Palmesøndag del 2
(Le Meraviglie, Alice Rohrwacher, Italien
Cannes 2014, Jury Grand Prix)

Jeg så et billede op til Cannes-festivalen i 2015, som jeg aldrig har glemt. Det forestillede de tre italienske instruktører i det års konkurrence, Matteo Garrone, Nanni Moretti og Paolo Sorrentino, side om side, tre instruktører der var med i konkurrence for henholdsvis tredje, syvende og sjette gang. Tre gode instruktører. Men også lidt et billede, der udstrålede en fornemmelse af gentagelse i italiensk film. Cannes har også med italiensk film satset på det sikre og velkendte de sidste år, og ikke de mange nye spændende italienske navne. Kun én har fået chancen: Alice Rohrwacher. Men hun har så også vist sig fremsynet og nyskabende på egen vis.

Det er en lille smule sært, for på overfladen virker Miraklerne måske lidt gammeldags. Det er celluloid, realisme, og en nostalgisk barndomsskildring. Det er set før, minder især om en film som Ånden i Bistaden, af Victor Erice (især fordi familien i Miraklerne er biavlere). Men de gamle idéer fungerer. Celluloid er stadig fuldstændig overlegent et medium til den her slags ting. Lyset! Sommersolen fanges perfekt, og når tiden går til efterår og overskyet, så er alt forandret, og det isner helt ind i sjælen. Beskrivelsen af familien er formidabel: Den tyske tilflytter Wolfgang har fire døtre og vil have en dreng i huset. Og han vil bestemme alt! Forholdet mellem døtrene: De to mindste, der render tankeløst rundt hele tiden – et skønt klip ser dem gå på række mod en vandpyt, og så rette ind på linje så begge kommer mest muligt GENNEM vandet og så stoppe op på den anden side og gå tilbage i den igen. Der er den ældste tynde og yndefulde, og den næstældste, lidt buttede. Småbuttede småsøskende, ofte lidt småkiksede, er lidt en kliché i film, men Miraklerne vender det på hovedet, og lader den buttede pige være den naturligt populære, dansende pige, mens den tynde storesøster er mere indadvendt og måske endda jaloux på sin lillesøsters naturlighed. Små skift. Men der er noget andet på spil, en kontrast mellem de her meget realistiske ting, og så nogle lag af uvirkelighed. Og det håndteres ganske nyt og moderne.

I slutscenen af Alice Rohrwacher’s debutfilm Corpo Celeste bliver hovedpersonen Martha spurgt om hun vil se et ‘mirakel.’ Det viser sig at være en sprællende lille orm. Nu er hver film jo sit eget værk, men det er nærliggende at tolke titlen på Rohrwacher’s opfølger ud fra denne scene: At det ‘mirakuløse’ er det helt enkelt levende, ægte, nære. Rohrwacher’s film er optaget på analog, ægte, film, kameraet er håndholdt og nærværende, de foregår on location rundt omkring i Italien. Det er realisme, det dyrker noget reelt, frem for noget mere stiliseret æstetisk. Men der er altid en dobbelthed i Rohrwacher’s titler såvel som film. Corpo Celeste, ‘himmelsk krop’, henviser dels til Kristi Legeme, som Martha første gang skal spise ved hendes første nadver, et stiliseret katolsk overgangsrutual hun træner op til i løbet af filmen. Og samtidig henviser titlen til Martha’s egen transformerende pigekrop, hvor bryster så småt er på vej, og den første menstruation dukker op hen imod slutningen – ‘dette er Martha’s legeme, dette er Martha’s blod.’ I Miraklerne har vi det mirakuløse, lyset, naturen, men titlen henviser også til ‘Landets Mirakler’, et tv-program, der sælger lokalområdet med kitchet etrusker-nostalgi. I Lazzaro den Lykkelige, hvor der går fuldstændig overnaturlighed i det, kan man kalde det for ‘mirakuløs realisme’ med et kip til Latinamerika. Men allerede i de to tidligere film er der noget andet der ligger og lurer under al det realistiske og jordnære.

Det er ved brugen af det kitchede tv-program, at Miraklerne føles ny. I Ånden i Bistaden møder små piger helt ny filmkunst, det nye og moderne. Nu konfronteres børnene tværtom med en kitschet postmodernisme, hvor de majes ud i etruskiske kostumer for rigtig at fejre områdets historie. Her er der noget på spil. Miraklerne er en indfølt og ligetil nostalgisk erindring, om et tidligere møde med en falsk og forloren nostalgi. Det er en 35mm hyldest, ikke til tidens 35mm film, men til en live-tv æstetik, som har været grim video. Det er faktisk lidt specielt. Der er blevet lavet en del nostalgifilm om perioden slutfirserne-starthalvfemserne det sidste årti, men f.eks Pablo Larrain’s No er optaget i samme video-format som dens centrale reklamekampagne ville være udformet i. Der er en dobbelthed på den måde Miraklerne skildrer mødet mellem forskellige lag af fortid.

Det er den her slags tv-klip pigerne går op i. Det er egentlig også cool nok, med lyset og dansen og sådan.

Den franske filosof og filmteoretiker Gilles Deleuze opfandt en term for hvornår det indbildte og det ægte hænger sammen i film: Han kaldte det ægte for ‘faktiske (actual) billeder’, og dets indbildte variant for ‘virtuelle billeder’, og en gang imellem kan man se både noget reelt og noget indbildt i et og samme billede, på en og samme tid, som om man så det gennem to prismer på en gang, som om det var to sider i en krystal. Så det kaldte han for ‘krystal-billeder’. Dem er der nogle stykker af hos Rohrwacher, hun er god til at filme ting så de på en og samme tid er og ikke er hvad folk vil have de skal være. I Corpo Celeste skal der hentes et brugt krucifiks, og når vi ser det ser vi på samme tid en hellig Kristus-skulptur, samt gammelt træ og afskallet maling. Vi ser det i tv-programmet i Miraklerne, hvor vi på en og samme tid ser det lokale liv, og den kitchede udgave som programmet vil sælge, hele den sekvens er nærmest ren krystal. Men Rohrwacher, eller hendes fotograf Hélène Louvart, der også fotograferede Corpo Celeste, dyrker med kameraet en bevægelse, der omformer verden til krystal: Gang på gang i Miraklerne afsløres to dimensioner i samme klip, ved en cirkulær bevægelse. Under tv-programmet filmer kameraet fire kvinder der synger, og det er én dimension, men så cirkles der mod venstre, og pludselig ser vi kameraerne og instruktører der beskuer, og det er endnu en verden. Vi ser pigen Gelsomina og verden er feminin og ensom, men så afslører kameraet at drengen Martin sidder centimetre fra hende, og så er verdenen pludselig intim og romantisk. Forholdet til tid kulminerer i filmens næstsidste klip, som jeg skyder på er en stor del af grunden til at filmen vandt så stor en pris. Her vises tiden, livet, historien, i et enkelt åndedrag og en enkelt kamera-bevægelse. Det er umanerlig smukt.

Når Miraklerne kan kaldes en milepæl, så skyldes det også at den føles som om den samler op på idéer fra andre italienske film, såsom dokumentarer som Le Quattro Volte og Sacro GRA og andre små film af nye instruktører, hvoraf Pietro Marcello (Lost and Beautiful, Martin Eden) indtil videre har været den mest succesfulde. Det udkrystalliseres og får en bred form i Alice Rohrwachers film, så bred at det også i Danmark er kommet ud over filmfestivalerne. Jeg skal dermed ikke tøve med at kalde Miraklerne for en af det seneste årtis vigtigste Cannes-film.

Serien om Alice Rohrwacher fortsætter med Lazzaro den lykkelige