Palmesøndag del 502
(最好的時光, Zuìhǎo de shíguāng, Hou Hsiao-hsien, Taiwan
Cannes 2005)
Som jeg skrev ved Millenium Mambo, så brugte Hou Hsiao-hsien meget nullerne på at kombinere idéer fra hans tidligere film på nye måder. Det gjorde han i alle de fire film, han lavede i årtiet, men mest af alt gjorde han det i Three Times. Den film er som få andre i filmhistorien en art ‘greatest hits’, der gennemgår en instruktørs emnekreds fra starten af hans karriere og frem.
Det er næsten helt fascinerende, og da den kom frem fik den meget ros, og blev fremhævet som et rigtig godt sted at starte med Hou. Det var også en af hans første film, som fik amerikansk distribution. Men her tyve år efter, hvor det særligt er blevet så meget nemmere faktisk at se hans film, også de mere obskure firser-film, så virker tiden lidt løbet fra Three Times. Den er meget sjov som et kompendie over Hou-film, og der er nogle helt fantastiske scener i. Men jeg kan ikke rigtig andet, end at se den som en lidt bleg kopi af bedre film.
Three Times afspejler også igen, at Hou var begyndt at skulle finde sin finansiering lidt mærkelige steder. Som med Millenium Mambo var det tænkt som et meget større projekt, men igen blev projektet meget reduceret i sin endelige form. Det skulle have været en omnibus-film, med en række forskellige instruktører, men det var der ikke penge til, så i stedet instruerede Hou tre små fortællinger, med de samme to skuespillere i hovedrollerne – Chang Chen og Shu Qi – i tre forskellige tider, 1966, 1911 og 2005.
Hvis det virker en smule mærkeligt, at Three Times begynder med den kronologisk midterste fortælling, så giver det mere mening i forhold til Hous filmografi. Den første fortælling, ‘A Time for Love’, minder rigtig meget om de semi-biografiske film Hou lavede i firserne, som også ofte udspillede sig i tresserne. Her spiller Shu Qi og Chang Chen to unge mennesker, som mødes tilfældigt i en pool-hal, og tydeligvis godt kan lide hinanden. Men den unge mand er indkaldt til militæret, så det bliver ret svært for dem at mødes igen. Poolhaller var generelt en ting i Hous film fra firserne og hans Dust in the Wind handlede specifikt om et romantisk forhold, der gik i stykker da den unge mand skulle i militæret, men ellers minder ‘A Time to Love’ også rigtig meget om de hyperromantiske tresser-film, som Wong Kar-wai også havde gjort til en ting.
‘A Time for Freedom’ minder om Hous historiske film fra A City of Sadness til Flowers of Shanghai, som han lavede fra 1989 til 1998. Her spiller Shu Qi en kurtisane, som ønsker at Chang Chens karakter skal købe hendes frihed, men han har for travlt med at engagere sig i den taiwanesiske frihedskamp – og muligvis går han ikke så meget op i at hjælpe kvinder med at blive lige så frie som ham selv. ‘A Time for Freedom’ er filmet som en stumfilm med tekst i stedet for tale, og med både sin klassiske tidsperiode – den foregår lige på kanten af den kinesiske revolution i 1911, og japanernes modernisering af Taiwan, men Chang Chens karakter har f.eks stadig den karakteristiske hårpisk, som han snart ville blive tvunget til at klippe af – og sine langsomme scener fra et bordel, er den først og fremmest blevet sammenlignet med Flowers of Shanghai. For mig er den dog et mix af Hous historiske film, hvor dyrkelsen og æstetiseringen af kinesisk kultur som i Flowers of Shanghai og The Puppetmaster stilles over for de historiske kæmpere fra A City of Sadness og Good Men, Good Women. Mellemtekster var faktisk også en ting i A City of Sadness, selvom det her skyldtes, at den ene af hovedpersonerne var døv, og derfor skrev hvad han ville sige ned på papir.
Og endelig er der ‘A Time for Youth’, der foregår i nutiden, hvor Shu Qi spiller en popstjerne i et lesbisk forhold, som har en affære med en mandlig fotografi, naturligvis spillet af Chang Chen. Her kombineres mere eller mindre alle de mest kyniske aspekter fra film som Good Men, Good Women og Millenium Mambo, og det blev generelt opfattet som den mindst succesfulde del af filmen.
Men jeg synes ikke rigtig nogen af de tre fortællinger er succesfulde fra start til slut, og omvendt er der scener, jeg kan lide i dem alle. ‘A Time to Love’ er en af de simpleste og mest romantiske fortællinger, som Hou nogensinde har lavet, men der er godt nok meget pool i den. ‘A Time for Freedom’ har det kæmpe problem, at de film den mixer sammen er så helstøbte og gennemførte, at det ikke rigtig giver mening blot at kopiere delelementer fra dem, så den bliver lidt fragmenteret og usammenhængende. Men dens scener hvor intet sker er de smukkeste klip i filmen. Og endelig er ‘A Time for Youth’ dels kynisk, dels er det lidt svært at se hvad Hou egentlig forsøger at sige om Taipei i nullerne, men den har et godt soundtrack, og nogle højenergiske knallert-scener, der igen minder lidt om Wong Kar-wai.
Alt i alt er Three Times ret meget op og ned. Det store problem jeg har, er at jeg bare ikke kan se, hvad pointen er med helheden. I 2005 har det været dejligt, alene af den grund, at det var en ny Hou, og Hous film er altid fantastiske – og meget af Three Times er vitterligt smukt og romantisk og filmisk egensindigt. Tyve år efter, så vil jeg egentlig bare hellere se de gamle Hou-film, som han trækker på i de tre fortællinger, det være sig Dust in the Wind, Flowers of Shanghai, Millenium Mambo eller sågar Good Men, Good Women, som også er usammenhængende og ujævn, men som i det mindste forsøger at samle trådene til sidst.
Dermed ikke sagt, at det er nogen dårlig film, den er bedre end så meget andet fra Cannes 2005, det er bare en af de mest overflødige film som Hou nogensinde lavede. Og hvad der derefter skete har også sat den i et lidt mere melankolsk lys. For i 2005 havde Hou på en eller anden måde formået at lave en film i gennemsnit hvert andet år siden 1993, og der var ikke rigtig noget, der tydede på, at han ville holde op med det. Og med Flight of the Red Balloon fra 2007 lavede han endnu et helt egensindigt værk, nu optaget i Frankrig, med Juliette Binoche i hovedrollen, og en ret fantastisk blanding af pariser-æstetik med Hous filmiske idéer. Og rygterne gik, at han herefter ville gå i gang med at lave en wuxia-film, en film om sværdkæmpere og lejemordere. Men den film kom først i 2015, otte år efter Flight of the Red Balloon. Så et eller andet gik galt, formentlig blev det nok til sidst for svært at skaffe funding sådan som han havde formået det indtil da.
Og derfor er det lidt svært ikke at se Three Times som en del af afslutningen. Hvor Hou lidt sad fast i, at han ikke kunne skaffe penge som han ville, var nødt til at improvisere, var begyndt at gentage sig selv. Og det gør den til en noget mere melankolsk film i dag.