Still the Water

Palmesøndag del 29
(2つ目の窓, Futatsume no mado, Naomi Kawase, Japan
Cannes 2014)

I år, i forbindelse med Cannes 2015, publicerede indiewire en artikel der hed Why Does the Cannes Film Festival Keep Programming Naomi Kawase’s Movies? Artiklen omhandlede hendes nye film An, der deltog i Un Certain Regard, men forundringen omhandlede i høj grad den negative reaktion på Still the Water året før: ‘Her previous feature, “Still the Water,” played Cannes just one year ago, premiering to an array of abrasive pans. Some called it the very worst film of last year’s festival, but it seems that Kawase’s standing with the programming team seems remarkably forgiving and perplexingly stalwart.’ Jeg har svært ved at tage seriøst idéen om at Still the Water skulle være dårligste film 2014, jeg så trods alt The Search for et par uger siden. Og jeg kan heller ikke rigtig se hvordan Cannes’ forhold til Kawase er ‘remarkably forgiving and perplexingly stalwart’, de nedgraderede hende jo trods alt til Un Certain Regard efter Still the Water. Forklaringen på hvorfor Kawase får så lang snor i Cannes er jo ganske simple, og er den samme som hvorfor folk som Atom Egoyan, David Cronenberg og Gus van Sant får lov til at komme tilbage: Fordi hun var god engang. Jeg vil henregne film som Suzaku, der vandt Camera d’Or i 97 efter at have premieret i Quinzaine de Realisateurs, eller Shara, der var i hovedkonkurrence i 03, til at være blandt de bedste og mest interessante japanske film fra deres tid. The Mourning Forrest fra 07 er lidt mere glat, men vandt også Jury Grand Prix i 07, så det er svært at tænke sig at hun mistede prestige på det. Så jeg sagtens forklare hvorfor Hanezu fra 11 også kom i hovedkonkurrence, og den er bestemt også god nok til at retfærdiggøre en ekstra deltagelse. Det er også det med Naomi Kawase, hun bruger en del tid på at lave fiktions-film, og hendes dokumentarer deltager hun ikke med, så hun optager faktisk ikke ret mange pladser. Jeg kan udmærket godt leve med at hun er fast japansk indslag, for hun er helt generelt en god instruktør. Men at Naomi Kawase generelt er en god instruktør betyder jo desværre ikke, at Still the Water er en god film. For det er det desværre på ingen måde.

Hva faen betyder Still the Water? Jeg undrede mig første gang jeg så filmen, og jeg forstår det stadig ikke. Ifølge AsianWiki er den korrekte oversættelse af ‘Futatsume no Mado’ ‘The Second Window’. Hvilket også er en lidt mærkelig titel, men den giver dog grammatisk mening. Der er flere andre steder i filmen, hvor jeg ikke kunne regne ud hvad det var dialogen forsøgte at sige, bl.a. bliver den ene hovedpersons dødsyge mor bragt hjem til familien så hun kan ‘flop’ på terassen. Que? Jeg tror først og fremmest filmen fik så dårlig respons, fordi den er mere end almindeligt svær at finde mening i. Kawase’s film kan ofte være lidt zig-zaggende i deres plot, som f.eks. Shara der måske handler om sorg over en død lillebror, måske handler om teenage-kærlighed, men som efter nogle lange dokumentariske afsnit afslører sig selv som blot værende interesseret i at skildre en periode af en ung mands liv. Still the Water handler også om mange forskellige ting: Dels er der forelskelsen mellem to unge teenagere, der er den unge mands forhold til hans forældre efter deres skilsmisse, og især hans vrede over at hans mor tager nye elskere, og så er der historien om den unge kvinde og hendes dødsyge mor. Det vikles lidt ind og ud af hinanden, men i modsætning til andre af Kawase’s film, så går det aldrig rigtigt op i en højere enhed, og de mange dialoger og voiceovere forvirrer blot yderligere, men det kan jo som sagt være oversættelsen.

stillthewater4

Men en dårlig oversættelse kunne ikke gøre det store ved den visuelle side. Kawase er en stor visualist, der ikke er bleg for at blande slow-motion passager, abstrakte landsskabs-skildringer, dokumentariske scener, håndholdt rystet kamera med udsøgte tracking-shots. Men hun brød også igennem med 8mm film, og har altid været god til at bruge celluloid, dets lysfornemmelse og kornede look. Her virker hun som om hun ikke ved hvordan hun vil bruge digitale billeder, udover at dykke ned i havet med et digitalt kamera, hvilket jeg skyder på er lettere uden celluloid i kammeret. Det hele bliver for glat, for sterilt, for koldt, og det er katastrofalt for en spirituelt fokuseret kunstner som Kawase, der dvæler ved naturen, sjælen og døden. Det er virkelig problematisk, også fordi det jo ikke er et problem man løser fra den ene dag til den anden. Men det virker vitterlig som om der er noget helt centralt ved Kawase’s virke, som er forsvundet i skiftet til et andet medie. Og det er jo ikke helt nemt at få tilbage igen. Men indtil hun enten genfinder sine styrker i det digitale medie, eller evt finder måder at gå tilbage til analog på, så er det svært at argumentere for, at hun har fortjent sin plads i Cannes.

Kawase er også rejst væk fra Nara-området, hvor hendes Cannes-film tidligere har udspillet sig, og sydpå til Amami Oshima, en af de sydligste øer i Japan, hvor palmetræer står ned til Stillehavet. Det er også et helt andet lys at arbejde med, et tropisk lys hvor hun tidligere har filmet i bjerge i et noget koldere og mørkere lys, der har stået dejligt til hendes mystiske og historisk dybsindige fortællinger. Det bliver for lyst, for tandløst, når filmen handler om en ung mors død, om en druknet mand, om tyfoner, og generelt om livets udfordringer. Der ér smukke billeder i filmen, klip af havet der ruller dunkelt, klip af mangrove-skove, ja selv de mange scener med japansk sang og dans og ritualer, som anmeldere har kritiseret for at være kitsch, og som bestemt ikke har den samme energi og kraft som tilsvarende scener i især Shara, kan jeg ret godt lide. Til gengæld må hav-billederne, selvom de er ganske flotte, siges at være bedre i LeviathanDer er ganske enkelt ikke nok billed-magi at tygge på. Så jeg kan godt forstå Kawase blev degraderet til UCN herefter.

stiilthewater3

Men hvem skal ellers repræsentere Japan? Cannes er jo ikke så nationalt baseret som det tidligere har været, og er villig til at have en konkurrence uden japanske film, senest i 2012, men det er svært at forestille sig at en så stor filmnation, der har givet verden folk som Yasujiro Ozu, Akira Kurosawa, den dobbelte Guldpalme-vinder Shohei Imamura, og Takeshi Kitano ikke skulle kunne have en Cannes-auteur. Men filmkulturen er bare anderledes derovre, og selv de store kunstnere laver meget meget mærkelige film i ny og næ. Rigtig gode Kiyoshi Kurosawa, hvis Un Certain Regard vinder Toky Sonata fra 2008 står som det helt store japanske mesterværk de sidste ti år, debuterede f.eks. med Kandagawa Pervert Wars, der hører til den såkaldte ‘pink-film’ genre, som film med seksuelt indhold kaldes i Japan, og er sikkert stadig mest kendt som instruktør af horror-film. Den anden faste drama-auteur i Cannes, Hirokazu Kore-eda, måtte også en tur i Un Certain Regard med filmen Air Doll, om en sex-dukke der bliver vagt til live. Cannes har forsøgt at være mere åben over for genre-skabere, har inviteret bizart produktive Takashii Miike et par gange, viste Kitano’s yakuza-epos Outrage, og har endda haft anime-film på programmet med Oshii Mamuro’s Innocence: Ghost in the Shell i 2004, en periode hvor de forsøgte at kultivere et mere diversificeret program. Men om man kan lide det eller ej, så er Cannes’ levebrød instruktører der leverer kunstnerisk interessante dramaer i et stabilt og roligt tempo, og det er svært at indpasse en person som Miike, der laver to-tre film om året, med spandevis af blod.

Jeg ved vitterlig ikke hvem andre end Kore-eda og Kawase der kunne blive faste i Cannes. Måske Kiyoshi Kurosawa, hvis Journey to the Shore vandt priser og gode anmeldelser i Un Certain Regard i år. Shinji Aoyama var med i 2000 og 2001, og har været i Locarno siden da, hvilket altid tegner godt. En anden japaner, Ryusuke Hamaguchi, vandt to priser på Locarno i år for hans fem-en-halv time lange Happy Hour, hvilket lyder svært interessant i mine ører! Men indtil de får etableret sig, så sidder Cannes med Kawase og Kore-eda. Og jeg er faktisk heller ikke ret vild med Kore-eda, jeg synes han med film som Min Søns Familie gik over til at lave sødsuppe før Kawase gjorde det. Og jeg tror mere det er sentimentaliteten der har gjort, at Kore-eda også har et relativt stort publikum herhjemme. En sidste krølle på halen er, at An faktisk er den første Kawase der er blevet hjemtaget til dansk distribution. Den får premiere til næste forår. På engelsk hedder den Sweet Red Bean Paste, hvilket er en beskrivelse af hvad ‘An’ egentlig er for en størrelse. På dansk kommer den til at hedde Månen Over Kirsebærtræerne. Så kan det nærmest ikke blive mere japansk.

Fortjent Pris?

Still the Water havde fortjent en bedre modtagelse end den fik, så meget vil jeg sige. Men nej, den havde ikke fortjent nogen pris i et ret godt program.

I går lørdag var det 100 år siden Ingrid Bergman blev født. Jeg skrev lidt om filmen Jeg er Ingrid men ville godt skrive lidt mere om hendes film. Plus at jeg har lidt lyst til at skrive om film, der ikke er fra 2014 eller 1990. Så jeg tjekkede hvor mange gange Ingrid Bergman var i Cannes, og det var med fire film. To gange i tresserne, og med i to film fra aller første Cannes i 1946. Så næste uge rykker jeg tilbage til start, og skriver om to fyrrer-film, George Cukor’s Gaslight og Alfred Hitchcock’s Berygtet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *