En filmfestival er en malmstrøm af billeder fra hele verden. Ti dage inde i en konstant renden rundt mellem biografer, billige sandwich i hænderne, usunde mængder kaffe kastet ned i systemet, og mikroovnsmad til midnatsskriv trænger man til et pusterum. Så da det første billede af Albert Serra’s The Death of Louis XIV tonede frem, en solnedgang over en barokhave, filmet på 35mm, dunkelheden over planterne, med fuglelyde som ambient akkompagnement, da sukkede jeg dybt og sank roligt ned i sædet. Det er ‘slow cinema’, hvor plottets afrunding er afsløret i titlen. Det er verdensfilm, en verden af stearinlys, parykker, dunkle gemakker og streng etikette. Det var lige hvad doktoren anbefalede.
Tre af de aller bedste film fra årets PIX har handlet om sengeliggende. Tre er en trend! Udtrykker det en politisk paralyse også blandt filmverdenens intellektuelle, en målløshed over for verdenens udvikling, men eksplicit uden nogen svar? I Apichatpong Weerasethakul’s Cemetery of Splendour er det ret åbenlyst politisk: De thailandske soldater lider af sovesyge fordi gamle konger bruger dem som drømmekæmpere i fantasmogoriske slag, en vel ret letlæst kritik af det ældgamle monarki. De to andre er historiske film, og dermed længere væk fra os. Radu Jude’s Scarred Hearts har den knoglesyge intellektuelle jøde paralyseret mens verden omkring ham rykker tættere mod den fascistiske jerngarde, en fortælling som vor viden om trediverne og fyrrerne gør endnu mere dyster, men samtidig også en fortælling om hvordan poesi og intellektuelt arbejde har bestået til vore dage trods sygdom og diktatur. The Death of Louis XIV er nærmest omvendt. Louis XIV, solkongen, spillet af fransk films grand ole man Jean-Pierre Léaud, ligger på det yderste, et problem for absolutismens Frankrig, men i mindre grad for et moderne menneske. Rundt omkring ham forsøger hans læger desperat at kurere ham med det bedste datidens videnskab har at byde ind med. Det er mere clean cut en elegi til en gammel verden der går under, uden de store politiske bagtanker, og med 72-årige Léaud i hovedrollen, billeder optaget på gammeldags celluloid, og måden filmen eksisterer som modpol til et af tressernes store historiske filmværker, Rosselini’s The Taking of Power by Louis XIV, opnår filmen også en stemning af elegi for en døende filmkultur.
Catalanske Albert Serra er en ægte ‘independent’ filmskaber, der har fremelsket sin helt egen minimalistiske filmstil og emnekreds. Han debuterede i 2006 med Honor de Cavalleria, en genfortælling af Don Quixote uden vindmøller, maurere og hvad Cervantes ellers puttede ind af plot, blot to mænd der vandrer i bakkerne og tror de er riddere. Birdsong fulgte i 2008, en genfortælling af de tre vise mænds rejse mod Jesus-barnet, uden at fokusere på teologi eller spiritualitet, tre mænd i et landskab. Story of My Death blev et gennembrud i 2013, selvom den langt hen ad vejen var ganske typisk Serra’sk genfortæling af historierne om Casanova og Dracula, så var der dog alligevel et større budget, mere fokuseret billedsprog, mere tematisk dybde. Overraskende vandt den også Guldleoparden på Locarno-festivalen i 2013, hvilket gav Serra et noget større publikum. Og nu laver han så film som co-produktion, med en stjerne i hovedrollen, og fik premiere i Cannes, omend uden for konkurrence.
Det føles også lidt som om det hele er blevet lige den tak mere professionelt. The Death of Louis XIV føles ordentlig, så at sige. Længden af skud føles kortere, der er nærbilleder af ansigter og hunde, der er store kulisser – hvor Story of My Death egentlig lidt føltes som om de rykkede ind og skød på steder der kunne ligne noget fra 1700-tallet, uden at jeg skal kunne sige om det er tilfældet. Der er ikke længere en uendeligt lang scene om Casanova der sidder på wc. Story of My Death kunne man synke ind i, og sætte enhver fornemmelse af tid i stå. Men i The Death of Louis XIV kan man aldrig undslippe slots-urenes tikken, dag og nat, det holder publikum fast sekund for sekund mod døden. Men mest af alt er der en fremdrift i fortællingen, fra Louis XIV først bliver syg til hans symptomer bliver livstruende til han udånder. Der er en logik over filmen, hvad der bestemt ikke har været hos Serra før.
Men måske er det ikke kommet fra pengene, måske er det kommet fra plottet. Selvom Léaud er stjernen, og Louis XIV er titelfiguren, så er hans læge Guy-Crescent Fagon næsten mere vigtig for filmen – han har så også den fordel at han kan stå op og tale og den slags. Filmen omhandler i høj grad videnskabens forsøg på at redde livet for en semi-guddommelig person, det er en situation hvor hverken politisk ideologi eller oplysnings ditto er stærk nok. Og måske er der afstemning mellem emne og filmstil: Historien om Quixote handlede om heltemod, de tre vise mænd om tro, Casanova om dekadence. Historien om Louis XIV er en historie om fornuft, om orden. Omend en spæd form for orden, og skuespilleren der var Casanova i Story of My Death, Vicenc Altaió, har en herlig cameo som kvaksalver. Hvis Albert Serra kan holde sit unikke filmsprog på dette plan, midt mellem fornuft og overtro, orden og kaos, viden og dumhed, så vil hans film vedblive at være blandt det mest spændende der foregår i Vesteuropa i disse år, dejlige åndehuller i den dominerende filmindustri. Og hvis de fortsat kan vises i Cannes, og trække den opmærksomhed der følger med, så er det best of both worlds.