Tame Impala spiller koncert i Danmark til februar, blev det offentliggjort i den forløbne uge. Det tænkte jeg at markere ved at skrive om en sang fra deres seneste og glimrende Currents.

Sangen er otte minutter lang, men utroligt enkelt bygget op: I første halvdel synger Kevin Parker om at noget er på vej, ‘all this noise’ ‘an ocean growing inside’ ‘a whirlwind that’s coming around’ og han siger at han vil ‘let it happen / it’s gonna feel so good’. Der er noget han ikke kan kontrollere, noget som ulmer inden i ham. Så derfor er anden halvdel naturligvis et instrumentalt freakout. Det er en rigtig rigtig gammel idé, så gammel at jeg overhovedet ikke ved hvor den er fra. Jeg kommer altid til at tænke på Raveonettes’ ‘Attack of the Ghost Riders’ hvor de synger om det nært forestående angreb, og så siger ‘It goes something like this:’ ->(GUITAR: WA-WA-WAA-WA-WA-WA-WA-WA-WAAAAA). Et andet mere nærliggende eksempel LCD Soundsystems ‘Yeah’, der handler om disco-punk, og hvordan ‘Everybody keeps on talking about it / nobody’s getting it done’ og så går bandet i anden halvdel i gang med at vise præcis hvordan det skal gøres. Det er måske lidt overraskende, at en Tame Impala sang ville ligge længere på LCD Soundsystem end The Raveonettes, for det australske band plejede at være ganske retro-rockede. Men deres nye læner sig op af tips og tricks lært fra disco og house og anden remix-kultur. Hvilket naturligvis er musikalsk interessant, men også er ret sjovt sådan i forhold til den attitude bandet spiller ud med.

Tame Impala er et rockband, og Kevin Parker er et enligt geni ifølge pitchfork, og deres sange er vitterlig meget dreng -> pige på den rigtig traditionelle måde. Omkvædet i en anden sang fra pladen, Cause I’m a Man, hvor Parker skal forklare hvorfor han altid fucker op, lyder ‘Cause I’m a man, woman / Don’t always think before I do / I’m a man, woman / is the only answer I got for you’ Ikke lige frem moderne tankegang (og jeg troede på et tidspunkt at ‘Don’t always think before I do’ skulle forstås som råd til kvinden, frem for indrømmelse af at han tænker langsomt, hvilket gjorde det lidt stenet). Deres to første plader hed Lonerism og Innerspeaker, og sider som pitchfork har kørt idéen om det mandlige geni, der lige bruger rigtige genrer ordenligt, helt derud hvor det bliver lidt pinligt: ‘In this sense, the album reimagines and expands Tame Impala’s relationship to album rock—like Loveless or Kid A or Yankee Hotel Foxtrot, it’s the result of a supernaturally talented obsessive trying to perfect music while redefining their relationship to album-oriented rock.’ Sådan underforstået, så er al den musik der bliver ‘perfektioneret’ (af de hvide mænd) på de fire nævnte plader inklusive Currents naturligvis fortrinsvis pop-genrer, disco, house, dub, hiphop, fortrinsvis udformet af sorte, kvinder, homoseksuelle, men altså først gjort perfekte ved at blive sat i forbindelse med album-orienteret rock. 9.3 til Tame Impala fra pitchfork, en af de højeste karakterer der er blevet givet i år.

For at være helt ærlig, så lyder Kevin Parker lidt som en selvoptaget idiot på mange af sangene på pladen, og hos lidt for mange anmeldere så jeg en sammenblanding mellem, om pladen var god fordi han lød som en idiot, eller om det var fordi han ved at han er en idiot, og de bedste steder på pladen arbejder med det. Som f.eks. anden halvdel af Let It Happen. For er det ikke sjovt, at en psych-rocker laver en sang om, at der er noget omkring, måske også inden i ham, som skal ud, som han ved er på vej, som han ikke kan gøre noget ved. Og så er det et danse-remix? Åh, det indelukkede geni, der var en danse-mus gemt derinde alligevel. Det er der sikkert nok hos os alle sammen. Og når jeg hører de syntetiske strygere mænge sig med plade-loopet og de filtrerede trommer, mellem 4:00 og 5:00, så tænker jeg også ved med selv, måske er det den her fluiditet og campethed som han skjuler indeni, og så er det den mandlige arrogance, den påståede ærlighed overfor hans ‘woman’, som er sløret?