Palmesøndag del 233
(Matteo Garrone, Italien
Cannes 2012, Jury Grand Prix)
Ikke for at dvæle ved Gomorra, men der er et afsnit fra Roberto Savianos bog, der for mig hjælper til med at forklare hvad det er Matteo Garrone forsøgte i opfølgeren Reality. Det handler om svindel med told i Napolis havn, og lyder sådan her:
Textiles fall under quite a few product classifications, and a mere stroke of the pen on the shipping manifest can radically lower price and VAT. In the silence of the port’s black hole, the molecular structure of merchandise seems to break down, only to recompose once it gets beyond the perimeter of the coast.
Et sort hul, molekylær struktur bryder sammen. Virkeligheden går i stykker, en ny virkelighed tager over. Men som resten af bogen også viser, så går det bare ikke i længden. I længden begynder uvirkeligheden at brede sig.
Uvirkeligheden begyndte egentlig at brede sig lige fra Garrones første dokumentar-film og fremover. Den nåede sit højdepunkt i Reality, en af hans bedste film. Måske helt undervurderet i dag.
Luciano er fiskehandler i Napoli, et job hvor hans naturlige karisma nok hjælper med at øge salget, men ikke rigtig leder andre steder hen. Til fester klæder han sig ud og laver shows, derudover har han en art sortbørs-scam kørende, involverende en køkkenmaskine med et meget spacey udseende. En dag stiller han op til lokal audition til den italienske udgave af Big Brother. Det går godt! Han bliver kaldt til ekstra audition i CineCitta i Rom. Den audition ser vi ikke. Og Luciano hører aldrig mere fra produktionsselskabet. Men så overbeviser han sig selv om, at han stadig er med i en audition, at han bliver overvåget, og at hvis han opfører sig særskilt godt, så vil han blive belønnet med status som reality-stjerne. Og så begynder han at opføre sig mere og mere mærkeligt.
Fra filmens begyndelse er filmen fyldt med dybt uvirkelige elementer. Filmens åbningsscene følger en gammeldags karet, der kører gennem Napolis gader. Det er et brudepar der er på vej til bryllupsfest på et kæmpe slot. Det er en dybt bizar situation. Filmens kamera er meget langsomt og tålmodigt, og bliver meget gerne hos karaktererne i lang tid, mens de vandrer gennem mærkværdige universer. Filmens scenografi er virkelig udsøgt. Hele Napoli ligner mere eller mindre en kulisse, en fantasmogori, der ser nogenlunde lige så uvirkelig ud som det Rom med koloseum og CinneCitta som Luciano besøger. Alle har kitchede møbler fra 1800-tallet, alt ligner noget, der ikke er hvad det ser ud til.
Filmens ironiske pointe er også, at Luciano rent faktisk ville være en virkelig god reality-stjerne. Han er ikke noget geni, men han har dog karisma. Han kommer rent faktisk til audition i Rom. Han kan finde ud af at klæde sig ud og skabe en karakter. Hvis han slappede lidt af, så ville han have skaffet familien en virkelig god tur til CineCitta, en sjov historie at tænke tilbage på, og være kvarterets helt et stykke tid. Men han vil have mere. Og her er det så, at filmen begynder at minde en del om Gomorra. Her ville alle karaktererne også have mere, og tog derfor imod camorra’ens tilbud. I Reality er det tv-studierne, der lover den eneste vej ud. Og som i Gomorra virker det også som om, at problemet i høj grad er, at Italien simpelthen ikke tilbyder muligheder nok for at folk kan komme frem via deres talenter.
Bi-plottet med sortbørs-fidusen er ret vidunderligt. Luciano og hans ven får en masse gamle damer til at bestille den her maskine på prøve, så afbestiller de dem (den her del forstår jeg ikke helt), og så sælger de dem videre sort. Men netop fordi det alt sammen er sort, så er der ingen tillid, ingen regler, alt handler om at snøre hinanden, eller at presse hverandre i pris. Luciano og hans ven må skrue bissen på for rent faktisk også at få maskinerne fra alle kvinderne – som kan finde på at påstå at den aldrig er dukket op – og må til gengæld finde sig i at blive presset i pris af deres samarbejdspartner. Det er det særlige Garrone’ske tema: Dysfunktionelle relationer. Og det er de dysfunktionelle relationer, der skaber de sorte huller, der vrider virkeligheden fra hinanden, indtil Luciano sidder inde i et skab og laller ind i et kamera, i håb om at folk følger med.
Den her uvirkeligheds-æstetik, den blev også på samme tid dyrket af Paolo Sorrentino i film som Il Divo (2008) og Den store skønhed (2013). Sorrentino har generelt været meget obs på hvordan det er en reaktion på italienske politikeres svigt, og da især hvordan virkeligheden blev udsat for et total-angreb af den proto-trumpistiske stjerne i sit eget realityshow Silvio Berlusconi. Men Reality har sin egen særegenhed i den måde den dyrker sprækkerne mellem virkelighed og uvirkelighed. Med et retrospektivt blik virker den lidt som en forløber til den næste generation af italienske instruktører, der har givet os langt mere eksperimenterende uvirkelighed i film som Alice Rohrwachers Miraklerne og Lazzaro den lykkelige og Pietro Marcellos Martin Eden.
Reality slog virkelig Garrones navn fast som en stor instruktør. Gomorra kunne i høj grad siges at tilhøre forfatter Roberto Saviano, men her formåede instruktøren at skabe sit helt eget værk, på nogenlunde samme høje niveau. Og med ting som kun Garrone ville gøre. Således spilles Luciano af amatør-skuespilleren Aniello Arena, der havde siddet i fængsel i årtier efter en dom for mord. Jeg tror egentlig han sidder der stadigvæk. Som nævnt startede Garrone som dokumentarist, og han er sjældent god til at balancere virkelighed og fantasi. Så længe han omhyggeligt blandede de to, så gik det godt. Men efter Reality fik han idéen at gå helt i den anden grøft, og lave en rigtig eventyrfilm. Det skulle han ikke have gjort.