Palmesøndag del 272
(Wes Anderson, USA
Cannes 2012)
Wes Anderson ikke bare debuterede i Cannes-konkurrence med Moonrise Kingdom, han fik også lov til at åbne festivalen. Det er ret godt gået af en debutant. Men Anderson har også opnået en helt særlig position. Hans æstetik er så særlig, at den har været parodieret på SNL, så flot at den kan være på store festivaler, og samtidig har han været i stand at caste kæmpe skuespillere, så han kan åbne festivaler. På den anden side manglede han nok den sidste respekt inden Moonrise Kingdom. Han var nomineret til meget, men vandt sjældent, blev måske nok opfattet som lidt barnlig og umoden, og var jo så heller ikke fin nok til Cannes.
Alt det ændrede Moonrise Kingdom. Det er i mine øjne stadig hans bedste film, og et kæmpe skridt frem i forhold til hans tidligere værker. Og paradoksalt nok er den netop så god fordi den omfavner det barnlige. Netop ved at fokusere på børnene formår Anderson at finde en emotionel kerne, som han ellers ikke altid fik fat i.
Wes Andersons film skiller sig naturligvis først og fremmest ud på grund af de verdener han bygger op. Et Jacques Costeau-agtigt filmskib i The Life Aquatic. Et indisk tog i The Darjeeling Limited. I Moonrise Kingdom er det New England i 1965, og specifikt et spejdermiljø. Der er den vanlige detaljerigdom, bogcovers, tapeter, bygninger, uniformer, etc. Det kan virke som om Anderson gentager sig selv. Men der er ofte en grund til at Andersons film ser ud som de gør. Når f.eks Chas’ børn i The Royal Tenenbaums går klædt i samme slags røde joggingsæt som ham selv, eller når alle i The Life Aquatic er iklædt samme blå trøjer og røde huer, så er det også fordi det signalerer en art emotionel indelukkethed. Andersons karakterer skaber de her særlige verdener rundt om sig selv, i stedet for at tilpasse sig verdenen udenfor. Det er en fin pointe, men det kan også godt blive lidt trættende med for mange film om umodne mænd, der ikke tør bevæge sig ud i omverdenen. Derfor virker det helt anderledes, når en hovedperson i stedet er en teenage spejderdreng. Der er ikke rigtig nogen grund til at forvente han skulle være mere moden end han er, og hans spejderliv er også en måde at bevæge sig ud i verden og være sammen med andre mennesker. Den del er Sam dog ikke så god til. Men altså, alligevel.
Det er dog det andet univers Anderson trækker på, der gør Moonrise Kingdom til en af mine absolutte yndlingsfilm: Benjamin Britten. Filmen er fyldt med Brittens musik, fra Young Persons Guide to the Orchestra i åbningsscenen, over børneoperaen Noye’s Fludde, som Suzy er med til at opføre, og til den vidunderlige sang Cuckoo, der til sidst udgør filmens melankolske hjerte. For det første var Benjamin Britten en genial komponist, og alle film ville blive bedre af at indeholde mere Britten. Men det rammer mig også meget stærkt personligt. Jeg er tidligere drengekorssanger, og som man måske kan fornemme ud fra filmen, så skrev Britten rigtig meget god musik til og for børn, så jeg har også selv sunget rigtig meget Britten da jeg var dreng. Det er stærkt forbundet til min egen barndom. Og der er en helt særlig tone i Brittens værker, dels en enorm respekt for børn, en fascination af børn (som har vakt lidt mistænksomhed i tidens løb, men der er ikke kommet nogle mørke historier frem), men også en melankoli over hvor hurtigt barndommen forsvinder. Det er i høj grad den samme melankoli jeg finder i Moonrise Kingdom.
Jeg har det generelt hit and miss med Wes Andersons film. Ligeså meget som han umiskendeligt er en stærk stilist, ligesåmeget virker det nogen gange som om han stræber for hårdt efter at være mere end det, at kreere emotionalitet og eftertænksomme pointer, hvilket falder til jorden. Søslangen i The Life Aquatic er i det mindste sjov. Men den sløsede spiritualitet i The Darjeeling Limited er bare træls, og der er overraskende mange mennesker der pludselig dør i Andersons film, uden at han formår at få det til at betyde noget. Moonrise Kingdom er mere afslappet – der er kun en hund der dør – men dens emotionelle styrke er nærmest overvældende. Andersons forsøg på at ramme en samlende pointe fungerer denne gang perfekt. Først til aller sidst finder vi ud af hvorfor filmen hedder Moonrise Kingdom: Det er fordi det var det navn Sam og Suzy gav det sted hvor de gemte sig, og nød en enkelt fantastisk eftermiddag sammen. Det fungerer selvfølgelig også metaforisk. Ligesom Sam og Suzy skabte sig et Moonrise Kingdom hvor deres liv var meget bedre, ligeledes skaber vi andre altid særlige rum hvor alt er bedre. Det er faktisk langt hen af vejen det som kunst er. Særligt for Anderson kan alle hans værker virke som ‘kongedømmer’ – ‘Tenenbaum Kingdom’ ‘Aquatic Kingdom’ – hvor han selv kan få lov til at bestemme og indrette, i modsætning til den virkelige verden. Jeg vil nærmest sige, at fantasi er decideret essentielt, for at vi mennesker kan fungere i den virkelige verden. Hermed formår Anderson også at få legitimeret alle hans tidligere fjollede film, for meget kan man sige om dem, men de har alle fungeret som fantasi-fyldte pusterum fra hverdagen.
Men. Var det det eneste filmen formåede, så ville den være dejlig, men også lidt postmoderne og tom. Melankolien hæver Moonrise Kingdom. Det er hurtigt at misse, men ikke blot bliver Sam og Suzy fundet og fjernet fra deres kongedømme, hele bugten bliver udvisket af filmens klimatiske storm. De kan aldrig vende tilbage. Over sidste scene lyder også førnævnte Cuckoo der fortæller om trækfuglens liv: ‘In april, I open my bill / In may, I sing night and day / In june, I change my tune / In july, far, far I fly… In august, away! / I must…’ For mig er implikationen ret tydelig. Nok er Sam og Suzy til sidst sammen, og de skal nok også nå at opleve meget mere sammen. Men de kan aldrig vende tilbage til den dag ved bugten, og monstro ikke også de på et tidspunkt må væk…
Det er her Moonrise Kingdom bliver så stærk. Fordi den overbevisende siger at fantasi er ekstremt vigtigt og kan virkelig mange ting. Og så samtidig til sidst lige stikker i hjertet med en pointe om, at den altså trods alt ikke kan alt. Det hæver filmen over alt Anderson lavede tidligere. Jeg ved ikke om det var derfor Anderson generelt har fået mere kunstnerisk respekt siden da, men det er også som om filmen løftede ham op på et nyt niveau i filmverdenen. Hans to følgende film vandt priser i Berlin. Han er nu bredt anset som en af USAs største auteurs for tiden. Dermed var Moonrise Kingdom også en af de største historier på Cannes 2012, hvor festivalen satsede på et nyt navn, og var med til at give mere kunstnerisk legitimitet. Og derudover var filmen også, efter min mening, den bedste film i en ikke super stærk årgang. Men jeg elsker som nævnt også Benjamin Britten.