Palmesøndag del 453
(Walter Salles, USA/Brasilien
Cannes 2012)
Francis Ford Coppola købte rettighederne til Jack Kerouacs klassiske roman On The Road i 1979, og det var efter sigende efter at have set Motorcykel dagbog, at han kom på at Walter Salles ville være perfekt som instruktør. Efter at have succesfuldt filmatiseret en af de mest berømte sydamerikanske transkontinentale rejser, så kunne Salles måske gøre det samme for Nordamerika?
Salles havde på det her tidspunkt lavet alskens slags film, han havde mestret krimifilmen, den historiske film, road movien, det socialrealistiske drama. Han kunne tage genrekoder på sig efter behov. Men On The Road krævede noget helt andet. Bogen, beat-generationens største roman, lever i sin stil. Sin æstetik. Og det skulle vise sig at være noget sværere for Salles at tage på.
Så On The Road ender med at være en ret så kedelig omgang. En gang rejsen frem og tilbage, men al elektricitet og energi ender med at være ret så postuleret. Det er en af meget få Walter Salles film man kan kalde decideret mislykket.
Kerouac’s roman er delvist selvbiografisk, men navnene er ændret. Den unge forfatterspire Sal Paradise (Sam Riley, baseret på Kerouac selv) hænger ud i New York med bl.a. en anden håbefuld forfatter, Carlo Marx (Tom Sturridge, baseret på Allen Ginsberg, ham med Howl). En dag kommer den unge mand Dean Moriarty (Garrett Hedlung, baseret på Neal Cassady, som aldrig rigtig blev forfatter) på besøg med sin (meget) unge kone Marylou (Kristen Stewart). Og så bliver der ellers rejst frem og tilbage gennem USA, og også lige ned til Mexico, hvor man bl.a. besøger den ældre forfatter Old Bull Lee (Viggo Mortensen, baseret på William S. Burroughs) og ellers bare danset meget til jazz, drukket meget, og bollet på kryds og tværs. Og det er egentlig det?
Jeg må indrømme, jeg har aldrig læst On The Road. Jeg har haft om beat-forfatterne på universitetet, men fik aldrig lyst til at gå videre med det, og Kerouacs roman virker meget lang. Det er lidt mærkeligt, for jeg kan virkelig godt lide sproget og energien. Der er noget af samme sprog og energi hos min yndlingsforfatter Thomas Pynchon, hvis debutroman V også foregik i halvtredserne, og havde en masse beat-agtige karakterer i hovedrollerne. Men Pynchons litteratur er nærmest encyklopædisk optaget af verden, fyldt med historiske referencer, samt idéer hentet fra filosofi, videnskab, kunst, populærkultur og alt muligt andet. Der kan ske alt i en Pynchon-roman. Hvorimod On The Road og en del af det andet beat jeg har snuset til, lader til aldrig at handle om meget andet end beat-forfatterne selv, hvor gode de er, hvor anderledes og udenfor, og hvor meget de kan drikke og hvor mange de har sex med. Det keder mig altså lidt.
Og det er her Walter Salles er den helt forkerte instruktør til On The Road. For han er rigtig god til at få formet materialet til en sammenhængende to timer og et kvarter lang kunstfilmsdramaturgi. Der er lidt flashbacks, lidt voiceover, lidt plot og karakterudvikling, og en masse scener, som ikke har så meget med noget at gøre, men som man kan have med i en Cannes-tilpasset klassiker-filmatisering. Problemet kommer med stilen. Der er jazz i filmen, der bliver danset til jazz, karakterne snakker om jazzenergi og hvordan deres sprog skal passe til. Men der er overhovedet ingen jazz-energi i filmsproget, ingen rytmik, ingen energi, intet beat-agtigt over klipningen. Man bliver aldrig lige dele hæsblæsende forpustet og forvirret som man kan blive af at læse Kerouacs kringlede sætninger, der er heller intet, der er så plat og pinligt som det også kan være. På wikipedia er der, for at illustrere Kerouacs stil, et eksempel på en sætning fra On The Road, som slutter: ‘burn, burn, burn like fabulous yellow roman candles exploding like spiders across the stars and in the middle you see the blue centerlight pop and everybody goes “Awww!”. Den sætning er faktisk med i en VoiceOver i filmen, men alt med edderkopper og at folk siger ‘Aw’ er skåret væk. Så sætningen giver mere mening, men til gengæld er den ikke modig og pinlig.
Walter Salles og fotograf Éric Gautier gør det til en rigtig pæn film. De er stadigvæk ikke bange for at tage grimheden med, de mange stoffer, Dean Moriartys ret åbenlyse udnyttelse af de mange kvinder omkring ham, forfaldet hos en karakter som Old Bull Lee. Filmen er åben om karakterernes bi- og homoseksualitet på en meget moderne måde, som jeg godt kan forestille mig ville have været skjult førhen. Men lige lidt hjælper det. Det bliver ikke en interessant fortælling af den grund, det bliver et underligt tomt postulat. Det er en ‘kvalitets’-film som Truffaut hadede dem, paradoksalt nok baseret på et af det tyvende århundredes mere kontroversielle litterære klassikere. Der er bare intet kontroversielt i 2012 over at sige, at Kristen Stewart spiller en 16-årig, og så lade hende være nøgen det meste af tiden. Sammenlign med David Cronenbergs filmatisering af en anden beat-klassiker, Burroughs’ Naked Lunch. Det er så vidt jeg kan forstå ikke nogen særlig trofast filmatisering, der er skåret og fortolket ret meget. Men Cronenbergs film har stil og æstetik, den har hvad der ligner en tolkning og en vinkel på materialet, det gør filmen vedkommende. Og Salles film virker overhovedet ikke vedkommende.
On The Road blev heller ikke nogen kommerciel succes, den fik blandede anmeldelser, og der skulle derefter gå 12 år før Walter Salles lavede en film igen. Men jeg har dog ikke nogen fornemmelse af, at de ting hænger sammen. Salles er arving til en bankformue, han behøver kun lave film når han gider, og han har måske bare ladet være. On The Road gav underskud, men ingen gik konkurs, og de unge skuespillere fik vist lidt af hvad de kunne, Kerouacs roman kom ud til folket igen, vi fik alle sammen noget at snakke om. Så gik der tid med det, der var nogle flotte billeder, det gjorde ikke ondt på nogen som helst.
Det er godt nok. En forty degree day, som Stringer Bell fra The Wire ville kalde det. Det er bare ikke særlig spændende. Og det er da synd og skam at Kerouacs roman skulle blive til så kedelig en film, halvtreds år efter den udkom.