Palmesøndag del 433
(Diamant brut, Agathe Riedinger, Frankrig
Cannes 2024)
I et klip i Agathe Riedingers debutfilm Wild Diamond ser vi unge Liane forsøge at optage en lille video af sig selv. Til venstre hænger kameraet, som hun performer for, omverdens blik som hun forsøger at imponere. Foran hende står der et spejl, hvor hun tjekker sit look, sørger for at alt ser ordenligt ud, Lianes eget blik. Og så er der vores blik, filmkameraets blik, på afstand, opstillet så det skaber en smuk, kvadratisk komposition af lys og skygge, med den unge kvinde og hendes komplekse optagelses-apparat stillet til kontemplativt skue.
Det er hele tre forskellige slags blik på Liane, hendes eget, hendes følgeres, og filmens publikums. Det er et rigtig typisk arthouse-øjeblik i sin meta-komposition, der minder os om at alle blik er subjektive og konstruerede, der findes ikke det objektive blik, der findes ikke den ufiltrerede virkelighed.
Men det er bare en lidt pudsig ting at markere så tydeligt, i en film der ellers meget af tiden forsøger at være en art socialrealisme. Men Wild Diamond har på ret så fransk vis ingen tiltro til realismen. Det gør nogle gange filmens sociale pointer svagere end de kunne være. Men andre gange spidder det en moderne anti-realisme på kornet.
19-årige Liane (Malou Khebizi) vil være reality-stjerne og influencer. Hun har allerede tusindvis af følgere på de sociale medier, har fået foretaget den første kosmetiske operation, og forsøger at skaffe penge til flere via småtyveri af parfume og deslige. Da hun kommer til casting til showet Miracle Island er hendes lykke måske gjort. Men der kommer ikke noget svar på om hun skal være med eller ej, og i mellemtiden er der problemer i hendes familie, og hun begynder at hænge ud med den jævnaldrende Dino (Idir Azougli), et af meget få mennesker der kan genkende hende fra en ellers fortrængt del af hendes fortid.
Plottet med Dino og Lianes fortid er lidt pudsigt håndteret. De har mødt hinanden som børn på en ‘institution’, og der er tydeligvis foregået meget mørke ting derhenne. Liane er stadigvæk rasende på hendes mor for ikke at sørge for hun ikke kom derhen, og man har på fornemmelsen at Lianes komplekse forhold til krop og sex sikkert godt kan stamme fra forfærdelige ting hun har været udsat for mens hun var institutionaliseret. Men det bliver aldrig rigtig skåret ud i pap.
Det er pudsigt, fordi Wild Diamond ellers langt hen ad vejen forsøger at være en socialrealistisk ungdomsskildring, og her skulle man tro noget kritik af et børnehjem lå lige til højrebenet. Men i stedet for er det skildret udelukkende psykologisk, som et traume, som et mørkt hul i baggrundsfortællingen om Liane, som vi aldrig kan komme helt frem til, men må deducere os frem til ud fra små clues. Hvilket er en meget lidt socialrealistisk måde at gøre tingene på, men i stedet virker som en umanerlig fransk arthouse-tilgang til tingene.
Det fik mig til at tænke på, om franskmændene overhovedet kan lave socialrealisme længere. Man kan sammenligne med en film som Andrea Arnolds Fish Tank, der også handler om en ung kvinde med danser-drømme. Men Arnold håndterer sin miljøskildring med bravur. Vi får svar på alt hvad vi skal vide om unge Mia til at starte med, og filmen handler så om hvordan hun navigerer en forvirrende verden fyldt med hemmeligheder. I Wild Diamond er fokus lagt på Liane selv som karakter, det er hendes indre verden vi langsomt bliver ført ind i, og den omkringliggende verden fremstår mærkelig og udefineret. Til tider på nærmest komisk vis, som når f.eks Liane og hendes mor og søster bor i et lille hus, som vi aldrig finder ud af hvor er henne. Det havde været så nemt at putte dem ind i en lejlighed i noget socialt boligbyggeri, så var alle med på hvad der foregik, men i stedet rejser der sig et væld af spørgsmål om hvordan i alverden de nogensinde har haft råd til at bo der, og om huset ligger på landet eller i en forstad. Wild Diamond gør sig faktisk decideret umage for ikke at være nem at afkode rent socialt.
Men til gengæld er der gjort rigtig meget ud af en gennemført filmisk stil. Det ligner at det er optaget på celluloid, med god brug af naturligt lys, og præsenteret i et gammeldags 4:3 format. Et ganske gammeldags filmisk udseende, sådan som film gerne så ud i halvtredserne, hvilket kontrasterer med den digitale TikTok/Instragram virkelighed som Liane og hendes jævnaldrende bevæger sig rundt i. Det minder lidt om den effekt Sean Baker skabte i Anora, hvor han brugte kamera og linser beregnet på de mest episke film, men filmede alting håndholdt og rystet som var det en lille indiefilm. Baker fandt dermed det episke i det socialt udstødte. Wild Diamond gør noget andet. Måske den forsøger at genfinde en art fransk poetisk realisme i det digitalt uvirkelige? Der er i hvert fald imponerende meget sollys og vind i træerne, ligesom den franske filmteoretiker André Bazin gerne ville have det.
Når Wild Diamond er bedst skaber det en ret god effekt, en særlig form for uvirkelighed. Filmen er optaget i Sydfrankrig, og Liane og Dino navigerer en verden med nogle gange forbløffende mange penge. Dino er tidligere straffet og uden ret mange fremtidsmuligheder, men bliver alligevel kaldt ind på et kæmpe palads for at reparere en dyr sportsvogn. I mit yndlingsklip overnatter de to i et ikke færdigbygget hus, og om morgenen kravler Liane op af en stige og står på skelettet af et hus midt i et helt vidunderligt bjerglandskab.
Det minder mig om en anden instruktør: Matteo Garrone. I sit plot hvor hovedpersonenen venter på lyd fra en casting til en reality-serie er det naturligvis umuligt ikke at tænke på Garrones Reality, men Wild Diamond skildrer også hvordan uvirkelighed synes at brede sig i den verden Liane og Dino forsøger at finde fodfæste i. Huset i bjergene minder mig om en passage fra Roberto Savianos roman Gomorrah, der blev til Garrones stadigvæk bedste film, hvor Saviano beskriver paradokset med mafiaens huse i bjergene, som på papiret ikke eksisterer, men som alle kan se med deres blotte øjne. Det er et af mange eksempler på hvordan mafiaen spreder uvirkelighed i det italienske samfund. Jeg spekulerer på om det skal forstås sådan, at Dinos verden også er gangster-påvirket, men jeg ved ikke nok om de lokale franske forhold til at kunne konkludere noget.
Det er heller ikke rigtig nødvendigt. Pointen er, at der er masser af sprækker af uvirkelighed i Wild Diamond. Og der er rigtig mange steder de kan komme fra, fra digitaliseringen, de sociale medier, fra Lianes forsøg på at fortrænge en traumatisk fortid, måske fra gangsterpenge. Jeg er umanerlig imponeret over håndteringen af kontrasten mellem det virkelige og det uvirkelige i Riedingers debutfilm, men jeg kan ikke helt endnu regne ud hvad hun vil sige med den kontrast. Derfor føles filmen meget som en debutfilm, den er også lidt ujævn. Når hendes næste film begynder at udkomme vil det forhåbentlig bliver nemmere at se, hvad det egentlig er hun har på hjerte.