Palmesøndag del 438
(Andrea Arnold, UK
Cannes 2024, Prix de la Citoyenneté)
Det er sjældent, at jeg begynder en anmeldelse med at diskutere en films rulletekster, men Andrea Arnolds Bird gør noget ret særligt til sidst. Efter at vi har set navnene på filmens vigtigste skuespillere, står der ‘A film by:’ og så kommer derefter navnene på samtlige involverede filmarbejdere i alfabetisk orden. Arnold står ret højt oppe, selvfølgelig, men det var kun ved at holde fokus helt til R jeg fik tjekket, at Arnolds sædvanlige fotograf, Robbie Ryan, igen havde været med.
Rulleteksterne siger noget om, hvad Arnold gerne vil med den her film: Hun vil gerne lave en film af og for almindelige mennesker. Det er moderne socialrealisme, hvilket understreges af de mange TikTok-lignende klip af de medvirkende, som vi ser, mens navnene ruller forbi.
Men samtidig er Bird en magisk-realistisk film med et komplekst og overnaturligt plot. Spiller de to ting imod hinanden? Nej, det er en af de mest fascinerende ting ved Bird, nemlig at den virker som en fuldstændig logisk fusion af social- og magisk realisme.
Jeg ser nærmest Bird som værende tredje film i en trilogi om unge fattige kvinder, og de verdener de må bevæge sig i, sammen med Fish Tank (2009) og American Honey (2016). I alle tre film følger vi unge kvinder i pressede situationer, men de tre film bliver progressivt mindre socialrealistiske. I Fish Tank forsøger unge Mia at undslippe livet i et trøstesløst betonkvarter ved at danse, og i American Honey drager unge Star på en fantastisk tur rundt i sublimt og lige knapt virkeligt USA sammen med en gruppe af unge der sælger magasin-abonnementer. Der er intet håb om at kunne få et ordenligt liv normale måder i de to film – via uddannelse eller et velbetalt arbejde – så livet kommer i stedet til at bestå af dans og musik og håbefulde rejser.
I Bird er uvirkeligheden så blevet endnu større. 12-årige Bailey (Nykiya Adams) bor som squatter i et faldefærdigt hus sammen med sin far og sin halvbror, i rum de selv etablerer med tæpper og madrasser, hvor underholdningen er selvoptagede film projekteret op på vægge med små projektorer, og far Bug (Barry Keoghan) har planer om at tjene penge ved hjælp af en frø der udskiller psykedelisk slim.
Det er med andre ord allerede en komplet uvirkelig virkelighed Bailey vokser op i – hvilket bliver understreget i et klip hvor hun kigger nærmest længselsfuldt hen mod et betonhøjhus i det fjerne, præcis den slags solide verden som Mia forsøgte at undslippe fra.
Det føles derfor heller ikke særlig mærkeligt da Bailey møder den mystiske Bird (Franz Rogowski), der påstår han som ung boede i en lejlighed tæt på Baileys mor. Men drengen der boede der døde for længe siden…
De magiske træk ved Bird tiltrækker nok mest opmærksomhed, men det essentielle ved den er, at den skildrer en verden, der hele tiden føles komplet uvirkelig, selvom meget egentlig er helt normalt. Folk bliver forældre som 14-årige, og bedsteforældre før de bliver tredive. Man bevæger sig rundt blandt tre mennesker på elektriske løbehjul. Børn slår sig sammen i grupper for at overfalde og filme folk, der er stemplet som pædofile.
Bird foregår i Kent i det sydlige England, i områder der synes så forfaldne, at de er vendt tilbage til en form for naturtilstand. Det her er tidligere industri- og fiskeri-områder hvor alt hvad der tidligere skabte jobs og velstand er forsvundet igen. Der er lidt turisme ude ved kysterne, men udenfor sæsonen er der stort set intet.
Det kunne man naturligvis stadigvæk have skildret nøgternt og realistisk, men det ville ikke være solidarisk. Arnold vælger surrealismen, og skaber noget der virker langt mere ægte i 2020’erne. Hvordan skal man ellers skildre England efter Boris Johnson og Liz Truss?