Palmesøndag del 435(Sean Penn, USACannes 2001) Jeg ser ret ofte nostalgi for den amerikanske mid-budget film. De var store i halvfemserne. Ikke low-budget og eksperimenterende, men heller ikke blockbuster. Film for voksne om virkelige følelser. Men hvis der er en implicit idé om, at alle den slags film var mesterværker, så var virkeligheden naturligvis noget […]
Palmesøndag del 434(Il sol dell’avvenire, Nanni Moretti, ItalienCannes 2023) En af bivirkningerne ved, at Cannes under Thierry Frémaux tydeligvis bliver ved med at inkludere film fra deres favoritinstruktører, desuagtet at de tydeligvis er over deres storhedstid, er at vi får set nogle ret klare eksempler på hvordan kunstnere påvirkes af aldring. Tag f.eks Dardenne-brødrene, hvis […]
Palmesøndag del 433(Diamant brut, Agathe Riedinger, FrankrigCannes 2024) I et klip i Agathe Riedingers debutfilm Wild Diamond ser vi unge Liane forsøge at optage en lille video af sig selv. Til venstre hænger kameraet, som hun performer for, omverdens blik som hun forsøger at imponere. Foran hende står der et spejl, hvor hun tjekker sit […]
Palmesøndag del 432(Tre piani, Nanni Moretti, ItalienCannes 2021) Der er et virkelig interessant spil i Nanni Morettis omfangsrige filmografi mellem Nanni Moretti, kunstneren, og Nanni Moretti, mennesket. Da han var ung udgjorde mennesket Nanni Moretti en stor del af attraktionen ved hans film. Hans komiske fysiske bevægelser var basis for en masse små scener, og […]
Palmesøndag 431(Nanni Moretti, ItalienCannes 2011) Jeg har haft et lidt pudsigt tema i den her serie af tekster om Nanni Moretti. Nogle gange ramte han så meget plet i den italienske samtid, at det nærmest var uhyggeligt. Som da han lavede en film om unge mænd, der synes den italienske venstrefløj var for voldelig, og […]
Palmesøndag del 430(Il caimano, Nanni Moretti, ItalienCannes 2006) Som jeg har sagt nogle gange i denne serie om Nanni Moretti, så har den italienske instruktør til tider sendt film direkte ind i solar plexus i den italienske historie. Han lavede f.eks Ecce Bombo om en disillusioneret venstrefløj lige inden venstre-ekstremister myrdede Aldo Moro, hvilket så […]
Palmesøndag del 429(La stanza del figlio, Nanni Moretti, ItalienCannes 2001, Guldpalmen + FIPRESCI Pris) Med Sønnens værelse fandt Nanni Moretti sit tredje og sidste alter ego. I sine første film havde han spillet en karakter ved navn Michele Apicella. I hans to foregående film hed han bare ‘Nanni’, og filmene var en blanding af selvbiografi […]
Palmesøndag del 428(Miguel Gomes, PortugalCannes 2024, Bedste Instruktør) Den amerikanske kritiker Michael J. Anderson laver hvert år en meget cineast-streng top ti over årets bedste film. I 2024 vandt Miguel Gomes’ Grand Tour, og Andersons lille tekst sluttede af med at sige: ‘That I would choose Grand Tour as the year’s best was never in […]
Palmesøndag del 427(Nanni Moretti, ItalienCannes 1998) Nanni Morettis film har flere gange landet lige midt i den Store Italienske Historie. I 1978 sendte han Ecce Bombo, en film om italienske unge mænd dissillusionerede over den daværende voldelige venstrefløj, til Cannes ganske kort efter at De Røde Brigader havde bortført og myrdet politikeren Aldo Moro. Der […]
Palmesøndag del 426(风流一代, Jia Zhangke, KinaCannes 2024) Da jeg skrev om Jia Zhangkes sidste film Ash Is Purest White påpegede jeg noget spøjst om den store kinesiske instruktørs forhold til Cannes: Han var der som regel med hans eksperimenter og mere søgende film. Dengang var jeg glad for at Ash Is Purest White føltes så […]
