Palmesøndag del 23
(Левиафан, Andrei Zvyagintsev, Rusland
Cannes 2014, Bedste Manus (Zvyagintsev & Oleg Negin))
Det er ofte sådan i Cannes, at du bliver udtaget på kvaliteten af din tidligere film, så det kan hænde at svingende instruktører konstant har deres dårligste film i konkurrence, og bedste film udenfor. Sådan var det kort for Zvyagintsev. Hjemkomsten måtte på Venedig, hvor den overrumplede hele verden. Så blev The Banishment inviteret til Cannes, men den skuffede, og er som nævnt også elendig. Så opfølgeren, Elena, blev degraderet til Un Certain Regard. Og ja, den opfatter jeg stadigvæk som hans bedste film, omend den nok er mere ydmyg end Zvyagintsev normalt er. Grum og smuk og kold, den film har den nerve og det indhold som The Banishment var klinisk renset for. Det er et portræt af et Rusland i nedsmeltning, hvor Elena må indse, at hendes rige ældre mand ikke har tænkt at efterlade hende med nok penge til at tage sig af hendes familie efter hendes død. Simpel og stærk. Og det resulterede så i, at Zvyagintsev blev inviteret tilbage til konkurrence tre år senere, med en endnu mere politisk film.
Der er sket et meget generelt skift i Cannes-historien fra fokus på lande til fokus på auteurs. I 1946 uddelte Cannes en hovedpris til en film fra samtlige lande. Indtil 1972 havde hvert land simpelthen lov til at indstille en egen film i konkurrence. Så efterhånden har fokus skiftet mere og mere på Cannes film som værende store auteur-film, snarere end eksempler på det bedste fra hele verden. Den idéelle Cannes-auteur trækker ganske vist på sit eget lands kultur, men han – for det er stort set altid en han – har helt sin egen stil og egne idiosynkrasier. Rusland er et kerneeksempel. Sovjetunionen var et kæmpe festivalland, men som regel med store prestigiøse produktioner, som regel om Den Store Fædrelandskrig. Flere af dem er blevet reelle klassikere, såsom Kalatozov’s Tranerne Flyver Forbi og Tarkovskij’s Ivans Barndom. Men hvis man tænker Sovjetisk kunstfilm i dag, så tænker man nok langt oftere på sen Tarkovskij, på langsomme, filosofiske film. Det er den stil Zvyagintsev ligger sig i. Og så er han et tegn på at udviklingen er flyttet endnu et hak væk fra lande-kultur. For folk som Zvyagintsev får ekstra point på netop at være i opposition til sit land.
Leviathan er den helt store anti-Putin-film indtil videre. Eller sådan er den i hvert fald blevet solgt, virkeligheden er efter min mening lidt anderledes. Nikolaj (Aleksei Serebryakov) er involveret i en tvist om værdien af hans hus, som den lokale borgmester vil ekspropriere til ukendte formål, for en pris langt under salgsprisen. Nikolaj involverer sin gamle soldaterkammerat Dimitri i tvisten, der nu er en kendt advokat i Moskva, og Dimitri graver snask frem om borgmesterens fortid. Men myndighederne svarer igen ved at stille blokeringer i vejen for appel-processen, trække sagen i langdrag, og fængsle Nikolaj for et utålmodigt udbrud på en politistation. Og mens tiden går bryder alliancen mellem de gamle kammerater sammen, begær og udlængsel tager over, og efterhånden vælter en lavine af ulykker ned over Nikolaj. Det er i den anden del af filmen, at det holder op med at være åbenlyst politisk. Borgmesteren og hans lakajer forsøger ganske vidst at være lyssky og truende og mafia-agtige, men det virker sjældent særlig godt: I én scene kører borgmesteren fordrukken ned til Nikolaj og sviner ham til, i en anden kan han kun afstraffe Dimitri fordi klovnen selv sætter sig alene ind i hans bil. Nikolaj’s liv falder tværtom fra hinanden, fordi hans sociale omgangskreds er komplet rådden og selvisk. Men staten har selvfølgelig en del af skylden, i og med den sætter så elendigt et eksempel for borgerne. ‘Leviathan’ er dels navnet på Thomas Hobbes’ klassiske bog om statens opbygning, samt på det sublime monster fra Job’s bog. Nikolaj får fremført bibelvers af en præst fra Job’s bog kapitel 40-41: Kan du trække Livjatan op med en krog, holde dens tunge i ave med reb? Kan du sætte et sivreb i næsen på den og bore en krog gennem dens kæber? Ville den så trygle dig om nåde, ville den indsmigre sig hos dig? […] Den har ikke sin lige på jorden […] den er konge over alle stolte vilddyr.’ Hvis analogien skulle holde, så skulle filmen handle om den sublime magt staten har over sine borgere. Og over sine medstater. Hvilket er præcis Putin’s ideologi. Men sådan er filmen bare ikke, og sådan er Livjatan heller ikke, symboliseret i filmen som et skelet på stranden. Det er en død kæmpe, en svag stat, som kun består, fordi borgerne er endnu svagere.
Det er en film med en politisk pointe, et storværk på to-en-halv-time, med mange fine visuelle pointer. På sin vis minder den en del om vinderfilmen i Cannes, Nuri Bilge Ceylan’s Vintersøvn. Så hvorfor er Vintersøvn så stort et mesterværk, mens Leviathan er så kedelig en omgang? En del af det er naturligvis æstetisk. Hverken Vintersøvn eller Leviathan kan siges at være decideret visuelt nyskabende, men Vintersøvn forsøger i det mindste at se moderne ud, med en digital æstetik, der ville være ny for instruktøren, hvis ikke han selv havde været så eksperimenterende i årene forinden. Fra åbningsscenerne med landskabsbilleder ved havet og Philip Glass på soundtracket placerer Leviathan sig derimod solidt i en selvbevidst filmhistorisk ramme. Det hele er så solidt og kvalitetsagtigt, at det bliver nærmest dræbende. Der er for få egensindige træk, såsom Vintersøvn‘s diskussioner af halve timers varighed. Der er gode scener og sjove portrætter, især en fødselsdagsudflugt hvor de gamle soldater skal skyde med geværer, men lige forinden drikker en kvart flaske vodka hver især. Men det hele forbliver godt og solidt hele vejen. De gamle Nouvelle Vague folk i tresserne kritiserede ofte deres forgængeres storladne stil som de kaldte ‘cinéma de qualité’. Leviathan er på samme måde en ‘kvalitets-film’, en stor, solid, flot mastodont, der hele tiden er enormt bevidst om at være en arthouse-film, og aldrig rigtig rykker ved noget som helst. Til sidst er der lidt mild satire over hykleriet i den ortodokse kirke, og så vender vi tilbage ved landskabsbilleder og Glass. De onde ler, de gode græder, og kunstneren klapper sig selv på skulderen.
Jeg bryder mig med andre ord ikke voldsomt meget om den her film. Generelt er jeg nok bare ikke fan af Zvyagintsev, og ville ønske der kom en russisk instruktør og væltede ham af tronen, men sådan som miljøet er derovre lige nu, så er det nok ikke så sandsynligt. Om ikke andet, så er det imponerende at han kan blive ved med at skaffe funding til de her mastodonter, det er der jo ikke ret mange andre som kan derovre fra, også den anden store nulevende instruktør, Aleksander Sokurov, har været nødt til at sætte farten gevaldigt ned. Zvyagintsev er blot lige fyldt halvtreds, hvilket stadig er en ung alder at have vundet så mange priser i, så han er by default Rusland’s store kunst-instruktør for tiden. Der var faktisk en anden stor russisk festival-succes i 2014, nemlig Andrei Konchalovsky’s The Postman’s White Nights, der vandt Sølvløven i Venedig, blev vist på CPHDOX sidste år, og er månedens film i cinemateket i september. Det er en langt bedre film efter min mening, og med en langt mere moderne og spændende digital æstetik. Men Konchalovsky er 77 år gammel, så han kommer nok ikke til at være bannerfører for ny russisk film fremover. Nope, Zvyagintsev er hvad vi har for tiden, og det er der ikke noget at gøre ved.