rsz_17957a

Shelley

På et tidspunkt – det er noget af det første i traileren – i Ali Abassi’s Shelley kører en bil i en skov op imod solen, kameraet stirrer stift op i modlys, hvide stråler vælder ind over træerne som en flodbølge fra himlen. Det kunne ligne noget fra et nordisk metal-cover, måske et billede Myrkur kunne bruge på næste plade med hendes semi-feministiske black metal. Ali Abassi’s film omhandler også køn og ondskab, med et billedsprog af international format. Alene fordi det er cinematograf Sturla Brandth Grøvlen’s første spillefilm på dansk grund bør den ses, efter at den dansk uddannede nordmand har stået for den sølvbjørnsvindende one take kamera-tur der varer hele filmen i tyske Victoria, og skudt de islandske prisvindere Blandt Mænd og Får og Heartstone. Også blandt skuespillet er det med internationalt format, at hyre norske Ellen Dorrit Petersen (Blind) er måske en normal co-production ting for en dansk film, men rumænske Cosmina Stratan, der vandt bedste skuespillerinde for Beyond the Hills i Cannes, er et større tegn på hvor meget Abassi har i tankerne.

Stratan spiller Elena, en rumænsk pige der kommer til Skåne for at hjælpe Kasper og Louise med arbejdet på deres lille landbrug mens Lousie kommer sig efter en operation. Parret har nylig mistet en graviditet, Louise kan ganske enkelt ikke bære børn, og efter at Elena og Louise bliver venner spørger hun den rumænske kvinde, der i forvejen har sønnen Niko på fem, om hun ville være interesseret i at være rugemor for det skandinaviske par. Eftersom Shelley bliver præsenteret som en horrorfilm er det nok ikke nogen spoiler at der herefter går ret så meget Rosemarys Baby i den, mens Elena bliver mere og mere overbevist om hun bærer på noget ondt og farligt, og Louise bliver mere og mere opsat på at beskytte hendes barn. Ellen Dorrit Petersen er med sit kridhvide hår en mystisk skikkelse i egen ret, hun kan ligne en elver-pige som dem fra den mere grumme skandinaviske folkklore, mens Cosmina Stratan veksler mellem jordnær skepsis og panisk angst. Peter Christoffersen har mindre at skulle gøre, omend hans angst for faderrollen passer naturligt ind i filmens plot, så bliver han aldrig så central for filmen som forholdet mellem de to kvinder.

Shelley er opkaldt efter Mary Shelley, forfatteren til Frankenstein, som hun for øvrigt skrev mens hun var på ferie i en hytte ved en sø. Ligeledes danner det ensomme hus i den skånske skærgård en effektiv kulisse for et semi-gotisk gys, der er en stemning man ellers ikke forbinder med Skandinavien. Det er med vilje fra parrets side, de har ikke elektricitet, de spiser ikke kød, forsøger at leve af det de selv skaber, i jagten på et ‘simpelt’ liv. Ironien er naturligvis, at denne ‘simplicitet’ ville have slået Louise ihjel hvis de havde forfulgt den fuldt ud, det kirurgiske indgreb for at redde hendes liv er på ingen måde ukompliceret. Ligeledes har ingen bagtanker for at give sig i kast med kunstig insemination når naturen ikke giver dem det barn de drømmer om.

I starten præsenteres det skandinaviske par som New Age inspirerede, med solid tro på healing og mere mellem himmel og jord. Elena, derimod, er skeptikeren, der absolut ikke bryder sig om den mærkelige healer Leo, der vandrer ind og ud af filmen. Men så snart Elena begynder at få idéer om at parrets afkom er inficeret af noget unaturligt vender parret naturligvis på en talerken og begynder at tale om de psykiske problemer Elena må lide af. Igen er det en ironi. Shelley er ikke en film hvor man klart får fortalt hvor ondskaben kommer fra, der er ikke nogen forhistorie om en gammel samisk kirkegård eller noget i den retning, men det er tydeligt at den trives i en skandinavisk blindhed. Magtforholdet mellem Elena og de to rige mennesker som køber hendes krop er meget tydeligt tegnet op, og al snak om ånder og energier er kun tilladt der hvor det kommer dem til gode. Her udvikler Shelley sig til noget så sjældent som en dansk film med tematikker af internationalt format, endda om vores egen priviligerede blindhed. Ved Q&A’en bagefter forklarede Abassi at han egentlig ikke er den store fan af horror-genren, og man fornemmede også blandt en publikum en større interesse i at diskutere chokeffekter og spøgelser end de fine tematiske detaljer bragt frem om forholdet mellem øst og vest, så på den vis er Shelley måske blevet for nem at lægge fra sig for et dansk publikum. Men den viser en instruktør med mod, i billedsprog og tematik, til at komme længere ud end dansk film som oftest gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.