Palmesøndag del 441
(Jessica Hausner, Østrig/UK
Cannes 2023)
Jessica Hausner eksperimenterer. Hun har kun lavet seks film på snart 25 år, men i de fleste af dem prøver hun noget helt nyt. Det er beundringsværdigt. Men nogle gange har hendes uvilje mod at tage det sikre valg mest fået hendes film til at virke mærkelige. Og andre filmiske idéer har det taget hende et par forsøg at få leveret helt overbevisende.
Club Zero arbejder i høj grad videre på stilen fra Little Joe (2019). Den er igen ekstremt farverig, der er igen et japansk-lydende soundtrack (omend det denne gang er komponeret af den østrigske komponist Markus Binder, hvor det i Little Joe var gammel musik af Teiji Ito) og der er lidt den samme brug af linjer og skæve vinkler i hendes billedkompositioner. Men hvor jeg kløede mig i håret over Little Joe, så følte jeg at jeg forstod meget mere af Club Zero. Ja, undervejs følte jeg, at det var en filmisk milepæl, der på imponerende vis fornyer den østrigske ‘rektangel-film’, og som syntes at sige virkelig meget om den postmoderne verden.
Men så foretog filmen nogle virkelig overraskende narrative valg til sidst. Og jeg blev mindet om, at Hausner altid er villig til at gøre det uforudsete og overrumplende. Og at det ikke altid er nogen god ting.
Den unge lærer Miss Novak (Mia Wasikowska) ankommer til en privat eliteskole, hvor hun begynder at undervise i ‘conscious eating’. Hvis man bare virkelig koncentrerer sig, så behøver man næsten ikke at spise noget, og faktisk er hele det der med at vi skal spise bare noget vi har overbevist kroppen om, og egentlig er det et symptom på alt muligt galt med samfundet: Fødevareindustri, kapitalisme, etc. Hun får overbevist en række unge mennesker, og snart begynder deres forhold til at spise at antage karakter af en kult. Er hun bare en manipulator? Eller er der ved at ske noget nærmest mirakuløst?
Hausner gentager hele tiden den her tematik. Viljestyrke. Manipulation. En nærmest overnaturlig påvirkning af krop og sind. Club Zero‘s tema om at viljestyrke kan få kroppen til at holde op med at behøve mad minder mest om Lourdes (2009), hvor en pilgrimstur til den katolske helligdom i Lourdes syntes at helbrede en ung kvinde på mirakuløs vis. Eller var det viljestyrke som i det mindste midlertidigt fik hende til at gå? I Little Joe (2019) var det en plante, der måske/måske ikke kunne ændre menneskers personlighed. Eller også var folk omkring hovedpersonen bare nederen og manipulerende? Og i Amour Fou (2014), der foregik i 1800-tallets Berlin, var der dels en kræftsygdom, der måske/måske ikke var indbildt (læger måtte helst ikke røre ved kvinder, så det var svært at bekræfte med sikkerhed), samt den unge digter Heinrich von Kleist, der forsøgte at finde en kvinde til at begå selvmord sammen med ham, og som også virkede ret manipulerende.
Hausners hovedtematik er et helt grundlæggende filosofisk spørgsmål: Hvor meget af vores liv kontrollerer vi egentlig selv? På den ene side kan hendes karakterer nogle gange gøre nærmest mirakuløse ting ved viljens kraft. På den anden side synes de påvirket/manipuleret af alle mulige ting omkring sig, lærere, digtervenner, planter, samt af mere abstrakte ting som ideologi, religion og politik. Grunden til, at hun er så stor en instruktør, en af tidens største, er, at hun omformer den her idé om omgivelsernes indflydelse på vores liv/krop/identitet til en ekstremt filmisk brug af rum.
I Lourdes var det f.eks ret simpelt: Hausner skildrede det meget hellige sted så overgjort og overlæsset at vi godt kunne forstå hvordan det kunne overbevise en person om, at Gud havde helbredt hende. Amour Fou er en af mine yndlingsfilm, fordi arbejdet med at genskabe 1800-tallets Tyskland er så ekstremt gennemført, særligt i brugen af rum som ideologi. Det mener jeg meget bogstaveligt. De stuer som filmen foregår i er f.eks indrettet så der præcis midt i rummet står en buste af kejseren. I en entré står der en stol lige midt i rummet, som herren i huset kan sidde på når han kommer hjem, og så står konen på den ene side og fortæller ham om hvordan dagen er gået, og tjenestepigen er på den anden side for at give ham tøfler på. Men Hausner filmer det hele skævt, sådan så vi dels kan forstå at det er indrettet symmetrisk og med klart ideologisk indhold, men også så vi kan se at det er konstrueret på den måde, for billederne er ikke symmetriske.
Den her brug af symmetri er en tilbagevendende ting hos østrigske instruktører som Ulrich Seidl, Markus Schleinzer og Nicolaus Geyrhalter. Men Hausner varierede det ved at filme det skævt og underminere symmetrien. Og nu forstår jeg også hvordan hun i Little Joe og Club Zero forsøger at udvikle stilen yderligere. For den symmetriske verden, som de østrigske instruktører kreerer, er i høj grad en tidlig modernistisk verden. Emblematisk skildret i Schleinzers Angelo, der foregik i 1700-tallet, og hvor en museumsinstruktør på et tidspunkt udtalte: ‘Det er vores opgave at opdage og genskabe naturens orden’ hvilket foregik ved at lave nogle meget symmetriske udstillinger, hvor f.eks sorte mennesker havde deres faste plads. Det er oplysningstidens symmetri, det er en idé om orden og rette pladser, med alt hvad det indebærer. Jeg har også postuleret, at det fylder så meget i Østrig, fordi Østrig i oplysningstiden var et gigantisk Tyskromersk/Østrig-Ungarsk rige, og derfor var i stand til at bygge rum inspireret af oplysningstiden i gigantisk format, men efter Første Verdenskrig blev et ganske lille land, hvorfor hele den ideologi og rumlige opbygning føles ekstremt overgjort.
En lang smøre for at forklare, hvorfor Amour Fou er så god en film. Men det som gør Club Zero så fascinerende, er at dens rum ikke længere er tidligt moderne. De er sen/postmoderne. Den privatskole, hvor filmen foregår, er et sammensurium af rumlige idéer: Glasdøre, runde møbler, skæve vinkler, en væg der ligner japansk inspireret, kunstige mursten, etc. Det ligner en form for bygning vi alle sammen kender, sådan noget bygget i halvfemserne og frem, hvor én stil overhovedet ikke var nok, men det heller ikke ligefrem er avantgarde. Og Hausners faste fotograf Martin Gschlacht bruger den her arkitektur helt eminent, filmer fra skæve vinkler, oppe under loftet, skaber tableauer af rhomber og ovaler – en mulig overskrift kunne være ‘fra rektangelfilm til rhombefilm’. Det er et rum, der synes aktivt at ville gøre op med idéen om at ‘genskabe naturens orden’. Men orden og symmetri er der stadigvæk, det ser bare meget mere kaotisk ud.
Club Zero er en satire om magt og manipulation. Men det er et postmoderne magthierarki, hvor magtstrukturer er uigennemskuelige. Miss Novak bruger helt klart sin magt på manipulatorisk vis, og manipulerer også med skolens leder Miss Dorset (Sidste Babett Knudsen). Men omvendt kan enhver af skolens personale på et øjeblik blive bortvist, hvis de gør et eller andet forældregruppen ikke bryder sig om. Men forældregruppen lader også til at kunne blive manipuleret skræmmende let.
Det er en post-hierarkisk/post-sandhed/post-politisk verden, som Club Zero foregår i, og jeg elsker hvordan det føles som om at billedsproget forsøger at skildre det her også æstetisk. Og det burde måske ikke være overraskende, at filmen løbende bliver mere og mere absurd og ulogisk. Men det er så også her jeg føler jeg bliver kastet af. Slutningen føles abrupt og i sin brug af religiøs ikonografi nærmest kitchet. Hey, kitch er også en del af det postmoderne ifølge teoretikerne. Og det er fint. Men jeg kan bare ikke lide det. Så Club Zero bliver igen en Jessica Hausner film, hvor hun gør rigtig mange overraskende og eksperimenterende ting, og jeg synes noget af det er genialt og ekstremt tankevækkende, og så er der andre ting jeg overhovedet ikke forstår, og ikke bryder mig om.
Men mængden af genialitet er høj. Højere end langt de fleste film som Club Zero konkurrerede imod i Cannes.