Palmesøndag del 435
(Sean Penn, USA
Cannes 2001)
Jeg ser ret ofte nostalgi for den amerikanske mid-budget film. De var store i halvfemserne. Ikke low-budget og eksperimenternede, men heller ikke blockbuster. Film for voksne om virkelige følelser. Men hvis der er en implicit idé om, at alle den slags film var mesterværker, så var virkeligheden naturligvis noget mere broget. En gang imellem var de film ikke David Fincher’s Fight Club, men derimod film som Sean Penns The Crossing Guard (1995), hvor Jack Nicholson føler ægte sorg over sit barns død, men viser det ved at gå på stripclub og have sex med strippere. Den er mere ‘adult’ end voksen, det er en ubegribeligt plat film, men stort set alle skuespillerinderne har en nøgenscene, bortset fra dem der spiller mødre…
Film som The Crossing Guard og The Pledge er ret gode eksempler på en form for film, der kan fylde virkelig meget i sin samtid, men som ret hurtigt bliver glemt. Film fra en kendis-instruktør, så derfor får de naturligvis opmærksomhed. Det var også film, hvor superstjernen Jack Nicholson trak på sin egen ikoniske status som skuespiller, og hvor filmene måske endda udfordrede nogle af de tematikker som Nicholson havde lavet film om i halvfjerdserne. Den slags kan virke rigtig stort i øjeblikket.
I modsætning til The Crossing Guard er The Pledge faktisk også en ok film, så det er ikke helt absurd at den endte i Cannes. Men det er heller ikke noget storværk. Sean Penn er en ok instruktør, har endda auteur-agtige træk i æstetik og tematik, men nogen mester er han ikke. Og Nicholsons små variationer over sædvanlig tematik gør ikke at den her film kan måle sig med de mesterværker han har spillet med i. Men han spiller fremragende, og plottet er stærkt, så på de helt simple parametrer klarer filmen sig fint.
The Pledge er baseret på romanen Das Versprechen af den schweiziske forfatter Friedrich Dürrenmatt, der ifølge wikipedia både skrev avantgarde teater, satire og så et væld af krimiromaner, som han nok er mest kendt for. Penn har overført historien til USA, og Nicholson spiller den aldrende Jerry Black, hvis pensioneringsfest hos politiet bliver afbrudt da man pludselig finder en lille pige, der er blevet myrdet. Black får lovet forældrene til pigen, at han vil finde morderen, og selvom politistyrken finder en mistænkt og får lukket sagen, så bliver Black ved med at grave. Han begynder at tro, at det drejer sig om en seriemorder, og i stedet for at gå på pension, så rejser han hen hvor han tror morderen må være, køber en tankstation, og får sit liv viklet sammen med de lokales.
Det er en virkelig god historie, især på grund af afslutningen, som dog ikke skal afsløres her. Man kan godt mærke, at det er en erfaren forfatter, der har fundet på den. Men temaet ligger også i tråd med Sean Penns første par film. Hans debut The Indian Runner (1991) var baseret på sangen ‘Highway Patrolman’ af Bruce Springsteen, og handlede om to brødre på hver sin side af loven. I førnævnte The Crossing Guard var plottet også drevet frem af, at Nicholsons karakter Freddy Gale besluttede sig for at få hævn over den mand, der havde kørt hans datter ihjel. Penns tematik i hans første film handler om sammenblanding mellem retfærdighed som samfundsinstitution (politiet), og retfærdighed som personligt problem. Om dilemmaet når ens bror begår voldsom kriminalitet og man godt forstår hvorfor, eller når manden der dræbte ens datter kommer ud af fængslet efter alt for kort tid, eller når man er overbevist om at en barnemorder går frit rundt, men ikke kan bevise det.
Sean Penn havde en samlende tematik, så langt så godt. Hans film er faktisk også ret æstetiske. Særligt The Pledge er fyldt med æstetiske valg, den er proppet med montager, hurtig krydsklipning, zooms og mærkelige vinkler, ja endda en del slow motion. Det er vel endnu bedre. Det er dog ikke nogen særlig personlig æstetik. Og for at være helt ærlig er det heller ikke altid lige tydeligt, hvorfor filmens indhold motiverer lige præcis den her form for æstetik. Snarere virker det som en ret typisk senhalvfemser-startnuller æstetik, inspireret af de postmoderne instruktører, eller af de nye MTV-stilister, men hverken lige så innovativt som en Tarantino eller en Baz Luhrmann, ej heller så medrivende som en Michael Bay eller Michael Mann. Det er for mainstream til rigtig at virke auteuristisk, men også for kontrolleret og seriøst til rigtig at virke pop-medrivende.
Hvilket sådan set lidt er filmens hovedproblem, og nok derfor Penns film generelt er lidt glemt i dag. Han er ikke nogen dårlig instruktør, men han er heller ikke nogen original instruktør, og han virker heller ikke lige så drevet som de største instruktører, hvor man har fornemmelsen de ikke kan andet end at instruere film. The Pledge er sammen med hans næste film Into The Wild (2007) klart hans bedste, og absolut ikke dårlige, men heller ikke rigtig noget jeg sådan rigtig kan finde ud af at gå op i. Jack Nicholson spiller forrygende som Jerry Black, det er en langt mere afslappet og interessant performance end i den overkørte og platte The Crossing Guard, og det gør i sig selv filmen værd at se. Men det er ikke en performance der kan måle sig med Nicholsons største, fra Easy Rider til The Shining. Og sådan er det med det meste i The Pledge. Alt i den er godt, men der er ingen dele af den, som er noget af det bedste jeg har set.