Canada er et mærkværdigt filmland. Nærmest usynligt. På Cannes 2014 var der hele tre canadiske instruktører i hovedkonkurrence, flere end USA, næstflest efter Frankrig, men bliver det omtalt som om canadisk film blomstrer? Nah, David Cronenberg og Atom Egoyan regnes for nordamerikanske instruktører, Xavier Dolan som sin egen ting. Der er fransksproget Quebec-film – Dolan, […]
Kvæg. Der er ret mange af dem i kunstfilmen. Siden Bela Tarr’s syv timer lange Satantango startede med et langt klip af køer vandrende rundt for sig selv, har det nærmest været en kliché, at kunstfilm gerne lige starter med nogle billeder af kvæg, før de kan gå i gang med plottet. Det har mest været en […]
Samme dag som jeg så Julia Ducournau’s Raw læste jeg en artikel i indiewire om et mærkværdigt problem for horror-film: Som den eneste genre er der ikke for horror nogen sammenhæng mellem gode anmeldelser og høje billettal. Komedier, action, spandexhelte, for dem alle gælder at der en vis grad af sammenhæng mellem hvad kritikerne synes er vellavet, […]
Uundgåeligt på festivaler sker der det, at omstændighederne får film til at spejle sig i hinanden. Søndag så jeg f.eks. to film hvoraf den anden, João Pedro Rodrigues The Ornithologist, var alt det den første, Alain Guiraudie’s Staying Vertical, burde have været. Begge film er af instruktører kendt for lgbt-film, begge film handler om mænd der bevæger […]
Palmesøndag del 73 (Rester Vertical, Alain Guiraudie, Frankrig Cannes 2016) Da jeg startede denne blog besluttede jeg mig for at skrive om alle film der har været nomineret til Guldpalmen. Det startede som en måde at lave ‘content’ på, med en idé om jeg ville komme til at skrive om de fleste af de bedste […]
Hver gang jeg ser en filipinsk film bliver jeg fascineret af sproget. Med Lav Diaz’ The Woman Who Left starter denne fascination med det samme, idet filmen starter med en voiceover. Vi er i 1997, Hong Kong er netop blevet givet tilbage til kineserne, og en bølge af kidnapninger har ramt Filippinerne, hvilket fortrinsvis er gået udover […]
Hong Sang-soo laver nærmest den samme film – instruktør og kvinder mødes, drikker soju, snakker – men nogle gange laver han den særlig, og nogle gange knap så særlig. In Another Country fra 2012 havde Isabelle Huppert, og udspillede tre variationer over samme tema ved en strand i Korea. Den var særlig. Hill of Freedom fra 2014 var den […]
Eugène Green er en ener. Den 69-årige instruktør, født i New York men siden 1976 fransk statsborger, har lavet barokteater siden 70’erne, skrevet bøger og skuespil, undervist i barok-diktion, og så siden 2001 formået at lave nu 6 langfilm. De fire seneste handler ikke overraskende i høj grad om det 17. århundredes barok-kunst (Le Pont des Arts (2004) om […]
Så er det endelig nu! Efter halvandet års ventetid, grundet dato-bytning mellem CPH:DOX og CPH:PIX, er det nu ENDELIG den tid hvor smalle film fra hele verden kan ses i de danske biografer. Jeg kommer til at rapportere løbende fra festivalen – vil anmelde hele hovedkonkurrencen, og forhåbentlig skrive om en god pose film derudover […]
Palmesøndag del 72 (Todd Haynes, USA, Cannes 2015, Bedste Skuespillerinde (Rooney Mara) + Queer Palm) Carol er måske Todd Haynes bedste film. I den bedste af alle verdener er det startskuddet til en opblomstring af en filmografi, der dels har været noget irregulær på det sidste – filmen er hans første spillefilm siden I’m Not […]
