Palmesøndag del 385
(Markus Schleinzer, Østrig
Cannes 2011)
Jeg er hyper interesseret i østrigsk film. Der er en helt særlig østrigsk filmstil, som jeg har kaldt for ‘østrigsk rektangel-film’, og som jeg har skrevet om til Politiken og holdt oplæg om i Cinemateket. Kort fortalt er det en særlig æstetik, nok mest kendt fra Ulrich Seidl, men også umanerlig tydelig i dokumentarfilm fra Nicolaus Geyrhalter og Michael Glawogger. Det er en æstetik fyldt med symmetri, samt tydelige linjer og firkanter. Det skaber en hel masse rektangulære rum i filmbilledet, deraf navnet.
Og fordi karaktererne så ofte bliver filmet indrammet af rektangulære rum, så virker det ofte som om de er fanget. Der er rigtig mange bure i film af Seidl og Glawogger, og en instruktør som Jessica Hausner har bragt det op på et større plan, og i film som Amour Fou skildret patriarkatets snærende bånd, i et æstetisk sprog der netop leger med brudt symmetri og klaustrofobiske rum.
Men den emblematiske instruktør af den her type film, det er den langt mindre kendte Markus Schleinzer, der i 2011 fik sin debutfilm Michael i Cannes. For hos Schleinzer handler filmene netop om fangenskab og frihed. Det har resulteret i et par film, som jeg har tænkt over som få andre de seneste ti år. Men det er også meget egensindige og til dels også ubehagelige film, og Schleinzer er stadig et meget lille instruktør-navn, der ifølge IMDB stadig er i ‘pre-production’ på hans første film siden 2011.
Michael er hvad onde tunger vil kalde en virkelig østrigsk fortælling. Michael er en nydelig mand med en mørk hemmelighed i kælderen. Han har bortført den lille dreng Wolfgang, og holder ham fanget i et lille rum under jorden. Michael laver mad til ham, har ham nogen gange oppe i lejligheden, f.eks til jul, tager engang imellem på tur med ham, og så voldtager han ham når han har lyst. Filmen kom nogle år efter først Natascha Kampusch slap væk fra sin bortfører i 2006, og det i 2008 blev afsløret at Josef Fritzl havde holdt sin datter fanget i kælderen under sit hus. Der er scener og situationer i Michael der synes taget direkte fra de to fortællinger, selvom plottet også er originalt, og udvikler sig på måder, der intet har med de virkelige historier at gøre.
Ulrich Seidl lavede i 2014 filmen I kælderen, hvor det østrigske folks mørkeste hemmeligheder også var gemt under jorden. F.eks i form af en mand der havde en samling nazi-memorabilia dernede. Østrig havde aldrig noget opgør med nazitiden sådan som Tyskland havde det, og der løber en tematik om mørke hemmeligheder gennem meget østrigsk kultur. Michael er et ret fremragende portræt af ondskab. Michael er i gang med en gennemført ond handling, og filmen er ret tydelig omkring hvor velovervejet og arbejdskrævende hans ondskab er. Wolfgang maler billeder til sine forældre, som Michael så arkiverer inde i et skab. Da Wolfgang bliver ret syg går Michael straks i gang med at planlægge hvor han skal begraves. Og selv når han egentlig lader til at udvise medfølelse med Wolfgang, som når det går op for ham præcis hvor ensom den lille dreng er, så er hans løsning at forsøge at bortføre endnu en lille dreng, for at holde ham med selskab.
Michael er med andre ord en mand, der lægger utroligt meget arbejde i, at lave fængsler. Han holder Wolfgang fanget, og han forsøger også at lægge sit eget liv i så faste rammer som overhovedet muligt. Hver dag er arbejde, hvor han holder kollegerne på afstand, indkøb, madlavning, samvær med drengen, og så måske en voldtægt. Familien ser han heller ikke meget til, og det er mest til høflig gaveudveksling. Han kan godt tage på skitur med nogle venner, og er endda så social at han scorer en sød dame på en bar, men han bruger også rigtig meget af tiden på sit eget værelse. Der skal ikke ske for meget farligt, der skal være helt faste rammer om det hele.
Som sin næste film lavede Markus Schleinzer i 2018 Angelo, hvor det hele er vendt om. Her er fortællingen skildret fra den fangnes synspunkt, i fortællingen om Angelo Soliman, der i 1700-tallet kom til Østrig som slavegjort, og endte med at få plads ved hoffet og blive frimurer. Schleinzer viser hvordan han al sin succes til trods stadig er fanget i samtidens racistiske strukturer, hvordan han lige præcis har position fordi hans talenter bliver set som hans ‘ejeres’ evner til at lære selv en sort mand at være kultiveret. Efter hans død blev han balsameret og udstillet på museum i Wien. I filmen udtaler museumsdirektøren: ‘Det er vores opgave at opdage og genskabe naturens orden’ som forklaring på hvorfor frimurer og musiklærer Angelo skal klædes ud som afrikansk stammekriger og udstilles sammen med dyr fra hele verden. Det er selve oplysningstidens Europa, der hos Schleinzer bliver vendt på hovedet, og gjort til et altomfattende filosofisk fængsel for mænd som Angelo, der falder udenfor. Men for mænd som Michael er det et ret rart system at bevæge sig rundt i.
I Olga Tokarczuks roman Rejsende er fortællingen om Angelo Soliman taget med som det komplet modsatte af den nomadiske æstetik hun hylder. Romanen indeholder en stribe breve som Solimans datter sender til den østrigske kejser, i et desperat forsøg på at få farens lig ud af sin glasmontre. Jeg kan godt lide den kobling, de østrigske striber som modpol til det rejsende og nomadiske. Min Politiken-artikel kom til at hedde Er Østrig et ekstraordinært stribet land? Og min konklusion er lidt, at ja, det er det. Fordi det engang har været så stor en verdensmagt, dengang Wien var hovedstad i det tysk-romerske kejserrige, og så er det siden blevet så bitte lille og ubetydeligt. Det betyder, at ideologien fra dengang stadigvæk findes, i meget konkret form. Museerne fremstillede hele verden med Wien som centrum. Der blev bygget gigantiske kvarterer til at rumme imperiets bureaukrati, som der bare ikke er brug for længere. Man kan mærke fortidens storhed, men man kan så også mærke nutidens mangel på samme. Måske er det det, som Michael reagerer på, og hvorfor han mener han har ret til at selv at slavegøre en lille dreng?
Jeg tror ikke Schleinzer bliver nogen stor instruktør, han laver film for sjældent, har gang i for mange andre ting, og lader ikke til at forsøge at blive f.eks den nye Haneke. Men hans to film indtil videre er en fascinerende tosomhed. De er også visuelt fremragende realiserede, ikke stramt symmetriske som hos Seidl og Geyrhalter, men fyldte med firkanter, glasvinduer, dørkarme, hegn. Schleinzer er aldrig fanget i hans ældre instruktørers æstetiske idéer. Han behandler de samme æstetikker, men vælger kun det han skal bruge af filmiske greb.
Jeg synes med andre ord, at der er objektive grunde til at se Michael som en af de bedste film fra Cannes 2011. Men selvfølgelig holder jeg også så meget af den, fordi den rammer mine egne interesser så klokkerent. Mange vil nok mene at den blegner ret meget i årgang 2011 ved siden af film som Melancholia, The Tree of Life og Once Upon a Time in Anatolia. Og jo, den er måske ikke helt lige så god, men jeg lægger den i laget af film lige under førnævnte mesterværker. Jeg er ekstremt fascineret af den. Og af østrigsk film generelt.