Der plejede at være en rutine med Grasten-film, en evindelig strøm af useriøse serie-film – Krummerne, Anja & Viktor, Bølle Bop – hvis overskud så blev omsat til seriøse projekter, gerne litterært baseret – Familien Gregersen, Kun en Pige, Det Forsømte Forår. Lad os kalde det en strategi med visse knaster, for selvom populær-filmene ofte har været populære, så er det ikke mange af de mere seriøse film der har fundet smag hos kritikerne. Samtidig har Regner Grasten også fået kritik for nepotisme, for at bruge de samme skuespillere igen og igen og igen. Det er derfor ikke så sært at den nyeste film fra Regner Grasten film er et seriøst drama instrueret af hans datter Puk Grasten. Mere overraskende at det måske er filmselskabets bedste film nogensinde. Eller i hvert fald i mange år.

Den 13. marts 1964 blev den unge kvinde Kitty Genovese myrdet på gaden uden for sit hjem i Queens, New York. Mordet blev genstand for enorm debat i USA efter at New York Times publicerede en artikel om mordet med overskriften 37 Who Saw Murder Didn’t Call the Police. ‘For more than half an hour 38 respectable, law‐abiding cit­izens in Queens watched a killer stalk and stab a woman in three separate attacks in Kew Gardens’ stod der, og de forskellige tal sku måske have indikeret at historien ikke var 100% fact checket. Men det blev en central del af mytologien omkring New York og ligegyldigheden der herskede i de moderne storbyer. Puk Grasten fremstiller det som en epokal begivenhed, et knudepunkt i moderne identitetshistorie. Problemet er, at den oprindelige historie var dybt fejlagtig, grænsende til det uansvarlige. Der var ikke 37 som så mordet – de fleste af vidnerne hørte blot larm på gaden – og der var rent faktisk folk som ringede til politiet. Historien var plantet af politiet selv, som stensikkert må have vidst at detaljerne var falske, måske for at dække over de ikke havde fanget den skyldige seriemorder før han dræbte igen, måske for at dække over det uduelige opkaldssystem, som en af naboerne havde siddet fast i til vedkommende gav op. Historien blev genfortalt og nuanceret i sidste års The Witness. Puk Grasten nuancerer også historien, hun dykker ind i måske ikke 37 liv, men et væld af dem, og finder mere og mindre troværdige forklaringer på hvorfor ingen ringede. Nogen kunne bare ikke vide hvad der skete fra hvor deres lejlighed var placeret. Nogle havde travlt med andre ting den aften, og slog det hen. Enkelte er svære ikke at se som monumentale svigt. Resultatet er en spraglende film, med et enormt persongalleri, hvis problemer det meste af tiden blot ridses op snarere end dykkes fuldt ned i.

Det enorme persongalleri spilles af et væld af kendte skuespillere. At 37 føles så meget som en amerikansk indie-film skyldes i høj grad tilstedeværelsen af så mange tv-kendte ansigter, ligesom i så mange Sundance-film. Der er Poussey og Polly fra Orange is the New Black – aka Samira Wiley og Maria Dizzia – som husmødre, og Brother Mouzone himself – Michael Potts – som Wiley’s hårdhudede ægtemand. Det er nok tvivlsomt om nogen af dem får en Independent Spirit Award, dertil er der for lidt screentime til nogen enkelt person, og deres karakterer er for hårdt trukket op. Potts karakter siger da han træder ind i sit nye nabolag ‘Welcome to the middle class!’ Der er familier i opløsning, døde mødre og sære gamle koner, beatniks og børn i problemer. Helt ærligt er det meste banalt. Hvilket måske er pointen. Det var banale ting, der holdt folk fra at ringe. Det giver dog ikke filmen nogen dramatisk krumtap at basere sig på.

Det er nok derfor filmen i stedet baserer sig så meget på æstetik i stedet for – og hurra for det. Optaget på celluloid som en ægte tresserfilm, med et stort fokus på lys- og lyd-effekter. Lille Billy Cunningham er overbevist om at rumvæsnerne kommer, og lyset fra de forbipasserende biler får lov at stråle som ufoer, især det sidste ambulance-lys. Alt kan høres i lejlighederne, men i stedet for at det skulle gøre Kitty’s skrig mere forståelige bliver lydbilledet til en kakofoni af mange familiers problemer med musikalsk underlag, der på et tidspunkt anakronistisk inkluderer Savage Rose – det er vel en dansk film! Motiver gentages igen og igen – de mange tal, ufoerne, børnene der skal lære at tvivle på deres forældre, lejlighederne som iscenesatte dukkehuse, til det bliver den struktur som dramaet nægter at give os. Til sidst kæmper to impulser: Mordet på Kitty Genovese tvinger os til at se en meningsløshed i øjnene, om New York Times havde ret om de 37 vidner eller ej, men børnene, og kunstneren Puk Grasten, bygger en egen menings-konstruktion ud af moradset, for selv i det mest meningsløse kan man finde nye historier. Det gjorde New York Times i 1964, det gør vi i dag med mere viden og mere nuancerede spørgsmål.