Still the Water

Palmesøndag del 29
(2つ目の窓, Futatsume no mado, Naomi Kawase, Japan
Cannes 2014)

Naomi Kawase var selv ret glad for Still the Water. “There is no doubt that this is my masterpiece,” sagde hun. Pressen var dog ikke enig, så Indiewire skrev året efter: ‘Her previous feature, “Still the Water,” played Cannes just one year ago, premiering to an array of abrasive pans. Some called it the very worst film of last year’s festival.’ Jeg har svært ved at tage seriøst idéen om at Still the Water skulle være dårligste film 2014, det var en konkurrence der indeholdt makværkerne The Captive og The Search. Men det er dælme heller ikke hendes mesterværk. Det er en langt mere glat film, en digital film, mere direkte sentimental. Det er fair nok. Men det er også en rodet og usammenhængende, og mindre personlig film. Måske den var nødvendig at lave. Men Kawase har lavet langt bedre film før og siden.

Plottet i Still the Water er ret så mærkværdigt. Til at starte med skyller en død mand op på stranden, hvilket chokerer den unge dreng Kaito, især fordi han genkender den døde mand som hans mors elsker. Også hans veninde/kæreste Kyoko bliver konfronteret med døden, idet hendes mor bliver syg. Virkelig et dramatisk anslag. Men… Så begynder filmen bare at glide fra den ene pointe til den næste, uden mål og mening. Lidt ligesom Kawases mesterværk Shara, men denne gang går det aldrig op i en højere enhed. De to film spejler sig ellers næsten i hinanden, der er det indledende dødsfald, der er et teenagepar, der nærmer sig hinanden, og den ene teenagers mor nærmer sig noget meget stort, idet hun er højgravid i Shara og døende i Still the Water, hvilket i begge film udvikler sig til en fællesskabsskabende oplevelse, når hele familien samler sig om de stakkels mødre.

Naomi Kawase bygger også videre på hendes grundlæggende tematik: At være en del af noget større, og både i sublim og småborgerlig forstand. Kyoko skærer på et tidspunkt filmens særlige tematik ud i pap, hun elsker nemlig at svømme, og fortæller på et tidspunkt om havet: ‘Der er øjeblikke, hvor det føles som om du er et med havet… Jeg tror det er på samme måde med sex…’ Det er en virkelig direkte kobling, som filmen følger hele vejen til slut, hvor Kaito og Kyoko har sex i naturen, og derefter svømmer nøgne sammen under vand. Og det er helt grundlæggende Kawases fokus: At smelte sammen, lade sig selv være en del af noget andet, om det er to mennesker der boller, eller en sjæl der vender tilbage til naturen, eller hvordan vi alle sammen hænger sammen på spirituel vis. Det er vitterlig Kawases helt særlige kunst, at kunne behandle den tematik på alle planer, så hun får samlejet til at føles panteistisk. Eller. Hun forsøger i hvert fald på det. Jeg ved ikke helt om det ville fungere, hvis ikke det blev forklaret tidligere.

stillthewater4

Der er flere ting, der ikke helt fungerer. Den visuelle side er helt enkelt ikke lige så god som den var i de tidligere film. Kawase er en stor visualist, der ikke er bleg for at blande slow-motion passager, abstrakte landsskabs-skildringer, dokumentariske scener, håndholdt rystet kamera med udsøgte tracking-shots. Men hun brød også igennem med 8mm film, og har altid været god til at bruge celluloid, dets lysfornemmelse og kornede look. Her virker hun som om hun ikke ved hvordan hun vil bruge digitale billeder, udover at dykke ned i havet med et digitalt kamera, hvilket jeg skyder på er lettere uden celluloid i kammeret. Det hele bliver for glat, for sterilt, for koldt, og det er farligt for en spirituelt fokuseret kunstner som Kawase, der dvæler ved naturen, sjælen og døden. Her skulle Kawase vitterlig gentænke sin kunst, og det sker ikke i Still the Water, der som nævnt i høj grad gentager idéer fra Shara, men i en filmisk form, hvor det ikke rigtig virker.

Kawase var også rejst væk fra Nara-området, hvor hendes Cannes-film tidligere havde udspillet sig, og sydpå til Amami Oshima, en af de sydligste øer i Japan, hvor palmetræer står ned til Stillehavet. Det er også et helt andet lys at arbejde med, et tropisk lys hvor hun tidligere havde filmet i bjerge i et noget koldere og mørkere lys, der stod dejligt til hendes mystiske og historisk dybsindige fortællinger. Det bliver for lyst, for tandløst, når filmen handler om en ung mors død, om en druknet mand, om tyfoner, og generelt om livets udfordringer. Der ér smukke billeder i filmen, klip af havet der ruller dunkelt, klip af mangrove-skove, ja selv de mange scener med japansk sang og dans og ritualer, som anmeldere har kritiseret for at være kitsch, og som bestemt ikke har den samme energi og kraft som tilsvarende scener i især Shara, kan jeg ret godt lide. Til gengæld må hav-billederne, selvom de er ganske flotte, siges at være bedre i LeviathanDer er ganske enkelt ikke nok billed-magi at tygge på.

stiilthewater3

 

Jeg tror dog faktisk at de gode og dårlige vurderinger af filmen hænger sammen. Kawase forsøgte at lave sit ‘mesterværk’, lave den kvintisentielle Kawase-film, og forsøgte derfor også at lægge mere vægt på pointerne, men det gjorde det paradoksalt nok mere uforståeligt. Tag f.eks titlen. Kawases tidligere film har haft japansk klingende titler – Suzaku, Shara, Hanezu – foruden den ret åbenlyst betitlede The Mourning Forest. Men hvad betyder Still the Water? Det er faktisk ret væsenligt, for til sidst i filmen, i en ret lang monolog, bliver det forklaret som en livsfilosofi. Det lidt mærkværdige udsagn er en knude i Kawases tankefletværk. Men hvad betyder det? Jo, det er noget med at surfe, og når man surfer på en virkelig voldsom bølge, så kan det alligevel følges helt stille, fordi man overgiver sig selv til at følge med den, i stedet for at kæmpe imod den. Så Still the Water, så finder du fred. Men… Hvad betyder det? Jeg forsøger at formulere det, men jeg er faktisk ikke helt sikker på at jeg har styr på det, for det er lidt knudret forklaret. Er det virkelig så stille at surfe på en stor bølge, er det ikke mere stress? Jeg tror der er flere detaljer i det, som jeg simpelthen ikke forstår, og jeg tror de går tabt undervejs, måske i oversættelsen, måske i formuleringen, under alle omstændigheder er det lidt tåget.

Og det er ret meget det, som er problemet med Still the Water. For at være helt ærlig er alle Kawases film lidt tågede for mig, men det er der så mange kunstfilm som er, og man skal ikke altid forvente at kunne forstå det hele. Jeg forstår heller ikke alt hvad Lars von Trier siger, det tror jeg heller ikke Lars von Trier gør, og når så samtidig Kawases kunst var så filtret ind i referencer og detaljer fra hendes lokalområde i Nara, så var der altid lidt forvirring her og der. Men tidligere, så fandt jeg det fascinerende, det gjorde mig nysgerrig, gav mig lyst til at dykke videre ned i det. Nu forsøgte Kawase så at gøre tingene mere klare, og… det blev det altså ikke bedre af. På den led var Still the Water en ret farlig film, for det kunne ses som om den afslørede en plathed, som altid havde været hos Kawase, vi forstod den bare ikke før.

Men her nogle år efter er det nok i stedet meget nemmere at se Still the Water som et skift i Kawases filmografi mod det mere simple og ligetil, som bare i første ombæring gik virkelig galt. Hun blev også meget mere produktiv, og Still the Water (2014) blev fulgt op af Månen over kirsebærtræerne (2015, hendes første der fik dansk distribution), Mod solnedgangen (2017), Vision (2018, international film med Juliette Binoche) og Når det bliver morgen (2020). Det er en meget højere frekvens, og filmene er blevet glattere, simplere, mindre egensindige og personlige. Men hvis man accepterer det, og måske også som jeg kan føle, at Kawases stil var kommet så langt ud som den kunne med den fremragende men kaotiske Hanezu, så er det jo helt fint med noget udvikling. Der er faktisk kommet glimrende film ud af det. Still the Water er bare ikke rigtig en af dem…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *