three More (2024) til Netflix, og altså nu The Phoenician Scheme.
Og for første gang føles det helt ærligt som om, tingene er gået for hurtigt. Hvis man skal være venlig, kan man sige, at The Phoenician Scheme føles i sjælden grad impulsiv for den ellers meget kontrollerede auteur. Eller også føles den forhastet og lidt usammenhængende.
En af skuffelserne ved filmen er, at dens plot føles alt for genkendeligt for en Wes Anderson film. Det er noget med, at super-kapitalisten Zsa-zsa Korda (Benicio del Toro) har gang i et kæmpe udviklingsprojekt i det fiktive mellemøstlige land ‘Phoenicia’, men hans planer modarbejdes af en amerikansk ledet sammensværgelse, og så må Korda rejse rundt til kompagnoner forskellige steder sammen med hans datter Liesl (Mia Threapleton), der ellers skulle have været nonne, samt den norske insektekspert Bjorn (Michael Cera).
Mest af alt er det et ret forvrøvlet påskud for at sende de tre karakterer rundt forskellige steder i landet Phoenicia, der synes sammensat af alskens filmiske klichéer om Mellemøsten og Nordafrika, så vi f.eks besøger en natklub som taget fra Casablanca, og en jungle inklusiv kviksand. Wes Anderson har før taget os med til ‘Zubrowka’ i Centraleuropa (The Grand Budapest Hotel, 2014) og den japanske by ‘Megasaki’ (Isle Of Dogs, 2018), og det Indien vi så i The Darjeeling Limited (2007) var næsten endnu mere falskt og klichépræget, end de fiktive områder han har kreeret. Det føles efterhånden utrolig velkendt.
‘Phoenicia’ er ekstremt løst optegnet, og eftersom hele filmen handler om Kordas planer for landet, er det et problem, at filmen aldrig formår at få landet til at virke som om, det virkelig eksisterer. Jeg forstod aldrig, om Kordas planer var gode eller onde, og det havde måske været meget smart at forstå, når nu det er det, hele filmen handler om.
I stedet går det meste tid med små sketches med kæmpestjerner, hvor Korda forsøger at få penge. Så der spilles f.eks basketball med Tom Hanks og Bryan Cranston, ligesom Scarlett Johansson pludselig er en potentiel romantisk partner for Korda, ca ti sekunder efter vi møder hende første gang. Der er tre mistænkelige dødsfald i fortiden, og hele ni små drenge hvis opdragelse vi muligvis også skal engagere os i.
Andersons film er blevet mere og mere overlæssede på det seneste, men det har været stilistisk og tematisk. I The Phoenician Scheme læsses plots ovenpå hinanden, indtil helheden kollapser fuldstændig. Og det, som er tilbage, virker bare som en række små scener, hvoraf nogle er sjovere end andre. Det bygger ikke op til noget.
Men Wes Anderson er dog stadigvæk Wes Anderson, og hans idé om, hvad der er en ‘sketch’, er nok anderledes end de flestes. F.eks tager han nogle gange helt simple samtalescener og begynder at lege helt fjollet med kameraet. Hvis der klippes mellem Korda og Liesl, ser Korda gerne tre gange så stor ud som hans datter. Kameraet hopper så meget rundt i rummene, der zoomes, køres, klippes rundt, at man bliver helt rundtosset. The Phoenician Scheme er weird, men det virker som om, Anderson først og fremmest vil være mærkelig, fordi det skal være sjovt.
Det virker dog lidt som om, Anderson kører på rutinen. Der er hallucinationer, sjov med kameraføring, komplet overgearede konfrontationer. Og alligevel er det som om, alting går utrolig langsomt. Måske fordi det er så svært at regne ud, hvor vi er på vej hen, men også fordi det i sidste føles ret så tomt.
Det er godt nok mange Wes Anderson-film siden, at jeg har decideret kedet mig. Dertil har hans film ellers altid været for interessante. Men The Phoenician Scheme har nogle virkelig døde passager undervejs. Hvad den dog også har, er nogle af de mest filmisk legende scener, man kan se i biografen i år. Wes Anderson gør stadigvæk tingene på sin egen måde. Hvis man er fan, er det en nogenlunde kort film på 100 minutter.
Men ellers kan jeg anbefale Netflix-filmene. De er baseret på fortællinger af Roald Dahl, og måske netop fordi Wes Anderson først og fremmest er brilliant som stilist og visualist, så er det altså en kæmpe fordel for ham, når historien er i orden.