Palmesøndag del 457
(La plus précieuse des marchandises, Michel Hazanavicius, Frankrig
Cannes 2024)
I 20’erne blev Michel Hazanavicius virkelig en af de centrale instruktører i Cannes, desuagtet at intet af det han var involveret i, var sådan rigtig godt. Men det blev ved med at få hæderspladser. I 2021 var afslutningsfilmen OSS 117: From Africa with Love, efterfølgeren til de to klassiske agent-spoofs som Hazanavicius havde lavet med Jean Dujardin i hovedrollen. Desuagtet at Hazanavicius ikke instruerede den tredje film var det svært at se det som andet end en hyldest til hans to første i serien. I 2022 åbnede festivalen med Hazanavicius’ Final Cut, en genindspilning af den japanske One Cut of the Dead (2017), der er komplet overflødig, og kun halvt så god som originalen, men alligevel som hyldest til genrefilm og filmarbejdere er en af Hazanavicius’ bedre. Og to år senere var han så tilbage i hovedkonkurrence med The Most Precious of Cargoes, endda den første animationsfilm i hovedkonkurrence siden Waltz With Bashir i 2008.
Det er lidt mærkeligt, for The Most Precious of Cargoes er så langt fra at være nogen ekstraordinær animationsfilm. Det er en udmærket historie, fortalt meget stille og roligt, og som sådan nok Hazanavicious’ bedste forsøg på at lave en ‘seriøs’ film. Men udover det lidt særlige i at lave en tegnefilm om holocaust, så er det så absolut på alle måder en ordinær film.
The Most Precious of Cargoes er en filmatisering af en roman af Jean-Claude Grumberg. Det er en eventyr-agtig fortælling om en skovhugger og hans kone, der ikke kan få børn, men hvor konen en dag finder et barn i en snedrive, som åbenbart er blevet smidt ud fra et af de mange tog fyldt med mennesker, der for tiden kører igennem deres skov. Parret tager barnet til sig, men det er farligt, for alle ved at barnet må være en af de ‘hjerteløse’, som der er dødsstraf for at skjule for den militærmagt, der har besat landet. Derefter er det en ret grum historie, der dog samtidig har et strejf af det eventyrlige over sig. Det er ikke nogen helt realistisk fortælling, men det bliver også til sidst pointen, når fortælleren siger, at det naturligvis ikke er nogen virkelig fortælling, for selvfølgelig er det aldrig nogensinde sket, at toge fyldt med mennesker er blevet kørt til udryddelseslejre måned efter måned efter måned, det ville jo være en ubegribelig stor mængde mennesker, ikke?
Det er en fortælling med en ret speciel grundtone, og det giver egentlig mening at lave den til en animationsfilm. Det rammer ret godt blandingen af det grumme med det uvirkelige og fabel-agtige. Men selvom det giver udmærket mening, så gør det jo ikke animationen til noget særligt. Det er nogle rimelig flotte billeder, mange af dem er utroligt hvide og snefyldte, men det er ikke animation på særligt højt niveau. Der er ikke nogen af karaktererne som er specielt godt designede, det hele er meget naturalistisk og ligetil, og alting går lidt langsomt og virker lidt simpelt animeret. Det er mere end god idé, end det er rigtig godt udført.
Hazanavicius er først og fremmest dedikeret pastiche-skaber. Hans agent-spoofs var ikke bare sjove og satiriske, de var også eminente genskabelser af datidens filmiske stil. The Artist er naturligvis klassikeren, der genopførte stumfilms-stil så det vandt en Oscar. Også Redoubtable lavede Godard-pasticher til den store guldmedalje. Han er virkelig god til at mime andres stil, og det kræver altså noget dedikation og filmisk håndværk. Rygtet sagde også, at han bl.a. meldte fra til den tredje OSS117-film, fordi producenterne ikke havde tænkt sig at gøre så meget ud af at få filmen til at ligne den var filmet i 1981, hvor plottet foregik. Så gad Hazanavicius ikke være med. Men problemerne kommer lidt, når han skal finde ud af hvorfor han genskaber de her film-stile. I The Search blev hvad der var en helt simpel genindspilning af et melodrama af Fred Zinnemann til et krigsdrama om Tjetjenien, desuagtet Hazanavicius tydeligvis ikke havde nogen særlige pointer om emnet. Redoubtable virker lidt tom, fordi filmens kritik af Godard ikke er særlig gennemtænkt.
Hazanavicius’ to seneste film har været noget simplere. I Final Cut er der et metalag. Originalen handler om et filmhold, der skal indspille en billig film om zombier, men hvor optagelserne så bliver invaderet af virkelige zombier. I den franske udgave følger vi et filmhold, der skal indspille et remake af en japansk film om zombier, hvor det samme så sker. Det er da meget sjovt, men mest af alt er det bare et remake af en virkelig god idé. Det får en god fortælling lidt bredere ud, kan måske give mere opmærksomhed til den stærke original – jeg ville aldrig have fået set den hvis ikke det var for den franske udgave, så tak for det. Men det halter sjovt nok lidt med at genskabe originalens stil, som først og fremmest er billig. Det ligner en film lavet for ingen penge, for det er en film lavet for ingen penge, en no-budget film, der tjente sig selv hjem over 1000 gange, da den blev et hit i hele Asien. Final Cut ligner ikke en japansk no-budget genrefilm, det ligner en beskeden fransk arthouse-film, hvilket ikke er helt det samme. Men det er måske et meget godt kompromis mellem at genlave originalen, på en måde hvor det franske publikum kan være med.
The Most Precious of Cargoes virker også lidt som om, den er lavet med stor respekt for den literære original, for at få den bredere ud. Det virker som en meget solidarisk udgave af Grumbergs bog. Som også virker som en god bog, så det er en fin film. Men det betyder ikke, at den har fortjent en plads i den fineste filmkonkurrence i verden. Særligt ikke i 2024, hvor festivalen rent faktisk havde premiere på en særlig animationsfilm, nemlig lettiske Flow af Gints Zilbalodis, der efterfølgende både vandt Oscar for bedste animations-film, og blev nomineret til Bedste Internationale Film, som første lettiske film nogensinde. Det havde været et scoop at have den i Hovedkonkurrence, men Zilbalodis er nok ikke lige så stor ven af festivalen, så han måtte nøjes med Un Certain Regard.
The Most Precious of Cargoes havde gjort sig rigtig fint med en Cannes-visning uden for konkurrence eller i Cannes Premiere sektionen. Serien Cannes Premiere blev præsenteret som værende for film af auteurs, som ikke rigtig var typiske ‘Cannes Auteur Film’. Det passer perfekt med hvor Hazanavicius er lige nu i hans karriere, og det er der ikke noget galt med, jeg foretrækker det faktisk fra dengang han virkelig ville lave seriøse auteur-film, og endte med at lave prætentiøst skrald som The Search. The Most Precious of Cargoes er meget meget bedre. Men det betyder ikke, at den har fortjent at være i Hovedkonkurrence.