Tre film om overvågere. I halvfjerdsernes San Francisco optager Harry Caul en samtale i Coppola’s The Conversation, hvilket udløser forfølgelse og paranoia hvis indbyrdes proportioner aldrig bliver helt klare. I De Andres Liv optager en spion for DDR dissidenternes liv og stilles i svære moralske dillemaer. Og i Aloys optager privatdetektiv Aloys Adorn utro ægtemænd indtil han mister sine optagelser i en brandert og bliver kimet ned af en mystisk kvinde som dog formentlig mest keder sig. Instruktøren vedkendte sig arven fra The Conversation, fortalte endda at tanken var at privatdetektiv Aloys far skulle forestille at være Gene Hackman’s karakter fra Coppola’s film, men hvis forholdet til overvågning er nogen indikator, så var der gang i halvfjerdsernes USA og firsernes DDR, mens Schweiz ifølge Tobias Nölle’s film, fin og glimrende som den er, godt nok må være et trøstesløst og ensomt sted.
Tre film om lyd. I Leonardo Brzezicki’s Night hører vi optagelserne fra en lydkunstner, efter han har begået selvmord. I Eskil Vogt’s Blind bliver en kvinde langsomt blind (duh…) og må forestille sig verden ud fra de lyde hun registrerer. Og i Aloys går Aloys fra at leve sit liv via de mennesker han overvåger, til at drømme sig ind i lydbillederne fra de telefonsamtaler han har med den unge kvinde. Alle tre film har været i New Talent Grand PIX, så det virker som om det er et tema en eller anden på festivalen er svært glad for, og det giver da også mulighed for mange filmiske finurligheder. Men hvor lydverdenen i de to første film er forbundet med smerte – det er en spinkel livline til den døde ven i Night og den sidste livline til hele verdenen i Blind – så lever Aloys med større glæde i lydverdenen end han gør i virkeligheden. Det bringer liv ind i en ellers ret grå film, når han pludselig drømmer om at spille musik med sin udkårne, holde fester, vandre i skoven, klippene frem og tilbage mellem drøm og virkeligheden, hvor Aloys nu har udviklet sig til en trist særling med høretelefoner i ørene. Der er helt bestemt filmisk overskud i Nölle’s debutfilm.
En betonboligblok hvori de fleste af filmens karakterer bor. Aloys er også i dens grå passager en smukt optaget film. Geometrisk og symmetrisk, oplyst af gadelys, de første scener fra det schweiziske gadeliv – Nölle fortalte de var optaget dels i Zürich, dels Bern – er en urban verden hvor alle er alene, hvor tosomheden findes hos de utro par Aloys filmer. I scenen hvor Aloys finder ud af han har fået stjålet sine videobånd vågner han op i en bus parkeret på depot, med ruder så tilduggede han ikke kan se ud, som var bussen en fængselscelle for en ensom mand midt i en storby. Naturen trænger ind, dels via skoven Aloys fantaserer sig hen til, dels via en petting zoo der spiller en central rolle, hvor får stirrer smilende ind i kameraet.
To mennesker, tre verdener. Den enes fantasi, den andens ditto, og den virkelige verden. Det er egentlig en kompleks konstruktion Aloys har gang i, med de to ensomme mennesker og den fantasiverden de skaber indbyrdes, men filmen reducerer kompleksiteten noget ved at lade fantasien være Aloys alene, og kun i glimt vise os hvad hans udkårne tænker om det. Hun skoser ham for at skabe en fantasiudgave af hende som ikke er baseret på hendes virkelige udseende, hvorved filmen påpeger at der findes en anden udgave af filmens plot, baseret på den kvindelige karakters fantasier og oplevelser, men det er ikke noget filmen rigtig kan dykke ned i. Med sine finurlige virkelighedsplaner, sine DIY-fantasmer, er Aloys dermed den anden film i årets Grand PIX-konkurrence, efter Swiss Army Man, der finder sin filmiske styrke i Gondry’esque fremstilling af en ung mands arrested development. Jeg lærer nok aldrig helt at forstå hvorfor det er den vigtigste ting i verden. Tobias Nölle fortalte hans tanke havde været, at hvis The Conversation ender med at Harry Caul synker ind i sin egen paranoia, så skulle Aloys vise hans søn finde en vej ud, men The Conversation handler om nationale traumer og det virkelighedstab der følger med, Aloys handler blot om en mand der ikke er bleven voksen endnu. Den virkeligt filmiske interessante del ville formentlig komme hvor de to mennesker skulle få deres verdener til at komme overens, men dertil når filmen aldrig. Det er dér hvor Aloys viser sig som en debutfilm, den viser en instruktør med store evner, og skæve interesser og virkemidler – han fortalte hans næste projekt kunne være en genrefilm om en politimand på opgave, som også må kæmpe med et sansetab, en lydfilm i stil med Aloys – men indtil videre er der ikke så voldsom megen kompleksitet i hans filmverden. Lad os håbe det kommer, Aloys er i alle fald ‘lovende’.