Palmesøndag del 436
(Sean Penn, USA
Cannes 2016)
Ten years apart, the Liberian civil war of 2003 and the ongoing conflict within South Sudan today, share a singular brutality of corrupted innocence. A corruption of innocence only known to the West, by any remotely common degree…
through the brutality of an impossible love…
shared by a man…
and a woman…
Ja, det står der fandme! Det er ordene, som står på skærmen, i indledningen til Sean Penns The Last Face. Måske den dårligste start på en film nogensinde. Det er nærmest legendarisk hvordan den tabte anmelderne i Cannes, som højlydt buede. Reaktionen i 2016 var så voldsom, at festivalen fremover valgte at lade kritiker-visning og galla-ditto forløbe samtidig, så stjernernes vandring på den røde løber ikke skulle ødelægges af anmeldernes negative dom. Man kunne også have overvejet at holde op med at vise lortefilm som The Last Face i konkurrence, men det er ikke Thierry Frémaux’ måde at arbejde på.
Der er så meget galt med den tekst. Den er knudret. Den er på én gang banal og svært forståelig. Helt ned i detaljerne er det dumt (hvorfor er det nødvendigt at kærlighedsfortællingen er mellem en mand og en kvinde, er der nogen grund til det ikke kunne have været en queer-fortælling?). Men helt grundlæggende er præmissen naturligvis helt ude i hampen. Det er nok en gammel idé i Hollywood, at man ikke bare kan lave en film om lidelse i fjerne lande, hvis ikke man kan binde det sammen med en fortælling om nogle hvide stjerner. Se f.eks også en anden Cannes-film jeg skrev om fra 1990, Alan Parkers Kom og se Paradis, hvor interneringen af den amerikansk-japanske befolkning under 2. Verdenskrig er enormt tragisk, fordi den rammer Dennis Quaids karakters kone.
Men pointen er jo, at det er en negativ side ved Hollywood, noget som ambitiøse kunstfilm skal komme udover. I stedet for at svælge i det, sådan som The Last Face gør det. Måske Penn samtidig forsøger at nedgøre sit publikum, ved at antyde, at vi ellers ikke ville se en sådan her film. Men joken ramte så ham, for ingen gad heller se The Last Face. Det er en historisk ringe lortefilm.
The Last Face handler om gruppen Médecins du Monde, en udbrydergruppe til Médecins Sans Frontières. Filmen følger den spanske læge Miguel (Javier Bardem), der forsøger at redde liv i flygtningelejre eller efter massakrer. Wren (Charlize Theron) arbejder mere med det administrative, forsøger at rejse penge, at ændre på tingene fra Europa, men de to rejser på et tidspunkt gennem Afrika sammen, deres bil stoppes af en gruppe soldater, som myrder chaufføren, og alle de rejsende må tage videre til fods. Wren arbejder derefter også som læge og kirurg under horrible omstændigheder, og de to forelsker sig. Men så kommer der ting imellem dem, for ellers ville det jo ikke være en film.
En del af tiden går med, at alle lægerne skændes om den bedste strategi. Skal de bare redde enkelte liv, eller ville det give mere mening hvis de brugte mere tid på at bære vidnesbyrd om uhyrlighederne? Den slags virker faktisk baseret på virkelige dilemmaer hos NGO-grupper, men det er virkelig ikke skildret ret spændende her. Filmen svælger også i død og vold på en virkelig usmagelig måde, når nærmest ingen af de ikke-hvide karakterer får lov til at have noget at skulle have sagt. De dør bare på ubehagelige måder, igen og igen, og det er åh så synd for Miguel og Wren at de ikke kan redde dem.
Sean Penn har instrueret én uomtvistelig succes: Into The Wild i 2007. Han kunne nok have skiftet over og fokuseret på at instruere film derefter, men i stedet spillede han hovedrollen i Milk året efter og vandt en Oscar, og forblev kendt som skuespiller. The Last Face ødelagde nok alt håb om at han ville blive anerkendt som auteur-instruktør.
Der er ellers fælles punkter mellem Into The Wild og The Last Face. Begge film handler om karakterer, som har svært ved at håndtere ‘hykleriet’ (som Wren på et tidspunkt kalder det) ved at leve som priviligeret vesterlænding. Christopher fra Into The Wild rejser rundt i USA og til Alaska for at realisere sig selv væk fra civilisationen, og Miguel & Wren gør lidt det samme i The Last Face, men forskellen er naturligvis, at hvor Christopher i Alaska virkelig kun skal forholde sig til dyr og natur, så udgøres baggrunden i The Last Face af virkelige mennesker. Men filmene skildrer det som ens: Det er bagtæpper som hovedpersonen kan bruge til at udleve sit eget personlige projekt. Publikums reaktion var tydeligvis meget forskellig, gudskelov.
Det udstiller noget lidt nederen ved Sean Penns film, også de gode af dem. De har lidt ‘main character syndrome’, også i æstetikken. F.eks er der en scene i The Crossing Guard der følger menneskemængder på gaden, men deres ansigter er udviskede, de går alle sammen lidt i ét. Det er som om byen er en flod af menneskedyr, som føles adskilt fra de virkelige mennesker, såsom filmens hovedperson, der er så ramt af sorg efter datterens død. Og det virker lidt som om den sorg skal få ham til at føles autentisk. Som om man kun er autentisk, kun lever et liv der er værd at leve, hvis man forholder sig til ekstremerne. Til kriminalitet i The Indian Runner og The Pledge, til død og uretfærdighed i The Crossing Guard og The Last Face. Det er måske Sean Penns centrale tematik. Og det er rent ud sagt noget arrogant og nedladende vrøvl. Som gør The Last Face helt ulidelig at se, fra start til slut.
Der er faktisk i sig selv mange flotte ting i filmen. Sean Penn har som altid en tendens til at æstetisere mange scener virkelig meget, og der er f.eks et lille klip hvor Wren ligger i sin seng og forsøger at glemme Miguel, som er virkelig gennemført lavet. Der er lidt jumpcuts a la tidlig Godard, og på et tidspunkt klippes der i takt med en sekundviser på soundtracket. Det viser tydeligt at hun ikke kan finde ro, at hun er for forelsket til ikke at løbe tilbage til Miguel. Det er mere gennemført lavet end mange Cannes-film. Men der er jo ingen kerne i det, det er hverken originalt, og vi ikke er investerede i forholdet mellem Miguel og Wren, så det har ingen emotionel virkning.
Ja, det er faktisk værre end som så, for på grund af den elendige indledningstekst, så var jeg aktivt imod forholdet mellem Miguel og Wren. Det kan godt være jeg i virkeligheden ikke kan rumme hvor grusom virkeligheden under en borgerkrig er, men Sean Penn skal fandme ikke fortælle mig, at han kun kan fortælle mig om det ved at binde en kærlighedshistorie ovenpå. Så hver gang han gør noget ekstra, for at understrege kærlighedsdelen, så bliver jeg bare endnu mere sur. Og jeg tror ikke jeg var den eneste.
Det er faktisk næsten imponerende. Det er i hvert fald lærerigt, jeg har sjældent set en film, der så meget spænder ben for sig selv inden for filmens første minut. Men så er det heller ikke sjovere. The Last Face er kedelig, lang, ligegyldig, og heller ikke altid lige æstetisk opfindsom. Det er en pinligt ringe film, og det er pinligt at den endte i Hovedkonkurrence. Sean Penn og Thierry Frémaux lader til at være venner, og det virker simpelthen bare som en vennetjeneste. Og så har en eller anden instruktør mistet en plads i et rampelys, der kunne være livsforandrende, for at chefen for festivalen kunne hygge sig med en ven.
Jeg ved godt vi ikke forventer bedre, men det burde nærmest være fyringsgrund. Det er hårde ord, men The Last Face er altså endnu værre end du tror.