Palmesøndag del 75
(Trois Couleurs: Rouge, Krzysztof Kieślowski, Polen
Cannes 1994)

-Bliv lidt
-Hvorfor?
-Der er sådan et smukt lys…

Hvor mange film findes der, der er så gennemført glædelige som Kieslowski’s Rød? Åh, man bliver glad af mange af Kieslowski’s film, man bliver glad af det meste god kunst, men behageligheden i Rød er uovertruffen. Den varme røde farve, det medrivende Ravel-inspirerede tema, lyset, åh lyset! Og skønne Irène Jacob i hovedrollen! Rød har ikke den ængstelige moralitet fra film som Blind Chance eller Dekalog, ej heller helt den visuelle opfindsomhed fra Veronikas To Liv og Blå, hvor samarbejdet med fotograf Slawomir Idziak for alvor brændte igennem, og Rød er heller ej så politisk og kynisk som Hvid. Men fra den første scene, hvor vi følger et telefonopkald fra den ene ende, gennem telefonstik, undervandskabler, omstilling og til den anden telefon, ja der er Rød en ren fornøjelse at give sig hen til. Og så er der hundehvalpe! Hvordan kan man være ked af en film med syv hundehvalpe?

Den lettere tone ligger til temaet. Filmnørder er måske uenige, men blå er ikke en varmere farve end rød, og Rød er derfor trilogiens varmeste film. Samtidig bygger de tre film i Kieslowski’s trilogi på humanismens idealer, og ‘broderskab’ er et lidt mindre vægtigt emne end ‘frihed’ og ‘lighed’. Politiske filosoffer har kæmpet i århundreder med at forene frihed med lighed, for hvordan skal man være fri til at kunne være som man vil, hvis man samtidig vil have at folk er lige? Hele kampen mellem liberalisme og socialisme er fanget i de to første idealer, men ‘broderskab’? Jo, det er da også godt at have? Så måske derfor er plottet mere behageligt end i de to foregående film, centreret omkring modellen Valentine (Jacob) og hendes tilfældige møde med en gammel dommer (Jean-Louis Trintignant) da hun kommer til at køre hans hund over. Begge opblødes efter det tilfældige møde, og finder et fællesskab. Og i periferien findes en anden ung jurist, der synes fanget i et skæbnebroderskab med den gamle dommer, som om båndene der binder os går tværs over tid.

Plotfinten med den unge jurist er der hvor filmen bliver mest metafysisk, men der er en konstant fornemmelse af, at der er flere til stede i scener end der egentlig er. Til tider blot på samme måde som det altid er i den moderne verden, som i de mange telefon-scener, hvor fjerne mennesker på magisk vis synes ganske nær. Den samme effekt ses når dommeren overvåger hans naboers telefonsamtaler, og på den måde oplever at være med i deres liv og vice versa. Men det er også en filmisk effekt, når kameraet ofte fokuserer på de mange tegn efter andre mennesker. F.eks. i en scene hvor Valentine er ude og bowle, og kameraet bevæger sig til venstre, indtil det fokuserer på et knust glas. Vi fornemmer en væsentlig person har knust glasset, og får da også senere at vide at en af dommerens naboer også var ude og bowle den aften. Knust glas går igen i filmen, det knuses ofte i frustration, efterlader tegn på menneskelige følelser, sætter sig spor i vores fælles virkelighed som en markering af det, ahem, broderskab der er mellem mennesker i denne verden.

Den slovenske ‘filosof’ Slavoj Zizek så det lidt anderledes. For ham handlede forholdet mellem Valentine og dommeren om at den unge kvinde ville have en pacificerende faderfigur, hvorimod til gengæld det at modellens ansigtstræk så ofte blev stillet til skue betød hun blev som et spøgelse for den gamle dommer. Det lyder en del mere seriøst. Det er også muligt at se filmen som en udstilling af broderskabs-begrebet, ligesom de to andre film i serien kan siges at udstille de begreber de beskæftiger sig med, for det menneskelige fællesskab i nabolaget kommer f.eks. først og fremmest når de kan væmmes sammen over den gamle spionerende dommer, og filmens kærlighedsforhold synes baseret på kontrol og utroskab. Men jeg har svært ved at tage en film, der er så herlig, specielt seriøst, også fordi nogle af dens elementer forbliver fjollede. Gode gamle van den Budenmayer, den fiktive komponist Kieslowski opfandt til at forklare de mange nykomponerede stykker musik hans samarbejdespartner Zbigniew Preisner skrev til hans film, har nu åbenbart komponeret musik der lyder præcis som Ravel’s musik fra det tidlige tyvende århundrede, selvom han ellers i de tidligere film var en hollandsk barokkomponist. Og da Valentine forsøger at købe hans cd er den udsolgt, så populær er den alsidige komponist. Musikken lyder hverken mindre kitchet eller mindre herlig end i de tidligere film. Men det er som om den passer bedre ind i scenen hvor Valentine går catwalk til modeshow, end den gjorde i den meget seriøse symfoni i centrum af Blå. Rød er en lidt glitret, lidt kitchet, lidt overfladisk film. Men det klæder den sådan set glimrende.

Det er en postmoderne film. Og det virker i og for sig passende, at den både var stor favorit da den havde premiere i konkurrencen i Cannes i 1994, og at den endte med at tabe til en anden postmoderne klassiker, Quentin Tarantino’s Pulp Fiction. Det havde ellers været et passende punktum for en fantastisk karriere til den polske instruktør, der meldte ud at han gik på pension derefter, og blot to år senere døde, blot 54 år gammel. På det tidspunkt havde han domineret arthouse scenen i en ganske vist kort men intens periode, fra Dekalog i 88-89 og til de tre farve-film triumferede i 93-94. Få instruktører har nået så meget på så få år. Som jeg har nævnt tidligere, så er der måske også lidt en fornemmelse af, at trilogien bærer endog meget præg af at være fra 90’erne, det kan til tider virke lidt dateret. Men ikke med Rød, der er en tidsløshed i farve-kombinationen rød/hvid/sort, som leder tanken hen på en film som Leos Carax’ Mauvais Sang. Sen Kieslowski minder altså en del om den franske ‘cinema du look’ bølge. I og for sig er han den delvist franske mesterinstruktør, som bølgen selv aldrig formåede at frembringe. Og Rød er måske den af hans film, der holder allerbedst den dag i dag.

Serien om Krzysztof Kieślowski begyndte med En lille film om kunsten at dræbe