Gomorra

Palmesøndag del 232
(Matteo Garrone, Italien
Cannes 2008, Jury Grand Prix)

Matteo Garrones Gomorra er en af de vigtigste film i moderne italiensk filmhistorie. Det er en nyklassiker. Den er et klasseeksempel på hvor vigtig film-mediet kan være. Den tog en spritny og vigtig bog, og lykkedes nærmest perfekt med at få det omformet til et selvstændigt værk. Matteo Garrone lykkedes samtidig med at tage den tematik han havde udfoldet i sine tidligere værker, og få dem op på et helt andet plan, og fik et kæmpe internationalt gennembrud til gengæld. Og bogens forfatter, Roberto Saviano, har formået at tage bogens fortællinger, og lave et helt lille univers baseret på dem, der nu inkluderer bøger, tv-serier, og flere film.

Det er en væsentlig film. Det er også en virkelig, virkelig god film. Desværre for mig og mit projekt, så er den auteuristiske vinkel nærmest den mindst interessante man kan lægge ned over den. Det er dog nu engang det jeg gør…

Roberto Saviano udgav i 2006 bogen der på engelsk har titlen Gomorrah: A Personal Journey into the Violent International Empire of Naples’ Organized Crime System. Det er en hybrid-bog, et værk der i Italien er blevet kaldt en UNO, ‘uidentificeret narrativt objekt’, lidt journalistik, lidt fiktion, lidt essay. Pointen er ikke så meget at fortælle et narrativ, som at beskrive en verden, Camorra’ens ‘imperie’ som titlen siger, som altså er kaldet ‘Gomorra’ efter den bibelske syndige by. Jeg finder lidt det samme i en bog som f.eks polske Ryszard Kapuszinskis Imperiet, om Sovjetunionen. Og i en noget anden forstand i f.eks WG Sebalds betragtninger fra diverse mørke punkter i den europæiske civilisation.

Min pointe er, at det er en form som skal håndteres omhyggeligt når man omsætter den til et andet medie, for der er ikke den typiske narrative fremdrift. Det handler om at skabe en verden. Men det var heldigvis også lige præcis det som Garrone formåede. Han tog fem af bogens mange mange fortællinger, og flettede dem sammen til en mosaik, stadig tydeligvis blot bitte små dele af et langt større hele. Om det er unge Totos vej ind i kriminalitet, skrædderen Pasquale der forsøger at hjælpe kinesiske fabrikker, eller de stakkels unge Marco og Ciro, der tror de er store gangstere, så er de bare små brikker i periferien af et gigantisk bæst, der bruger og smider væk. Filmens centrale historie bliver der aldrig rigtig sat navn på. Åbningsscenen, hvor gangstere bliver myrdet i et solarie, er taget fra virkeligheden, og den resulterende gangsterkrig, kaldet ‘Faida de Scampia‘, chokerede den italienske befolkning. Men i filmen er det bare uhyggelig hverdag.

Matteo Garrone begyndte sin karriere med dokumentarfilm. Terra di mezzo (1996) var tre fortællinger fra udkants-Italien, Oreste Pipolo, fotografo di matrimoni (1998) handlede om en mand der fotograferede bryllupper. To temaer blev slået fast her: Det ulige Italien, og italienernes fremstillen af dem selv. Garrone fik mere opmærksomhed med de to fiktionsfilm The Embalmer (2002) og First Love (2003). De to film er begge baserede på virkelige fortællinger fra Italien, og de etablerede, hvad der kan kaldes Garrones hoved-prisme: Usunde forhold, helt derovre hvor de engelsktalende taler om ‘abusive relationships’. I The Embalmer er det et venskab, hvor den ene part, der arbejder med at udstoppe dyr (og med at stoppe lig med narkotika for mafiaen) forsøger at fastholde en ny ven i hans mærkværdige verden, alt imens vennen forsøger at have sit liv og sin kæreste i fred. I First Love er det en mand, en guldsmed, der tvinger sin nye kæreste til at sulte sig, påtvinger hende anoreksi, for at kunne kontrollere præcis hvordan hun ser ud. De her mænd har et forskruet syn på verden, de vil kontrollere alt, og skaber derfor ulige forhold, der er dybt skadelige for dem det går ud over.

Sådan er det også med mafiaen! Forholdet mellem mafia-staten, som bog og film altså kalder for ‘Gomorra’, og Italien, er grundlæggende et dysfunktionelt, ‘abusive’ forhold. Sådan er det i alle filmens fortællinger. De forskellige individers forhold til mafia-vældet er stærkt ulige. De bliver suget ind, de bliver udnyttet, de bliver spyttet ud igen. Skrædderen har ikke lov til at tjene penge til anden side. Den unge Toto tvinges til ting han ikke vil. Pengekureren Don Ciro finder ingen hjælp da mafia-krigen pludselig gør hans job til blodig alvor. Først er der rigtig mange løfter og gevinster, men forholdet forbliver helt igennem ulige. Så hvorfor er det lige, at mafiaen kan suge så mange mennesker ind i sit spind?

Det er det jeg mener med at Garrones tematik tages op på et andet plan. Før var det mellem mennesker, nu er det hele den italienske stat, der er på anklagebænken. Det er også her Garrones dokumentariske baggrund virkelig kommer til sin ret. Der er få moderne film hvis location fylder så meget som den centrale beton-blok i Gomorra, forstadsbyggeriet ‘Vele di Scampia’. Det unikke og gigantiske byggeri understøtter fornemmelsen af, at vi er i en helt særlig ‘verden’. Og det er tydeligt, at det også må være statens ansvar, at tingene er forfaldet så meget som byggeriet her. Det ses også i fortællingen om afskaffelsen af giftigt affald, der egentlig ikke har så vanvittigt meget med mafia-krig at gøre. Det viser bare hvordan korruptionen har bredt sig så meget, at det bogstavelig talt forgifter hele området.

Stilmæssigt er Gomorra også en udsøgt blanding af dokumentarisme og stilisering. Der er mange håndholdte scener, meget hverdags-skildring, men samtidig bevæger kameraet sig til tider langsomt og fornemt, og der er virkelig mange mærkelige klip. Åbningsscenen i solariet er ret uforglemmelig, også inden blodet sprøjter. Klippet hvor to mænds hoveder popper op af kloakhuller er nærmest Beckett’sk. Styrken ved bogen er i høj grad hvordan den fremstår som en blanding af journalistik og fiktions-virkemidler, og filmen gør i høj grad det samme, når den blander absurdisme ind i realismen. Få kunne som Garrone balancere de virkemidler. Og samtidig er der en fornemmelse af sult, den der energi man mærker hos en filminstruktør, der for første gang har fået chancen for at lave noget stort og særligt.

Og det lykkedes altså til fulde. Gennembruddet kom dælme også Saviano til gode. Hans bøger er efterhånden blevet til en lille franchise, med tv-serierne Gomorra og ZeroZeroZero og filmen Piranhas, der var i konkurrence i Berlin i 2019. Det er meget effektfuldt alt sammen, der er mange seere, men det er ikke på samme høje niveau som da Garrone stod for det. Garrone slog også sit navn fast så eftertrykkeligt, at han herefter blev fast navn i Cannes, og fast navn i danske biografer. Det er film som Gomorra som Cannes’ renommé bygger på. Det er en nyklassiker.