Palmesøndag del 454
(Tarik Saleh, Sverige/Egypten
Cannes 2025)
Med Eagles of the Republic har Tarik Saleh færdiggjort sin ‘Cairo-trilogi’, sammen med de to film Cairo Confidential (2017) og Boy From Heaven (2022). De tre film skildrer et bredt spektrum af det moderne egyptiske samfund, fra politi og politisk korruption, over religiøse kampe, og til film-kultur og propaganda. De har også skildret egyptisk historie gennem de sidste femten år, hvor Cairo Confidential skildrede tiden op til det arabiske forår kom til Egypten i januar 2011, mens både Boy From Heaven og Eagles of the Republic skildrede tiden efter at Abdel el-Sisi kuppede sig til magten i 2013, og etablerede (endnu) et autokratisk styre. Og hvor Boy From Heaven kunne ses som en fortælling om regimets kamp for at konsolidere sig overfor religiøs opposition, så skildrer Eagles of the Republic en verden hvor regimet har komplet dominans overfor befolkningen, og de eneste farer kommer indefra.
De tre film hænger også sammen, bl.a. fordi de har noget af den samme dramaturgiske opbygning. I hver af de tre film er der et twist. I Cairo Confidential begynder oprøret mod regimet hen imod slutningen, og filmens sidste del udspiller sig med folkemasser i baggrunden. I Boy From Heaven bliver alting farligere, på en måde der chokerer de fleste af filmens karakterer, inklusive nogle af dem vi ellers så som skurkene. Og jeg skal ikke afsløre twistet i Eagles of the Republic, men det er nok det hidtil bedste, og løfter filmen fra ellers at være trilogiens ringeste.
Det er som om Saleh gerne vil gøre to forskellige ting med sine film. Dels vil han beskrive hverdagen i Egypten, diktaturets undertrykkende normalitet, men han vil også skildre diktatur når det er mest farligt og morderisk. Det har før fungeret for ham, men denne gang kløver det filmen i to. Skildringen af den egyptiske filmindustri fungerer ikke ret godt, men der er en ret effektiv thriller gemt i filmen til sidst.
Som sædvanlig spiller svensk-libanesiske Fares Fares (som vi jo også kender fra fire Afdeling Q-film) en af de bærende roller. Denne gang er han George Fahmy, ‘det hvide lærreds farao’, lader til at være den største stjerne i egyptisk film, men også separeret fra sin kone, fjern fra sin teenagesøn, og med en ny ung kæreste, i et ikke særligt velfungerende forhold. Men efter pres fra regimet indvilliger han i at spille hovedrollen i en biopic om præsident el-Sisi, desuagtet at han overhovedet ikke ligner ham. Komiske scener følger, om problemerne ved at lave en film, hvor instruktører såvel som skuespillere er panisk angste for at gøre noget som fornærmer ham filmen handler om. Og samtidig indleder George en affære med forsvarsministerens kone, måske for at hævne sig på ham, måske fordi han reelt er forelsket. Og i periferien er noget endnu mere farligt måske under opsejling.
Det er mange plottråde på én gang, så filmen føles sjældent lang, og Fares Fares gør det som sædvanligt ganske glimrende. Men problemet er, at skildringen af filmbranchen føles ganske uinspireret. Hvilket er lidt sært, for man skulle da ellers tro filmholdet ved mere om at indspille film end om livet på et religiøst universitet som i Boy From Heaven, men der er godt nok ikke meget energi og opfindsomhed over skildringen af filmoptagelserne, ligesom Georges filmstjerneliv virker dekadent og distanceret på ganske genkendelige måder. Omend en scene hvor han bliver genkendt hos apotekeren, mens han er i færd med at købe viagra, er ganske munter, og igen viser hvor effektiv en instruktør Tarik Saleh kan være, når ting skal være genre, om det er komik, thriller eller krimi.
Problemet er måske snarere hele filmens konstruktion. Salehs trilogi er jo ikke lavet i Egypten, det kan man ikke under Sisi, og Eagles of the Republic er ligesom Boy From Heaven indspillet i Istanbul. Men det ser ud til at der udover penge fra hele Norden også er en portion franske produktionsmidler, og f.eks har Alexandre Desplat lavet musikken. Og den her gang er der simpelthen gået for meget ‘europudding’ i den, filmen har en lidt ikke-distinkt tvær-europæisk æstetik, en god portion nordisk noir, med fransk arthouse musik, og det egyptiske/arabiske fylder ikke nok.
For det skal jo fylde så meget desto mere, i en film om egyptisk film! Og der er øjeblikke, hvor filmen virker som en hyldest til egyptisk kultur, hvor f.eks vi dvæler ved kitschede filmplakater for Georges tidligere film, eller hvor han sidder i en sofa og hører egyptisk musik på lp. Det store dillema i filmens første del, er Georges ønske om at kunne lave god filmkunst, også under umulige forudsætninger, og lige præcis for at forstå hvad han mener med dette, skulle vi vide hvad han ser som god filmkunst, vi skulle have en fornemmelse af hvilke film, og anden kultur, han er rundet af, men det gør vi ikke, det hele bliver gennemsnitlig euro-æstetik. Hvilket man måske også kunne have arbejdet med, der kunne være et metalag om besværlige krav til en tvær-national filmproduktion, der forsøger at skildre noget specifikt om et helt andet land end de fleste medvirkende er fra (Fares Fares er f.eks svensk-libanesisk, men har nu spillet alle mulige facetter af egyptisk maskulinitet). Det er der heller ikke.
Men sidste del af filmen bliver nu bedre. Som de andre film i trilogien kommer højdepunkterne i Eagles of the Republic når den i små glimt virker nærmest dokumentarisk. Som det f.eks også sker under filmoptagelserne – jeg er vild med et lille øjeblik, hvor kameraet bliver hængende efter Georges er gået fra settet, og en mand kommer ind med en stang med en tennisbold på, og stiller hvor han stod, hvilket jeg sagtens kan se kan give mening, men jo stadig også er helt vildt surrealistisk. På et tidspunkt skal George tale til en militærparade, og vi ser klip af tanks der kører forbi, militærfolk der smiler, soldater i glinsende uniformer, hyldester med balloner til fortidens ‘martyrer’. Det er virkelig stærkt, bare rent visuelt og lydligt, som en hudfletning af regimets militaristiske ideologi. Jeg tror ikke det er dokumentaristisk, men derfor er det et stærkt angreb på militærdiktaturet i Egypten, og egentlig også militærdiktaturer generelt. Og derefter bliver det for alvor spændende.
Cairo-trilogien slutter således med nogle af dens stærkeste sekvenser. Det er da ganske udmærket, at international filmkultur har budt på en hel trilogi om egyptisk diktatur, der har fået plads på de fineste scener. Men noget historisk mesterværk er det altså ikke. Og selvom jeg er helt med på, at film som de her på ingen måde kunne laves i Egypten, så vil jeg altså igen igen fremhæve de filmiske vidnesbyrd, der trods alt er kommet fra det tidligere så stolte filmiske land om undertrykkelsen de sidste femten år, særligt In The Last Days Of The City (2017, Tamer Al Said) og Clash (2016, Mohamed Diab), som endda kan ses på Filmstriben. De komplimenterer Tarik Salehs trilogi ganske godt. Som da trods alt også er en ambitiøs filmisk skildring af tyranni både til hverdag og når den er værst.