Palmesøndag del 442
(Ari Aster, USA
Cannes 2025)

Produktionsselskabet A24 har domineret amerikansk indiefilm de sidste femten år. De distribuerede og/eller producerede så mange forskellige slags film, fra Barry Jenkins’ Moonlight, over Kelly Reichardts Showing Up, og til Steve McQueens fire timer lange dokumentar Occupied City, at man ikke rigtig kan tale om én ‘A24-æstetik’, men der er alligevel visse ting man forbinder med selskabet: Fokus på genrefilm, og leg med genrenormer. Energisk og funklende æstetik, gerne let surrealistisk. Og en politisk subtekst, gerne noget med identitetspolitik. Det kan f.eks ses i selskabets største succes, Everything Everywhere All at Once (2022) af Daniel Kwan og Daniel Scheinert. Den film kombinerer alle tre dele på ret så fornem vis.

På det seneste er det dog som om nogle A24-instruktører ændrer balancen mellem de tre elementer. Alex Garland brød f.eks igennem med scifi-filmen Ex Machina (2014) og Annihilation (2018), før han gik i en mere direkte politisk retning med Men (2022) og Civil War (2024). Alene titlerne…

Ari Aster virker som om han forsøger at gøre noget lignende. Hans første film Hereditary (2018) og Midsommar (2019) er blandt de største successor i A24’s historie, og er creepy horrorfilm, med især i Midsommar en semi-politisk tematisk understrøm om kønsnormer og etno-nationalisme. Beau Is Afraid (2023) og Eddington går væk fra horrorgenren, og forsøger i stedet mest af alt at være store filmiske statements.

Civil War blev, om man synes den er lige så god som Garlands scifi-film eller ej, endnu en kæmpe succes for A24. Ari Asters nyere film er floppet. Og de virker også på mig som ret så forfejlede film. Aster vil så gerne fortælle alt muligt om vores samtid, men jeg har svært ved at finde ret mange originale tanker i hans film, og hans genre-prægede stil kommer på ret overraskende vis til at stå i vejen for hans samfundskritiske pointer. Eddington forsøger at gøre alt muligt på samme tid, men det er som om alt spænder ben for hinanden, og filmen ender mest af alt bare med at virke helt vildt kedelig.

Man kan godt nogle gange glemme/fortrænge hvor vild en tid foråret 2020 var, men Asters film genopliver en absurd tid, og kører derefter endnu længere ud i det absurde. I den lille by Eddington i New Mexico er der netop blevet udstedt et maskepåbud, hvilket sheriff Joe Cross (Joaquin Phoenix) er så meget imod, at han beslutter sig til at stille op som modkandidat mod borgmester Ted Garcia (Pedro Pascal). Konflikten mellem de to store mænd i en lille by eskalerer hele tiden, da Joe dels dykker ned i kontroverser omkring det datacenter som Ted er ved at give tilladelse til, og dels er der et fortidigt forhold mellem Ted og Joe Cross’ kone Louise (Emma Stone), som Joe Cross begynder at mistænke for at have involveret overgreb, mest fordi han begynder at læse for mange QAnon-agtige hjemmesider på nettet. Og alt det er inden George Floyd bliver myrdet, og Eddington lige som så mange andre byer i USA eksploderer i demonstrationer mod politivold. Og først derefter begynder fortællingen for alvor at blive absurd og satirisk og overdreven. Der er fuld gang i plottet hele vejen igennem.

Så det er faktisk virkelig interessant, at filmen alligevel er så voldsomt kedelig. En del af det skyldes naturligvis længden. Det kunne nok være en langt kortere film, hvis bare karaktererne snakkede lidt hurtigere, eller hvis ikke Aster insisterede på at følge i hælene på dem i lange trackingshots hele tiden. Men selvom der er et væld af idéer og plot-twists og referencer til politiske begivenheder, så føles det ikke altid som om Aster ved hvad han skal gøre med de forskellige ting. Og derfor går gassen hele tiden af ballonen i selv de mest højspændte scener.

Når Eddingtons indbyggere går på gaden i protest mod politiet, og Joe Cross er nødt til at konfrontere dem, så får vi bare en fire-fem slogans og lidt tumult om en telefon. Derfor kommer scenen aldrig til at levere en politisk pointe, men scenens dramaturgi fungerer heller ikke. Joe Cross’ karakter har ikke interessante nok holdninger til at hans replikker kan være interessante. Filmens unge social justice aktivister er papfigurer, der først og fremmest er defineret ved ikke at være i stand til andet end gentage ting fra bøger, så de har heller ikke noget interessant at sige, og Aster kan ikke engang rigtig finde ud af at gøre noget med den sorte betjent Mike (Micheal Ward), der i stedet for at sige noget interessant synes at være forvirret og i strid med sig selv på en meget sammenbidt og tavs måde, så der kommer heller ikke noget interessant fra ham. Resultatet er en fatal mangel på energi og fremdrift, som ikke bliver afhjulpet af, at Aster fem minutter senere kaster sig ud i en ny idé.

Asters gyserfilm virkede ret idiosynkratiske. Hereditary gik voldsomt meget op i sin meget specifikke og detaljerede brug af dæmonologisk spiritisme, hvilket fik dens gys til at virke ret virkeligt. Midsommar udpenslede virkelig også sine kultiske ritualer, og selvom det ikke virkede særligt troværdigt svenskt, så fik det stadigvæk noget uvirkeligt og uhyggeligt til at føles virkeligt. Men Beau Is Afraid virkede som et opkog af psykoanalytiske klichéer, noget med moderbindinger, ødipale komplekser, forbindelser mellem sex og død, som fik de tre timer til at føles meget tomme. Og Eddington har intet personligt eller særegent at sige om USA i 2020. Det er en af de første film som virkelig forsøger at genskabe hvordan det føltes der for fem år siden (men det virker heller ikke som jeg husker det, særligt fylder Donald Trump alt alt for lidt), men har intet interessant at sige om tiden. Ari Aster vil ikke nøjes med at være genre-instruktør, han vil være en stor auteur, men har så meget mindre interessant på hjerte om politik end han havde om dæmonkongen Paimon, så skiftet lykkes ikke ret godt.

Og så er Eddington bare heller ikke særlig godt instrueret, sådan rent filmisk. Den mangler rytme, den mangler æstetik, den mangler overskud. Med Darius Khondji, der har fotograferet film som Hanekes Amour og Safdie-brødrenes Uncut Gems, så er der garanti for pæne billeder, men det føles ikke som om de siger ret meget. Og taget i betragtning af, at filmen hedder Eddington, så er det forbløffende hvor lidt filmisk fornemmelse for byen som karakter, filmen formår at skabe. Måske jeg har overset noget, men jeg synes byen var komplet anonym. Og kameraet bruger den ikke ret godt. Hvor en film om personer og deres miljø måske ville gøre brug af total-billeder, der inkluderede både mennesker og omgivelser, så gør Eddington sig i stedet konstant i tracking-shots, hvor vi mest ser mennesker blandt andre mennesker, eller blandt de valgplakater som filmen er fuld af. Det virker virkelig ikke som om der har været overskud til andet end at kaste alt hvad der smager af 2020 ind i filmen, og så køre det rundt i en stor pærevælling.

Der er enkelte ting jeg godt kan lide. Joe Cross forsøger på et tidspunkt et virkelig kontroversielt angreb på Ted, som giver totalt bagslag, og næste gang de to mødes stikker Ted ham pludselig to lussinger. Og Joe indser at han ikke kan gøre noget som helst, at han er totalt ydmyget, at det er hans egen skyld, og han må luske væk igen. Den lille scene kunne jeg virkelig godt lide, den sagde mig noget om maskulinitet, om skam, om selvopfattelse. Det blev komplet undermineret af, hvad der senere sker i filmen, men det ødelægger det ikke helt.

Der er bare alt for lidt af den slags i Eddington. Det er to en halv time med karakterer, som ikke forstår hvad der foregår, som ikke er i stand til rigtig at formulere sig om hvad der foregår, og som ikke rigtig kan finde ud af at reagere på hvad der foregår. De er nærmest paralyserede. Og det behøvede måske ikke at være kedeligt, men meget af tiden virker Ari Aster næsten lige så paralyseret som hans karakterer. Og så føles det bare som om filmen går i stå, lige meget hvor mange crazy ting der sker.