Dogman

Palmesøndag del 234
(Matteo Garrone, Italien
Cannes 2018, Bedste Skuespiller (Marcello Fonte) & Palm Dog)

Alle film burde være så gode som Dogman. En god historie – baseret på virkelige begivenheder – fremragende skuespil, og den fantastiske æstetiske side løfter det op til at være en kunstnerisk kommentar til omverdenen. Det er også tydeligvis en Garrone-film, tematisk ligger det meget tæt op af hans tidligere film. Helt ærligt burde vi kræve at hver eneste film fra Ole Bornedal, Thomas Vinterberg, Susanne Bier, etc har det her niveau (og det er der da også nogen af dem som har).

Det er god solid Garrone, hvilket var tiltrængt efter den ret forfejlede Tale of Tales. Men det er også en lille smule kedeligt. Dogman ligger virkelig meget tæt op af Garrones tidligere film, og det hele afvikles meget sikkert, uden at der opstår de store vilde ting.

Sagt på en anden måde: Dogman er virkelig en god film, som jeg er glad for Garrone lavede. Men han kan ikke lave mange flere film som Dogman uden at jeg begynder at kede mig…

Hvem er titlens hundemand? Marcello har en hundesalon kaldet ‘Dogman’ i en faldefærdig italiensk forstad, og lader til mest af alt at være tryg ved at have med hunde at gøre. Men måske er det hans ‘ven’ Simone som titlen henviser til, en stenkold kokainafhængig psykopat, der stjæler fra alle og enhver, konstant bruger vold, og generelt lader til at have mistet enhver form for selvkontrol han engang har haft. Mændene i det lokale samfund omtaler ham på et tidspunkt som en gal køter, der på et eller andet tidspunkt nok skal blive slået ned. Underforstået, at en eller anden nok skal slå ham ihjel. Men hvem? Er der da intet at gøre?

Dogman er nærmest Garrones The Embalmer v. 2. Folk der arbejder med dyr. Et dybt dysfunktionelt forhold. Vold. Som forklaret i min første introduktion til Garrone, så er Garrones hovedtema ‘abusive’ forhold mellem mennesker, og da især hvordan den slags forhold er dagens orden i Italien, mere eller mindre eksplicit fordi Italien i Garrones fremstilling er en failed state. Det tema angreb Garrone fra andre vinkler i Gomorra, hvor det blev hevet op på nationalt plan, og i Reality, hvor der var fokus på den uvirkelighed, som borgerne efterhånden blev ‘gaslightet’ til at tro på. Tale of Tales var bare dårlig og sagde ikke rigtig noget. Dogman behandler bare det gamle tema, uden at føje afgørende meget nyt til.

Men temaet tåler en ekstra tur i manegen. For det er stadigvæk dybt tankevækkende. Hvem er det egentlig der har skylden for, at det her sker? Simone er virkelig stenkold psykopat, og det tjener filmen til ære, at der intet forsøg gøres på at forsvare eller forklare ham, men det virker på karaktererne som om han er begyndt at opføre sig meget værre, så et eller andet er der sket. Det er sådan set også i høj grad for hans egen skyld, at nogen burde stoppe ham. Ret tidligt begynder alle bare at gå ud fra, at han snart vil blive slået ihjel, men ingen rører en finger.

Det er klart, at der er noget galt med samfundet. Simone overfalder, udplyndrer, tæver alle og enhver i kvarteret, men ingen siger noget til politiet, for så får han bare et par måneders fængsel, og så kommer han ud igen. Ingen har tillid til systemet. Ingen har heller tillid til at deres medborgere skulle træde til, så man f.eks kunne være en hel masse der anmeldte Simone på samme tid, og dermed få ham idømt en hårdere straf. Han fortsætter bare sin hærgen, også efter han bliver såret af skud fra to mænd på en motorcykel.

Tankerne får lov til at brede sig, fordi filmen rent æstetisk er så fornem, og så rolig. Garrone har altid været æstetiker, parat til f.eks at lave klip som om de er fra dyrenes synsvinkel i The Embalmer, men med Dogman træder han skridtet ud i noget ret typisk, men samtidig også utrolig veludført europæisk arthouse. Man kan se det helt fra start, utrolig flotte billeder fra hundesalonen, med små indklip af hundene, og så derefter et roligt panorerende skud af den lille by. De her totalbilleder, hvor Garrone får inddraget omgivelserne, de løfter – som sædvanlig hos Garrone – filmen op. Der bliver ikke snakket så meget om samfundet, men det ser helt vanvittigt ud. Show, don’t tell, som man siger. Det ligner en ferieby uden for sæsonen, men det virker ikke som om der nogensinde kommer nogen og holder ferie. Det er bare faldefærdigt, et knirkende samfund, der til nøds kan holde sammen, men som intet kan stille op hvis en dum mand pludselig beslutter sig for at hærge.

Dogman har en dansk forbindelse, den er nemlig fotograferet af den danske fotograf Nikolaj Brüel, hvis mest berømte arbejde i dansk film nok er Unge Andersen. Og her bliver jeg en lille smule ked af, at Brüel aldrig har kunnet optage en lige så flot dansk film. Der er helt ærlig ikke nogen grund til, at danske film ikke har samme høje æstetiske niveau som Dogman. Garrone har sin tematik, men det er der så mange danske instruktører som har. Han er tydeligvis en fabelagtig personinstruktør, og de to hovedrolleindehavere Marcello Fonte og Edoardo Pesce får forhåbentlig store gennembrud i italiensk film. Men det burde virkelig ikke være alt for svært at få bakset en historie som den i Dogman op på det her niveau.

Hvor meget er Cannes en konkurrence mellem verdens største instruktører, og hvor meget er det en drivkraft, der driver filmkunsten fremad? Det tænker jeg nogengange på. Dogman var en af de bedre film fra 2018, gennemført vellavet, og Garrone på rette spor. Men der er ikke ret meget nyskabelse over den. Den er dog bedre end de fleste film fra det år, der prøvede noget nyt, for når man eksperimenterer er der større risiko for at noget går galt. Intet går galt i Dogman. Men det havde næsten været mere interessant om der var. Der er sprækker her og der, Marcellos dykkerture med sin datter er f.eks en hel anden verden, der trænger ind i filmens univers. Men det gør ikke rigtig noget ved noget, det hele føles lidt for trygt.

Matteo Garrone fulgte op på Dogman med en filmatisering af Pinocchio, der åbnede Berlin Film Festivalen, og blev hans hidtil største kommercielle succes, endnu større end hans Gomorra. Han er et virkelig mærkeligt sted i sin karriere. Formentlig Italiens største instruktør pt, hans kollegaer er enten på vej op eller langsomt på vej ned. Garrone svæver stadig på et plateau. Det har han gjort lidt længe, og det gør mig lidt utryg. Dogman er en rigtig god film. Men det kunne også godt være den slags rigtig gode film, som bliver den sidste gode film en instruktør får lavet. Vi får se.