Mod solnedgangen

Palmesøndag del 268
(光, Hikari, Naomi Kawase, Japan
Cannes 2017, Økumenisk Pris)

Der er nogle instruktører, som er så søde at markere, når de skifter stil. Lars von Trier arbejdede meget med trilogier, Eric Rohmer med serier af film. Andre gange, så er det ret svært at opdage mens det sker, og det er først bagefter, at vi kan konkludere, at der foregik et skift. Sådan var det tydeligvis med Naomi Kawase i midt-tierne. Pludselig ændrede hun stil, og det resulterede først i at Still the Water mest af alt fremstod som om hun var løbet tør for idéer. Det var først med de efterfølgende film, at det blev tydeligt, at hun forsøgte noget andet end hun havde forsøgt før. Månen over kirsebærtræerne var en rigtig glimrende semi-mainstream feel-good film. Den gav mig så småt troen på instruktøren tilbage.

Men det var med Mod solnedgangen, at hun beviste hendes nye stil stadig hørte hjemme i Cannes. Her kombinerede hun det feel-good sentimentale med meta-refleksioner og filmisk opfindsomhed, så det er en fryd at følge med i. Det er ikke noget omvæltende storværk; det er en moden og afdæmpet film. Men det er umiskendeligt Kawase’sk, og det lykkes alligevel med at skabe noget ulig nærmest alt andet.

Det særskilt unikke ved Mod solnedgangen er dens hovedperson. Unge Misako arbejder som synstolker på film, hendes job består af at beskrive det vigtige ved film, så folk der ikke kan se dem kan følge med. Hvor vidunderligt meta! Mens hun arbejder på en særligt poetisk og svært forklarlig film møder hun Masaya, en midaldrende fotograf, der er i færd med at miste synet, og som er stærkt kritisk over for hendes måde at tolke filmen på. Hun fortæller for meget, giver for lidt plads til at tilskuerne selv kan drømme sig ind i det, selv kan skabe billederne på nethinden. Selv kan være en del af noget større. I virkeligheden er Mod solnedgangen i høj grad en idé-film, og de andre dramaer som plottet behandler, om forholdet mellem Misako og Masaya, om Misakos egen fortid med en far der forlod hende, om Masayas problemer med at vende sig til at være blind, og om instruktøren af filmen, der har sine egne overvejelser om kunst, føles i høj grad som vedhæng på den her helt centrale kamp: Kampen om at skabe en kunstnerisk oplevelse, der formidler kunstneriske idéer, men samtidig giver plads til at publikum kan være en del af værket. For det er som altid et helt centralt tema hos Kawase: Trangen hos mennesket til at være en del af noget større, om det er noget kosmisk stort, noget familiært småt, eller en mellemting, som f.eks at være et fælles publikum til en biografvisning.

Rigtig mange scener af Mod solnedgangen består af klip fra filmen i filmen, med synstolkningen indover. Synstolkningen ændres lidt efter lidt undervejs, hvilket vil sige vi ser ganske mange af klippene flere gange, mens lydsiden henleder opmærksomheden på forskellige aspekter af det vi ser. Det er dybt fascinerende. Det skaber en helt særlig rytme, særligt fordi klipningen også er så fremragende. Starten f.eks, her sammenklippes ryggen af en mand på vej ind i en mørk sal, en ung kvinde ved en mikrofon, sort skærm med snak indover (tester, tester, virker mikrofonerne?) og så pludselig en helt anden film, med et stort hus ved havet, og et gammelt ægtepar der diskuterer. Måske lidt overraskende for en instruktør, der går så meget op i sammenhænge, så har Kawase aldrig rigtig glimret ved hendes klippeteknik, hun har aldrig rigtig dyrket det med at klippe ting sammen til en helhed, men her er der nogle fremragende klip, der får fortællingens mange lag til at hænge sammen. F.eks flere klip af folk der kigger mod solnedgangen, som den danske titel forståeligt nok er blevet til.

Det er en standard indvending, at der laves for mange kunstfilm, der først og fremmest handler om film, men det ødelægger ikke Mod solnedgangen. Det virker aldrig navlepillende, for hverken instruktøren af filmen i filmen, eller nogle af dem der er involveret i synstolkningen, virker som stand ins for Kawase. Snarere er det en debat om hvad kunstfilmen skal kunne, en debat der ikke bare foregår i filmens dialog – og ok, nogle af replikkerne er endog meget skåret ud i pap – men også i dens æstetik. Kawase forsøger selv at redefinere sit filmsprog, finde frem til hvad det er for nogle virkemidler hun har lyst til at gøre brug af, for at få hendes projekt til at lykkes. Mod solnedgangen er ikke nogen radikal film, men den er afdæmpet virkelig anderledes rent visuelt, også fordi den gør brug af en hel masse ufokuserede billeder for at få os til at forstå Masayas tiltagende blindhed. Kameraet er generelt helt tæt på, vi ser sjældent ret meget af hvad der foregår, og må selv forsøge at stykke logikken sammen. Ikke at det er så svært, men det skaber en filmisk oplevelse, som egentlig er ret egensindig.

Dermed er Mod solnedgangen lidt den slags film, som Kawase var nødt til at lave. Det er som om tingene falder på plads igen, hendes nye stil er fundet, og hun herefter kan give sig i kast med næsten hvad som helst. Og det første hun gjorde var så selvfølgelig at lave en film som ingen kunne lide, nemlig Vision med Juliette Binoche, endnu en international co-production, og en imponerende vanvittig og forvrøvlet film. Den kan på ingen måde kaldes vellykket, men er bestemt ikke kedelig. Og herefter er hun så vendt tilbage til hendes helt centrale og personlige emnefelt. Når det bliver morgen er et melodrama lavet i Kaweses nye stil, men den handler om de emner hendes første film også kredsede om: Moderskab, adoption, familiære svigt. Her smelter tidlig og sen Kawase sammen. Og det føles som om cirklen er sluttet.