Palmesøndag del 452
(Walter Salles & Daniela Thomas, Brasilien
Cannes 2008, Bedste Skuespillerinde (Sandra Corveloni))
Der kan som nævnt fortælles flere historier om Walter Salles. Han er Brasiliens største film eksport succes, som har vundet Oscars, Cannes-priser og også været i stand til at instruere internationale film. Han har også lavet masser af film om rejser, fra deciderede road movies til film om emigranter eller unge der længes væk. Men kan kan også sige, at han har lavet mange film om unge. F.eks er Foreign Land både en thriller og en film om at rejse, men dens portræt af unge brasilianere, der er rejst til Portugal i håbet om at finde lykken, handler også om at være ung og usikker og skulle finde sin egen vej.
Han har også lavet tre film med den unge skuespiller Vinícius de Oliveira, der gradvis blev ældre og ældre. I Central Station (1998) var han 12 år gammel, og spillede en lille dreng, der mistede sin mor, og forsøgte at finde sin far. I Behind the Sun (2001) spillede han hovedpersonens lillebror, der observerede den voldsspiral hans familie var fanget i, og måske forsøgte at gøre noget ved det, måske var for naiv til overhovedet at forstå situationens alvor. Og endelig i Linha de Passe (2008) spillede han Dario, den ældste bror i en flok af fire halvbrødre, en ung mand, der forsøger at komme fri af fattigdom via sine evner på en fodboldbane.
De tre film er meget forskellige, men det er alle sammen portrætter af børn og unge der sidder fast i et fastlåst og trøstesløst Brasilien. På den måde spiller det faktisk sammen med rejsetemaet: Vinícius de Oliveira har excelleret i at spille drengen, der ikke kan rejse selv, men som drømmer om de rejser, andre Salles-karakterer drager ud på.
Linha de passe, er instrueret med Daniela Thomas, som også var med til instruere Foreign Land og Midnight. De bliver som oftest set sammen med Walter Salles andre film, da Thomas først debuterede som soloinstruktør i 2017, da Walles’ solofilm for længst havde gjort ham til Brasiliens mest berømte instruktør. Men Linha de passe har også en blødere og mere socialrealistisk side. Det er et mere håbefuldt portræt af fanget ungdom, med en Cannes-vindende præstation af Sandra Corveloni i centrum som drengenes mor. Men det får også filmen til at virke en anelse løs og usammenhængende.
Cleuza har fire drenge med fire forskellige mænd, og en femte på vej. De bor alle sammen sammen i et slumkvarter i Sao Paolo, og drengene er meget forskellige. Dario (Vinícius de Oliveira) forsøger som nævnt at få succes som fodboldspiller, men der er rigtig mange talentfulde fodboldspillere i Brasilien, han får kritik for at være for selvisk og ikke nok en team-player, og så er han allerede ved at være for gammel til at være ‘talent’. Dinho er den fornuftige søn, han arbejder på en tankstation og er frivillig i en kirke. Dênis er den rodløse, han har allerede et barn med en kæreste, forsøger at finde flere kærester, arbejder som motorcykelbud, men sådan en motorcykel kan jo også bruges til at begå hit-n-run kriminalitet. Og Reginaldo er den yngste, endnu blot et barn, også et fodboldtalent, men ellers meget optaget af busser.
De fire historier vikler sig naturligvis en smule sammen, så Dinho f.eks bliver mistænkt for kriminalitet, fordi folk ser hans bror som kriminel. Der er også gjort noget ud af klipningen, for at få historierne til at spejle sig i hinanden. Det ses i åbningsscenene, hvor en af Darios træningskampe klippes sammen med en professionel kamp med Cleuzas elskede Corinthians. Det er virkelig effektive match cuts, det ser ud som om Dario modtager bolde fra de professionelle fodboldspillere. Uden at ville spoile for meget, så er også slutsekvensen klippet sammen, så de fire drenges fortællingers klimaks falder på nogelunde samme tidspunkt. Ikke at de alle sammen er lige dramatiske, for nogle af dem sker der egentlig ikke så forfærdelig meget.
Jeg kan godt lide, at der ikke sker så meget. Linha de passe blev lavet på det tidspunkt hvor multinarrativer a la Alejandro González Iñárritus Babel var ved at være helt passé, og man kunne frygte så mange historier i én by ville ende i et forfærdeligt miskmask som Crash (2004). I stedet fortæller Linha de passe om, hvordan vores fortællinger nogen gange hænger sammen, nogen gange ikke. De fire unge mænd er familie, ja vist, men de er også meget forskellige, de ved de har forskellige fædre, er ikke særligt tætte på deres mødre, og de har fire meget forskellige mål i livet. Nogle gange fester de sammen. Hvis én bror træffer et valg kan det påvirke de tre andre. Men andre gange er de på egen hånd.
Så det hele kunne have været meget værre. Linha de passe er en udmærket film, som passer fint ind i Walter Salles’ og Daniela Thomas’ filmografi. Men det er ikke nogen særlig udfordrende film, og ret meget æstetisk friskhed er der ikke over den. Der er meget socialrealistisk sødsuppe, hvor de fattige familiemedlemmer alligevel griner sammen, eller hvor nogle ting nok skal løse sig til sidst. Kameraet er håndholdt og roligt, og der er ikke den æstetiske idérigdom som Walter Carvalho tilførte tidligere Salles/Thomas-film, ej heller ret meget af den genreenergi deres tidligere samarbejder havde, og heller ikke den politiske vildskab som Daniela Thomas’ senere solofilm har haft. Det hele er en smule tilforladeligt.
Det var langt fra den værste film i Cannes i 2008. Og det giver mening at have Salles med i konkurrence efter han havde lavet tre stærke og succesfulde film i træk. Det eneste lidt irriterende var, at Sandra Corveloni vandt for Bedste Skuespillerinde for en ret klichépræget karaktertype, i et år der bød på så stor en præstation som María Onetto i The Headless Woman af Lucrecia Martel. Men i 2008 var Martel en ikke særlig kendt instruktør, mens Walter Salles var et af Latinamerikas mest anerkendte navne. Nu tror jeg de fleste vil nævne The Headless Woman før Linha de passe, hvis de snakker om latinamerikansk film i nullerne. Walter Salles og Daniela Thomas havde fået stor succes, bl.a. fordi de kunne lave rigtig mange forskellige slags film, og selvom Linha de passe også er en vellavet film, så begyndte deres projekt også at føles en anelse anonymt.