4706d683-013a-4f06-9bf2-46a7f03cd93b

Carol

Carol er måske Todd Haynes bedste film. I den bedste af alle verdener er det startskuddet til en opblomstring af en filmografi, der dels har været noget irregulær på det sidste – filmen er hans første spillefilm siden I’m Not There fra 2007, indimellem bød HBO serien Mildred Pierce på en ikke ret ophidsende udgave af hans ‘husmor’-spor – og dels har kørt lidt i samme rille siden han slog sit navn og sine tematikker i halvfemserne med film som Safe og Velvet Goldmine. Dette gøres dels ved en sammensmeltning af Haynes tematiske spor, og dels ved hans måske mest spændende æstetiske strategi nogensinde.

Todd Haynes har traditionelt lavet to slags film: Rockstjerne-film og husmor-film. Begge slags film handler om identitet, hvor rockstjernen er udtryk for den mest eksperimenterende og frisatte identitet, og husmoren er det modsatte. Eftersom Carol hedder Carol, opkaldt efter Cate Blanchett’s midaldrende skilsmisse-ramte kvinde, er det nemt at henregne den til husmor-filmene, men det er en fejllæsning. Eftersom Cate Blanchett er den store stjerne, og eftersom hun er titelfiguren, har de fleste opfattet hende som hovedrolleindehaveren i filmen, og hun var da også oscar-nomineret for Bedste Skuespillerinde, men Cannes så rigtigt da de i stedet gav skuespillerprisen til fantastiske Rooney Mara for rollen som den unge Therese. Hun er en ung kvinde, uden de store rødder, med et job i et stormagasin og en drøm at blive fotograf. Fra Haynes’ filmografi minder hun først og fremmest om Arthur Stuart fra hans Velvet Goldmine, spillet af Christian Bale, en ung håbefuld journalist der danner sin (homoseksuelle) identitet i sammenstødet med glamrock-stjernerne Brian Slade (en udgave af David Bowie) og Curt Wild (Iggy Pop/Lou Reed). Det er første gang Haynes forener disse to spor, og det giver en velgørende dobbelthed til filmen. Vi ser Carol både som fastklemt i en forældet kvinderolle hun ikke egner sig i, men også som glamurøs rollemodel for Therese.

90331b11-1faf-4f98-9ced-38ce098d51e4

Todd Haynes ser performativitet som en måde at danne identitet på, både for sine personer – især de ikke-heteroseksuelle – men også for hans filmkunst som visuel form. Som Arthur Stuart efterligner Brian Slade, som Therese efterligner Carol, således efterligner film som Far From Heaven Douglas Sirk og I’m Not There Fellini. Det giver mening, bestemt, men til tider bliver det også en bleg kopi. Med Mildred Pierce forsøgte Haynes at efterligne noget ikke-filmisk, i den slaviske hengivenhed til romanen, mest med det resultat af tv-serien blev overlang og udramatisk. Denne gang har han forsøgt sig med noget visuelt: Filmen er i store træk inspireret af halvtredsernes især kvindelige fotografer og deres bybilleder. Det giver pludselig en spænding der har manglet. Der er en performativitet over det, det visuelle look ligner en performet udgave af f.eks. Vivian Meyer, men det er samtidig ikke noget vi har set på film før, så det bliver ikke genkendeligt og kedsommeligt, som f.eks. Fellini-passagerne i I’m Not There godt kunne gå hen at blive. Især filmer kameraet – som kører på dejlig celluloid, ofte 16 mm – smukke billeder ud gennem bilruder, et gentagende visuelt element der skaber en drømmende stemning – det bruges i indledningen til at indvarsle Therese’s drømmede minder om affæren – og en forvrænget, anspændt udgave af storbyen.

c6bfa0ea-fb8e-44e5-a11b-8afebfafff10

Todd Haynes formår også at koble den filmiske stil til sin hovedkarakter. Filmen omhandler hvordan Therese lærer at se verden på sin egen måde, og da hun selv ønsker at være fotograf er der en emotionel styrke når æstetikken mimer hendes eget kunstneriske blik. For Therese’s kunstneriske blik kan ikke adskilles fra hendes personlige. Det klareste eksempel ved dette kommer til sidst i filmen, da Therese til en fest genkender et blik fra en anden kvinde, hun begynder at have et homoseksuelt blik på andre kvinder. Men det er der subtilt fra start af. Filmens aller første sekvens viser en ung mand opdage Therese og Carol på en bar, og den essentielle pointe er, at manden er komplet ude af stand til at se hvad der foregår. Da Carol lægger en hånd på Therese’s skulder på vej væk tror manden det er en venlig gestus, og gør det samme lidt efter. Da Therese og Carol tager på roadtrip sammen nyder de at kunne gemme sig i den mandlige blindhed, eksemplificeret ved en sælger der intet aner om deres forhold – eller måske er han tværtom mandlig overvågning? Therese tager fantastiske fotografier af Carol, og begynder som filmen går at gøre en alvor af drømmen om et liv inden for journalistikken.

6287925b-5447-4860-94cc-e7a9a1f6ee76

Velvet Goldmine og Carol er mine to favoritter af Todd Haynes. Velvet Goldmine er hans vildeste og mindst kontrollerede. Carol er omvendt hans mest modne og finest håndterede film. Haynes har haft en omskiftelig og kaotisk karriere, uden de store publikumssuccesser. Carol er sammen med Far From Heaven de største successer. Jeg ser det meste af filmografien som stort tænkt og ambitiøs, men sjældent 100% vellykket. Carol forsøger ikke som Poison eller I’m Not There at være flere film i en, den forsøger ej heller som Safe at bruge sine karakterer til at fortælle en stor historie om samfundet. Carol fortæller blot om Carol og Therese, i en stærk æstetik. Det er passende at Todd Haynes, hvis Sundance-vinder Poison, er en milepæl i LGBT-filmens historie, filmatiserede en af LGBT-literaturens milepæle, Patricia Highsmith’s The Price of Salt, en af de første bøger om homoseksuelle der ikke ender tragisk. Det er endnu mere glædeligt at resultatet blev et karrieremæssigt højdepunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.