rsz_18505a

A Quiet Passion

This is my letter to the world,
That never wrote to me,– 
The simple news that Nature told, 
With tender majesty. 
Her message is committed 
To hands I cannot see; 
For love of her, sweet countrymen,
Judge tenderly of me! 

Terence Davies’ A Quiet Passion er en kæmpe overraskelse, grænsende til det chokerende. Ikke at det er overraskende den er god, måske endda mesterlig – Sunset Song fra sidste år var god, The Deep Blue Sea fra 2011 endnu bedre, og jeg kaldte for nylig Davies Storbritanniens bedste nulevende instruktør – men det er måden den er så god på som væltede mig ned af stolen. Davies brød igennem med film om ham selv, eksperimenterende montager om livet i Liverpool og de kultur-elementer han søgte tilflugt i. Derefter forsøgte han at lave respektable filmatiseringer, først uden den store held, med de to sidste i en stil der effektivt kombinerer de litterære forlæg med Davies’ undersøgelser af rum, tid, lidelse og musik som lindring. A Quiet Passion er Davies’ første film siden The Long Day Closes, som ikke er baseret på et litterært forlæg, omend det er en biopic om digteren Emily Dickinson, så burde næsten kunne være det samme. Men nej. Filmen er en overlegen komisk genfortælling af Dickinson’s liv, der fremstiller den kvindelige digter som for klog og mærkværdig til sin samtid. Og implicit argumenterer for Davies selv som samme slags geni. En ret farlig konstruktion, som kræves at være absolut overlegen og egensindig for ikke at falde fra hinanden. Well…

Davies har altid brugt musik i sin film, mange af de bedste scener i Sunset Song var dem hvor karakterne sang sammen. Men det var musik og sang brugt ret normalt, som afbræk, som social lim. A Quiet Passion gør det en del mere kompliceret. Tre eksempler. I en af filmens første scener sidder familien Dickinson til koncert med en ung sopran, som synger en arie af Bellini. Først filmer kameraet sangerinden, derefter drejer den op til de to loger hvor børnene sidder på den ene side, far og tante på den anden. De henførte unge drømmer sig ind i musikken, mens de to gamle er utilfredse, faren mener ikke kvinder burde stå på en scene, og tanten mener musik er noget djævelsk noget, hendes salmer er aldeles umusikalske. Efter at have brugt musikken som både fælleskabsskaber og generationskløftsmarkør glider kameraet så tilbage på scenen, hvor sangerinden starter en ny sang. Eller en dans. Emily og hendes søster, Lavinia, kaldet Vinnie, sidder til en komsammen med deres veninde Vryling Buffam, da en ung smuk soldat byder veninden op til dans. De stiller sig klar sammen med de andre par, men da dansen starter bliver det hurtigt en kaotisk og pinlig omgang, soldaten ‘dances like a polar bear’ som Vryling formulerer det. Det tredje eksempel ved jeg vitterlig ikke hvad jeg skal mene om. Toner kommer op fra klaversalonen i stuen til værelset hvor ældre Emily efterhånden har isoleret sig mere og mere, men da jeg genkendte hvilken sang det var, nægtede jeg at tro det kunne være I’m All Alone fra musicalen Spamalot, jeg tænkte i stedet ‘Huh, jeg anede ikke Eric Idle havde kopieret den melodi fra noget 1800-tals klavermusik.’ Men nej, rulleteksterne var klare. Terence Davies bruger en Monty Python sang der hedder ‘I’m All Alone’ til at beskrive sindstilstanden hos en kendt 1800-tals digter – og det skal endda forestille at være noget hendes søskende spiller på klaveret. Hvordan fanden skal jeg forholde mig til det?

Hvis forholdet til musik er så meget mere komplekst og facetteret end det plejer, så kommer karakterernes glæde fra en anden kant: Fra sproget. Logisk for en film om en digter, formentlig også grundet at Davies har været mindre bundet i sin manusskrivning end han plejer, men dialogen er filmens helt store clou, en uendelig blanding af skarpe one-liners og spydige kommentarer. Nogle af dem gik helt hen over hovedet på det danske publikum, f.eks. Vryling’s kommentar om at Dickinson søstrene ikke burde be for meget, for bønner kunne være ‘habit-forming’. Get it? De mange lange dialog-scener medfører også en ny grund-stil, hvor kameraet det meste af tiden laver shot reverse shot på de talende karakterer. Ansigter fanget midt i billedet, smilende, grædende, konstant talende. Men hvilke billeder! Ansigtets plastiske kvaliteter, især hos kvinder der vejer deres ord og dømmes konstant på deres udseende, har sjældent været fanget så gloriøst. Det hjælper at Cynthia Nixon er en åbenbaring i rollen som Emily. At der overhovedet er snak om andre end hende som årets Oscar-vinder fatter jeg ikke en brik af. Jeg vidste godt hun kunne være god, jeg har for nylig set hende som kræftramt mor i James White, og hun var da også udmærket i Sex and the City, men her gør hun dels alle de store ting en skuespiller skal – forsvinde ind i en virkelig person, spille syg med autoritet – dels er hendes komiske timing uovertruffen, og en strøm af intelligens og styrke står ud af et ansigt, som vi kan nærstudere i det meste af filmen. Helt ærligt: Havde nogen fortalt mig en af mine yndlingsfilm fra 2016 ville bestå mest af billeder af Marokko’s bjerge, så havde jeg nikket på hovedet. Havde nogen sagt årets mest overrumplende mesterstykke ville bestå af hvad der virker som 80% nærbilleder af Cynthia Nixon’s ansigt, så havde jeg ikke troet dem, men here we are. Jennifer Ehle og Catherine Bailey er også fremragende som søster og veninde, Duncan Duff og Keith Carradine stråler mindre som bror og far, hvilket selvfølgelig er med vilje, det er en af historiens store tragedier at unge vittige Austin Dickinson bliver ligeså hyklerisk og konservativ som alle andre mænd omkring ham.

For lige at vende tilbage til den første musikscene, så sidder søstrene Dickinson og følger fint med mens sopranen synger Bellini’s fine melodier, men så til sidst laver hun en stor trille op i de højere luftlag, som får især Emily til helt at miste pusten. Sådan er også A Quiet Passion. Det meste af filmens scener er fint filmede samtaler, solide og medrivende som en melodi af Bellini – omend en hel del bedre end den ret kedelige italienske komponist imo – men åh, hvilke triller! Glans-scenerne i denne film, hvor æstetikken giver den 100% gas, er uovertrufne. Men også ret mærkelige for en kostumefilm. Da filmen springer i tid, og skifter unge skuespillere ud med ældre, ser vi Dickinson familien foran en fotograf, hvor deres ansigter morphes over til deres ældre udgave, det ser fantastisk ud, men er unægtelig den effekt Michael Jackson brugte i hans ‘Black and White’ musikvideo. Borgerkrigen opleves via farvelagte krigsfotografier og tekst, og nogle håbløst teatralske billeder af begge siders sønderskudte faner – krig som grufyldte souvenirfotos og patriotisk pastiche. Sent i filmen drømmer Emily om sin udkårne, en ansigtsløs mand der træder ind i huset fra en baggrund af computerhimmel, til mere cheesy musikalsk akkompagnement. Hver af disse scener får mig til at miste pusten, ligesom flere andre kameragange og billedkompositioner gør det, men det er samtidig også æstetiske valg man normalt ikke ville finde i en 1800 tals biopic, som man skulle tro ville have størst kommercielt potentiale ved at lægge sig op af Oscar-æstetik.

A Quiet Season er ganske enkelt en uordenlig film. Den opfører sig simpelthen ikke som sådan en film her burde, den er for sjov og idiosynkratisk til at være en oscar-film, men samtidig også for seriøs og afdæmpet indfølt til at være et arthouse mindfuck som eks. The Ornithologist. Men netop på den vis fanger den en person som Emily Dickinson så meget mere på kornet, en stor kunstner som aldrig passede ind i sin samtid, men som heller aldrig forsøgte at transcendere den. Dickinson var ikke Oscar Wilde, og filmen skal ikke have den slags vildskab. Stort set ukendt i sin samtid, hvor blot 18 af hendes digte blev offentliggjort, men eftertiden opdagede de resterende mange hundrede hun havde skrevet. Det giver retrospektivt eminent mening at Terence Davies skulle kunne lave et unikt mesterstykke om Emily Dickinson, en mand som heller aldrig har fået den respekt han fortjente, en queer mand som aldrig har passet ind, og som i forsøgene på at tilpasse sig også har skullet passe på sig selv. A Quiet Passion er blevet en kæmpe triumf, hvor så mange typisk ‘forkerte’ valg blandes sammen til et medrivende og enestående hele, som burde vinde samtlige oscars og trække et kæmpe publikum i salene. Storbrittaniens største instruktør har givet verden nok et nøgleværk. Vil verden denne gang give noget igen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.