Palmesøndag del 434
(Il sol dell’avvenire, Nanni Moretti, Italien
Cannes 2023)
En af bivirkningerne ved, at Cannes under Thierry Frémaux tydeligvis bliver ved med at inkludere film fra deres favoritinstruktører, desuagtet at de tydeligvis er over deres storhedstid, er at vi får set nogle ret klare eksempler på hvordan kunstnere påvirkes af aldring. Tag f.eks Dardenne-brødrene, hvis filmsprog, baseret på hvad de kaldte for et håndholdt ‘kropskamera’, altid handlede om bevægelse, og hvis film efterhånden blev langsommere og langsommere, indtil der i Tori og Lokita simpelthen ikke var nogen bevægelse længere. Det gør ikke filmen god, men det er faktisk sjældent at man i så stor en kunstfilm kan se et filmsprog forfalde så tydeligt, som man kunne se her. Og det er fordi de fleste filmfestivaler vælger de bedste film de kan få, det er altså ikke normalt, den måde Frémaux sammensætter programmer på.
Men på den anden side kom der et endnu mere interessant eksempel på den aldrende kunster og hans forfald med Nanni Morettis A Brighter Tomorrow. Moretti har lavet film siden han var i tyverne, og ofte selv spillet nogle ret fysiske og bevægelige hovedroller, og derudover været kendt for at have fingeren på pulsen af det italienske samfund. Så det ville altid være lidt særligt hvordan han håndterede at blive gammel og måske ikke rigtig kunne følge med mere.
Og A Brighter Tomorrow er virkelig først og fremmest et portræt af en kunstner i forfald. Men netop interessant fordi det ikke er noget særligt dramatisk forfald. Det er bare en mand, som er blevet 69 år, som er ældre end før, hvis familie er ret trætte af ham, som har lavet de fleste af de gode idéer han har haft, som ikke længere følger med. Det er så absolut ikke nogen god film. Men jeg kan godt lide den, jeg synes den er rørende. Og hvis det bliver Morettis sidste film, så er det en fremragende måde at stoppe på.
For tredje gang spiller Nanni Moretti en karakter, der hedder ‘Giovanni’, og for tredje gang minder han om Nanni Moretti selv – men ikke så meget som når han spiller en karakter, der hedder ‘Nanni’. Giovanni er også filminstruktør, og er i gang med at optage en ny film, men det er ikke den slags film som Nanni Moretti plejer at optage. Moretti har aldrig lavet en historisk film, men A Brighter Tomorrow handler om skabelsen af en film der foregår i 1956, og omhandler et ungarsk cirkus der ankommer til en lille by ledet af det italienske kommunistparti, hvor drama opstår efter Sovjetunionen invaderer Ungarn. Det er ellers et emne der passer godt til Moretti, der med film som Ecce Bombo, Palombella Rossa og dokumentaren La cosa fulgte kommunismens vilkår i Italien indtil kommunistpartiet nedlagde sig selv, og efterfølgende fortsat lavede film om venstrefløjens tilstand. Og 1956 er et skæbneår for kommunistpartier i hele verden, der for de flestes vedkommende gjorde ligesom Italiens kommunistparti, undlod at fordømme Sovjetunionen, og mistede en stor del af deres opbakning. Så emnet passer meget godt, men Moretti laver bare aldrig historiske film.
Det han til gengæld ofte gør, er at lave film om instruktører, der laver film. Men det er faktisk første gang Moretti selv spiller instruktør-rollen siden Aprile (1998), så det føles helt nostalgisk. Jeg har set kritikere endda kalde filmen for en art ‘greatest hits’, og en del af charmen er da også at gense ting man husker og kan lide fra tidligere film, som f.eks at Moretti genbruger mange af de skuespillere han har haft med i årtier. Der er også noget rart over et lille klip hvor Moretti iklæder sig et slumretæppe, som ligner det han har på i Sweet Dreams helt tilbage fra 1981, første gang Moretti spillede en filminstruktør. A Brighter Tomorrow er meget bevidst en gentagelse af mange tidligere Moretti film, blot med en ældre mand i hovedrollen.
Men det gør så også en kæmpe forskel. Der er et skønt lille klip, hvor Moretti forsøger at lave en fysisk joke, et lille rullefald ned af en sofa, og hans datter kigger bekymret på ham. Man bliver lidt nervøs, for det er en gammel mand, der forsøger at gøre de ting han gjorde halvtreds år tidligere. Mere direkte, så handler filmen også bare om, hvordan Morettis ting måske faktisk ikke er så sjove længere. Det måske mest centrale af filmens mange plots handler om, at Giovannis co-producer og partner gennem årtier Paola (Margherita Buy) har besluttet at forlade ham, og man forstår et hundrede procent hvorfor hun ikke kan mere. Giovanni er selvoptaget, tror han ved alting, og alligevel også ret så hjælpeløs. Han må være krævende at være sammen med, også når han ikke som i en af filmens længste scener saboterer den voldelige gangster-film som Paola også arbejder på.
Det er ikke noget positivt portræt af Giovanni. Men en af hovedårsagerne til, at Moretti er sluppet af sted med at lave så utroligt mange film om sig selv, uden at det virkede ulideligt navlepillende, er også, at han altid har været villig til at gøre nar med sig selv. Til at være taberen. Men det kommer alligevel tættere på i A Brighter Tomorrow, hvor Giovanni også snakker om at være depressiv og ende med at blive afhængig af anti-depressiver og sovemedicin. Jeg ved ikke om det skal forestille at være noget som Moretti også har været igennem, men det ville egentlig give hundrede procent mening. Det føles som en puslespilsbrik vi hidtil har manglet til at forstå den italienske kunstner, der ellers har fortalt så meget om sig selv gennem halvtreds år.
Det er én af grundende til, at jeg godt kan lide A Brighter Tomorrow. Det andet er slutningen. Spoiler-advarsel, men efter at produktionen har været grueligt meget igennem – hvoraf langt fra alt har været sjovt og underholdende – står de klar til at filme den tragiske og historisk passende slutning. Men så gider Giovanni det ikke. Han vil lave noget lysere. Så i stedet filmer han en meget lidt historisk korrekt slutning, hvor det lokale kommunistparti får overbevist det nationale parti om, at de skal tage afstand fra Sovjetunionen. Og alting ender med at blive meget bedre, der er ingen negative konsekvenser ved det, Italien bliver et langt mere velfungerende samfund. Og alle karaktererne går glade og jublende mod solnedgangen. Det er nærmest Tarantino’sk i sin frækhed, og jeg er ret vild med at Moretti slutter sin måske sidste film med at sige det her. For det har egentlig altid været hans pointe. Hans bedste kunst har altid handler om, at vise en bedre mulig verden. En intensiveret virkelighed, hvor alt er lidt sjovere, folk er lidt sødere, politik går lidt bedre. Fordi det er en reel mulighed. Vi kan få en ‘brighter tomorrow’, en lysere fremtid, hvis vi vil.
A Brighter Tomorrow binder således en virkelig fin krølle på Morettis filmografi. Det er en skøn Moretti-film, hvis han slutter her er det en perfekt afslutning. Men nogen god film kan man dog ikke kalde den. Den er langsom, den er ikke sjov nok, der er for mange sange med, den er utrolig sentimental. Den er bare løs i kanterne, det er som om alt bare ikke er lige så godt som det plejer. Man skal nok være Moretti-fan for overhovedet at få noget ud af den, og den slags Moretti-fan, der også godt kan lide hans gamle halvfjerdser- og firser-film. Ellers er det bare en dårlig film.
Så det havde giver vildt meget mening at vise den uden for konkurrence, eller i den serie der hedder Cannes Premieres. At vitale og medrivende film som Lisandro Alonsos Eureka og Amat Escalantes Lost In The Night ender i Premieres, mens sympatiske men langt under middel film som A Brighter Tomorrow ender i Hovedkonkurrence, siger rigtig meget om hvorfor Cannes i disse år føles virkelig tung at danse med. Når det så er sagt, så er A Brighter Tomorrow altså ikke den værste synder på den front. Den handler om forfald, rent kunstnerisk er den også tydeligvis forfaldet en del, men den lægger alligevel nye ting til Morettis samlede værk. Og så længe der er nye ting, så kan jeg godt lide at se film også af gamle instruktører, der ikke længere er på toppen.