Lazzaro den Lykkelige

Palmesøndag del 170
(Lazzaro Felice, Alice Rohrwacher, Italien
Cannes 2018, Bedste Manus (Alice Rohrwacher))

Alice Rohrwacher har virkelig haft en imponerende udvikling over tre film. Corpo Celeste viste potentialet, Miraklerne slog fast at her var noget helt nyt og personligt. Lazzaro den Lykkelige gør noget som ikke ret mange instruktører formår. Nu er det på en gang stadigvæk personligt og unikt Rohrwacher’sk, men samtidig er det bredt ud. Det er hele Italien. Ikke bare sådan, at det er et Rohrwacher’sk blik på Italien. Det smelter sammen, det virker både idiosynkratisk personligt, men samtidig sandt og ægte. Det er kunst, på én gang indefra, på den anden side et ægte billede af verden.

Lazzaro den Lykkelige bygger på virkelige begivenheder. I det lille område Inviolata bor en stor gruppe bønder og arbejder under nærmest feudale forhold for den grådige grevinde de Luna. At de feudale regler er afskaffet, og at hun på det groveste udnytter dem, det aner bønderne i det isolerede samfund intet om. Men ind fra byen kommer grevindens smarte søn Tancredi, der hader det stillestående landliv. Han konspirerer med den godhjertede Lazzaro om at fingere sin egen bortførelse. Det betyder dog i sidste ende opmærksomhed fra politiet, der rusker godt op i forholdene, og sætter filmen op til en fabulerende eventyrlig anden halvdel, der foregår tyve år efter.

Her er en virkelig mærkelig pointe fra filmens pressemateriale: Det er som sagt en virkelig historie med de stakkels bønder, der blev holdt fast i fortiden, men de virkelige regelændringer, som de ikke blev informeret om, kom først i 1983. Den fornemmelse af et evigt Italien indkapslet i en lille dal, det er blot Italien fra 1983. Og filmens første halvdel ser ud til at foregå i halvfemserne, så det er i virkeligheden kun en 10-15 år, som bønderne har mistet. Det understreger dog blot en endnu vigtigere pointe: At Italien i sig selv er et land fanget udenfor tid.

Der er virkelig mange tidslige lag i den her film. Der er halvfemsernes Italien, med elementer af firsernes Italien fanget deri. Der er senere hen nutidens Italien, der besøges af folk fra halvfemsernes Italien. Og så er der en dyrkelse af det mytologiske og nærmest evige: Det feudale, det religiøse. At grevindens søn f.eks. hedder Tancredi og opfører sig lidt som en anden ridder. Lazzaro selv, en godmodig og lidt tilbagestående stor ung mand, en ‘holy fool’, eller en art Kristus-figur. Alice Rohrwacher er først og fremmest helt eminent til at skabe den her bizarre fornemmelse for tid. Her gør hun det så godt, at det ikke bare virker som om det er noget hun gør, men som om det er noget Italien gør af sig selv.

Rohrwacher dyrker udkants-Italien, og hun forstår at få det normale til at virke helligt, både ved hjælp af kameraet men også nogle gange via lidt større armbevægelser. Der baskes lidt mere med armene i Lazzaro den Lykkelige, der er den første af hendes film, der virker decideret mirakuløs, hvor det overnaturlige viser sig, tiden går i stå, og orgelmusik svæver væk på vinden. Det er en naturlig udvikling for Rohrwacher, men et par af de meget demonstrative sære ting, som f.eks. en hel masse, der involverer en ulv, bliver en smule søgt, og jeg kan frygte, det kommer til at skygge for alle de vidunderlige små detaljer. Hvoraf mange af dem bare kommer af at være opmærksom på virkeligheden.

Filmen er ikke bare optaget on location et par steder, nej, store dele af Italien er stykket sammen til en art ur-italiensk hele. Landscenerne er optaget forskellige steder i Umbria i det centrale Italien, mens byscenerne er optaget i de nordlige byer Milano, Torino, samt i Civitavecchia, en forstad til Rom. Rohrwacher har sammensat en verden af brudstykker for at fange så gode filmiske steder som muligt. Nævnes må også castingen, især af de unge hovedpersoner Tancredi og Lazzaro. Begge er filmdebutanter men med meget forskelligt udgangspunkt: Lazzaro spilles af Adriano Tardiolo, en ung mand fundet via en traditionel castingproces. Tancredi spilles af Luca Chikovani, der allerede er kendt i Italien for sine YouTube covers af bl.a. Justin Bieber. Det er godt set at caste en popstjerne som den unge greve, han har den selvbevidste fandenivoldskhed, og hans blege hår får ham nærmest til at ligne en Targaryen.

Fantastisk casting og fantastisk location scouting. Og så kombineret med en fotograf der formår at gøre det hele ikonisk. Hélène Louvart, Rohrwachers faste fotograf, der gør det igen ganske fortrinligt. Ofte er karaktererne filmet i frøperspektiv, for at de for alvor kan se imponerende ud, og det virker selvfølgelig fantastisk med Tancredi, men også af den lille dreng Pippo, der virker til at være for ung til at spille skuespil, bliver der taget nogle fornemme billeder. Jeg vil også nævne en scene i en bank, hvor banken først og fremmest mindede mig om et gravkammer, med en bastant brug af sort og hvid beton. Lazzaro den Lykkelige er fantastisk, fordi hvert enkelt element har så meget i sig.

Rohrwacher er nu for alvor at se som en frontfigur i en bølge af italiensk film, også fordi hendes landsmand Pietro Marcello brød igennem sidste år i Locarno med Martin Eden, der efter sigende langt hen af vejen minder om Rohrwacher. Der blev sagt en rigtig god ting i Pietro Marcellos tidligere film Lost and Beautiful, som jeg sørgede for at få skrevet ned: ‘Dreams and fables, though imaginary, should tell the truth.’ Det er måske især det, som Rohrwacher er så eminent til, at stykke elementer af Italien sammen til et drømmende, fabulerende, imaginært hele, som bare stadigvæk føles så imponerende ægte. Det som jeg kalder ‘mirakuløs realisme’ dyrker dels det overnaturlige, men også potentialet for det vidunderlige i det helt realistiske. Som en lille kiks kan være Jesu Kristi legeme, på samme måde kan amatører agerer arketyper på forbilledlig vis, og hele Italien kan smelte sammen som et fantasi-univers uden for tid og rum. Det er så eminent håndteret. Og stadigvæk kun tredje film fra en instruktør der ikke har rundet de fyrre endnu. Jeg glæder mig så hamrende meget til at se hvad der skal ske.