Palmesøndag del 451
(Diarios de motocicleta, Walter Salles, Argentina/Brasilien
Cannes 2004, Økumenisk Pris + François Chalais Pris + Vulcan Teknisk Pris (Éric Gautier, Fotografi))
Walter Salles har en central position i brasiliansk filmhistorie. Han var en af de unge instruktører, der brød igennem under hvad der i Brasilien bliver kaldt for ‘Cinema da Retomada‘. Efter et decideret sammenbrud for det brasilianske filmsystem vendte skuden, og en række instruktører fik lavet film, der både var overrumplende populære i Brasilien, og som fik stor opmærksomhed internationalt, inklusive tre nomineringer på fire år til Oscar for Bedste Internationale Film. Denne bølge kulminerede to gange: Først med Salles’ Central Station (1998), der foruden Oscar-nominering også vandt Guldbjørnen i Berlin, og så med Fernando Meirelles og Kátia Lunds City of God (2002), der fik fire Oscar-nomineringer, og som nok er blevet stående som det helt store mesterværk fra den bølge.
Men i modsætning til Meirelles og Lund har Salles lavet flere hovedværker sidenhen. Der er de internationale roadfilm Motorcykel dagbog (2004) og On The Road (2012). Og så I’m Still Here (2024), der såmænd ligefrem vandt den ikke-engelske Oscar, som første brasilianske film i årtier. Så fortællingen om Salles som brasiliansk films største eksport-succes er nu endegyldigt slået fast. Og Motorcykel dagbog var en af de vigtigste film i den fortælling.
Men der er også andre fortællinger om Walter Salles. For eksempel har han altid været optaget af steder og af rejser. Efter at have lavet nogle dokumentarer om kunstnere og en enkelt thriller om knivkampe fik han sin første succes med Foreign Land (1995), en sort-hvid film om brasilianere i Portugal, der både havde et krimi-plot, en fornemmelse af sted, og en bilrejse ud mod kysten. Central Station er opkaldt efter Rio de Janeiros hovedbanegård, som filmen skildrer på uforglemmelig vis, men er også en roadmovie, hvor den ældre kvinde Dora og den lille dreng Josué rejser fra den centrale by og ud i den brasilianske landlige periferi, i håbet om at finde drengens far. Også Behind the Sun (2001) lever i kraft af sit stedportræt, i en fortælling om to familiers blodfejde, hvor unge mænd rejser rundt i visheden om at de må vende hjem til familiens farm selvom de vil blive slået ihjel, for ikke at blive vanæret efter områdets sociale regler.
Behind the Sun er dog også præget af noget andet vigtigt hos Salles: Han er ikke rigtig realist. Filmens portugisiske titel Abril Despedaçado kommer fra den albanske roman af Ismail Kadare som filmen er baseret på, og for Kadare var filmen egentlig et portræt af Nordalbanien hvor den såkaldte ‘Kanun’ var den vigtigste lov. Det er egentlig en lidt pudsig idé at tro, at man bare kan overføre fortællingen til en brasiliansk virkelighed, hvor jeg ikke er sikker på blodfejder overhovedet har været det samme problem. Men i stedet bliver det nærmere mytologisk, ligesom Salles’ stedskildringer ofte bliver det. Rejsen i Central Station får også noget religiøst over sig, når lille Josué leder efter sin far Jesus, men i stedet finder halvbrødrene Isaías og Moisés. Der er som om der er en eller anden dyb sandhed at finde på den rejse, men det er ikke helt tydeligt, hvad den sandhed egentlig skal forestille at være.
Det er faktisk nærmest præcis samme historie vi ser i Motorcykel dagbog, som så bare er baseret på en virkelig fortælling! I 1952 drager de to unge mænd Ernesto (Gael García Bernal) og Alberto (Rodrigo de la Serna) ud på en lang motorcykelrejse op gennem Latinamerika, egentlig bare for at se verden. Men rejsen bliver anderledes end de havde regnet med. Motorcyklen går i stykker, og efterhånden som de kommer væk fra landsbyer med fester og smukke kvinder, og i stedet rejser igennem mineområder, hvor udbytningen af lokalbefolkningen er umulig at overse, begynder Ernesto at indse et eller andet. Måske noget af det, som senere hen ville gøre ham legendarisk som Che Guevara. Det ville dog være synd at sige, at der er noget specifikt øjeblik hvor den unge mand omdannes til folkefører og guerillakriger.
I stedet er Motorcykel dagbog det meste af tiden en sjov og underholdende film om to unge mænds forviklinger rundt omkring i Latinamerika. Særligt Alberto er først og fremmest på damejagt, og generelt må de to unge mænd charmere sig til hjælp og transport og mad hvor de kan få succes med det. Det er derfor heldigt at to så charmerende skuespillere spiller hovedrollerne, og det gør også filmen ganske charmerende, og den blev da også en virkelig stor succes. Den anden vigtige ingrediens i filmen er Latinamerika, som er filmet virkelig flot. Særligt i scenen i Machu Picchu fornemmer man som i tidligere Salles film en eller anden mystisk sandhed i omgivelserne, der presser sig på for at blive optaget af hovedkaraktererne. Men det er en film fyldt med flotte landskabsbilleder.
Det kan virke lidt pudsigt, at brasilianske Walter Salles skulle lave en storfilm om mytologier og sandheder i det spansktalende Sydamerika. Men det gøres generelt rigtig godt. Eneste anke ved at filmen er blevet en global co-production er, at Salles sædvanlige fotograf Walter Carvalho blev udskiftet med franskmanden Éric Gautier. Som er en absolut fremragende fotograf, der har fotograferet for folk som Leos Carax, Olivier Assayas og endda Jia Zhangke, men der var noget særligt over samarbejdet mellem Salles og Carvalho. Carvalho er lidt en af hemmelighederne bag den nye brasilianske bølge, og filmede foruden Salles’ film også de første par film fra Karim Aïnouz. Særligt Behind the Sun er fyldt med fantastiske bevægelser, hvor kameraet f.eks sidder på et reb der bliver svunget rundt, eller en gynge der gynger frem og tilbage. Eller på møllen, der bliver kørt rundt af okser. Salles-Carvalho filmene skildrer lidt en verden der går i cirkler, eller hvor folk sidder lidt fast, det er en smule klaustrofobisk, togvogne og busser er overfyldte, panoreringer går hurtigt fra at skildre åbne landskaber til at danne meget stramme kompositioner. Det er i høj grad det, som får de film til at fremstå så mystiske.
Motorcykel dagbog er ikke mystisk. Det er en stor road movie, om en af de kendteste personer i Sydamamerikas historie, og selvom den ikke peger på nogen enestående åbenbaring, så er den fuld af politiske taler og samtaler, samt portrætter af den undertrykte befolkning. I anden halvdel af filmen er der endda konstant sort-hvide billeder af de mennesker som rejsen fører forbi, der lidt ligner noget social-realistisk fotografi a la Jacob Holdt. Det fungerer, men det gør det også lidt mere overfladisk end Salles’ tidligere film.
Der var rigtig mange vigtige Cannes-debutanter i 2004. Hong Sang-soo, Apichatpong Weerasethakul, Park Chan-wook, Lucrecia Martel, Paolo Sorrentino. Der var meget der føltes nyt og friskt. Motorcykel dagbog er også frisk, men på en mere bred og klassisk måde. Det blev en af årets største arthouse publikumssucceser, og vandt endda en Oscar for Bedste Sang. Men efterfølgende er det ikke helt blevet en klassiker som f.eks Oldboy eller Tropical Malady.