Palmesøndag del 184
(David Lynch, USA
Cannes 2001, Bedste Instruktør)
Hvad er det med Mulholland Drive? Hvorfor overgav alle sig til den her udgave af Lynch weirdness, når de hverken gjorde det før med Fire Walk With Me og Lost Highway eller efter med Inland Empire? Hvad har Mulholland Drive – og selvfølgelig også Blue Velvet og Twin Peaks, de andre Lynch som det lader til at alle kan lide? Det er en kompliceret blanding af på den ene side at være så åbenlyst fucked up og bizar, og så på den anden side stadigvæk være tillokkende aflæselig og nem at få noget ud af. Det er evigt fascinerende og baseret på neuroser mange af os deler. Personligt får jeg mere ud af Inland Empire, men må da godt nok også her efter et gensyn indrømme at Mulholland Drive dels er absolut mesterligt konstrueret, og meget meget nem at sidde igennem.
Mulholland Drive blev oprindeligt lavet som en pilot til en tv-serie – vist nok som en spinoff til Twin Peaks, med Audrey som Rita, iirc! – og man kan i virkeligheden godt fornemme det i første halvdel af filmen. Der er ansatser til en ensemble-film, hvor Rita og Betty deler plads med filminstruktøren Adam Kesher og hans forfærdelige dag – en langt mere surreel historie til at starte med, i øvrigt, med Michael Anderson som fåmælt gangster og den mystiske cowboy der trækker i trådene – såvel som den uheldige lejemorder Joe. Men efter ca en time så er det ret tydeligt at Rita og Betty tager over. Adam Kesher er en biperson i fortællingen om Bettys auditions, og herefter har vi besøget hos Diane Selwyn, den lange sexscene mellem de to kvinder, og den legendariske scene i Club Silencio. Og så er det at det hele falder fra hinanden…
Jeg er dybt fascineret af den måde hvorpå Mulholland Drive skifter mellem at holde en i hånden, og så straks derefter skubbe en væk. I virkeligheden er den famøse dobbeltstruktur ikke så voldsomt svær at forklare. Som noget af det første ser vi en seng, og lige før det bliver rigtig mærkeligt ser vi cowboy’den sige ‘time to wake up’, og derefter Diane vågne fra sin seng. Det er jo ret nemt at sige, at det hele, inklusive cowboyderen, er en drøm, men samtidig er det dybt mystificerende at en person i drømmen siger hun skal vågne? Anyways, del to, dag-delen, er også svær at få hånd om, fordi den inkluderer en subtil flashback-struktur. Vi ser Diane i morgenkåbe få besøg af sin nabo, der tager et genkendeligt flygel-askebæger, men kort tid derefter, da vi ser Diane og Camilla have sex, så står askebægeret igen på bordet. Så sexscenen er helt klart et flashback, fra før askebægeret blev taget. Da Diane kommer ud af sit flashback, så ser vi hende lave et lille vip med hovedet, så det bliver signaleret, at det er noget hun husker. Her bliver vi holdt i hånden. Men hun begyndte flashbacket i sit hjem, og nu sidder hun på Winkie’s Diner, så vi er endt et andet sted end vi begyndte. Vi er stadigvæk i fortiden. Her bliver vi skubbet væk. Det er en art flashback i et flashback, og den struktur er virkelig svær at arbejde med. Dertil kommer f.eks også den famøse blå nøgle. Som i virkeligheden ikke er en nøgle, den er et tegn. Den kunne være hvad som helt, men blå nøgler er virkelig genkendelige. Men selvom lejemorderen lige så fint forklarer os, at nøglen er et tegn på at Camilla er død, så går det os virkelig imod at det er en nøgle, men at den ikke skal åbne noget!
Det er også for nemt hos Lynch at sige, at noget ‘bare’ er en drøm, eller ‘bare’ er et flashback. Grænsen mellem individ og omverden er altid flydende, ligesom grænsen mellem individuel psyke og kollektiv underbevidsthed ofte synes porøs. Bettys drøm synes lige så meget at være en kollektiv Hollywood-fantasi, hvor alle er gudesmukke starletter opkaldt efter legender, og livet er fyldt med femme fatales, lejemordere, klamme skuespillere og teatralske udlejere. Og hvor der er i øvrigt er overraskende meget vold og humor og nøgenhed. Endda en musikalsk sekvens! Det er også derfor at sexscenen fungerer, selvom det godt nok mere er filmet som om det var noget en mand drømmer om, snarere end en kvinde. Alt er filmisk, snarere end realistisk, så det er sexscenen også.
Det er som på Club Silencio, hvor illusionerne både er virkelig nemme – det er vitterlig bare optagelser, og det bliver sagt hele vejen igennem – og alligevel dels komplet overbevisende, dels i bogstaveligste forstand virkelige – det påvirker Betty så meget at hun ryster, desuagtet hvad nogen ellers vil påstå om at det ikke er virkeligt. Den fabelagtige scene er nærmest meta, omend også meget svær at forklare. Den handler om skellet mellem det indbildte og det ægte, men alt på film er jo en illusion, så det er i og for sig meningsløst at vi sidder og forsøger at få styr på hvad der er drøm og hvad der er virkelighed. Det er alt sammen film! Vi er bare vant til at film forsøger at være realistiske, men at få en film til at blive godtaget som virkelighed, det er faktisk ikke noget som bare sker af sig selv, det kræver virkelig meget talent og hårdt arbejde at få realisme-illusionen til at fungere. En af de simpleste indsigter David Lynch har haft er, at man sådan set bare kan lade være. Men behøver ikke altid aktivt eksperimentere, aktivt underminere. Man kan bare lade være med at levere den sidste hjælp, så er det stadigvæk mærkeligt.
Cannes 2001 var fyldt med den her slags film, der i bakspejlet nærmest er metafilm, såsom Tsai Ming-liangs What Time Is It There?, Godards Eloge de l’Amour, ja selv Baz Luhrmanns Moulin Rouge! virker her snart tyve år efter mest af alt som et vanvittigt eksperiment i at se hvor postmoderne man kunne lave en film. Det er som om årtusindskiftet, hundredeåret for filmens fødsel, og den lurende overgang til digital, fik en del instruktører til at beskæftige sig med filmiskhed, det være sig materielt, æstetisk eller, som hos Lynch, historisk og socialt. Det er vitterlig et af de bedste Cannes-år. Der er en enkelt anden fra konkurrence jeg foretrækker frem for Mulholland Drive – Hou Hsiao-hsiens Millenium Mambo, der godt nok ikke handler så meget om film, men jo også handler om årtusindskiftet – men Lynchs mesterværk står stadigvæk som noget helt unikt. Et sammensurium af drøm og virkelighed, nat og dag, individuelle og kollektive neuroser. En tv-serie der afbrydes af en genre-thriller der undermineres af et mindfuck. To tredjedele forsøg på at ramme den laveste fællesnævner, og så en tredjedel ekstremt personlig eksperiment. Der findes ikke andre film som denne.