Melancholia

Palmesøndag del 283
(Lars von Trier, Danmark
Cannes 2011, Bedste Skuespillerinde (Kirsten Dunst))

Historien om Lars von Trier i Cannes er en af de bedste Cannes-historier. Ikke mindst fordi den slutter så dramatisk. Hvor de fleste instruktører holder op med at blive inviteret til Cannes, fordi de dør, eller fordi deres film falder i kvalitet, så blev Lars von Trier på dramatisk vis erklæret ‘persona non grata’. Manden der i 1991 rækkede fuck til juryen fordi de blot gav ham en Jury Pris frem for Guldpalmen blev tyve år efter helt smidt ud af det gode selskab efter en sidste provokation.

Og det bedste er, at Lars von Triers provokerende udtalelser godt nok var forvrøvlede, men samtidig baserede sig på æstetiske overvejelser der var helt centrale for hans nye film, men samtidig også centrale for hele hans filmografi helt tilbage til debut-trilogien. Og man forstår at von Trier snakkede om det, for Melancholia er virkelig en film der omfavner alle de her sketchy filmiske idéer, som han ellers i høj grad har forholdt sig skeptisk til. Det er dermed også en kunstnerisk kulmination for von Trier. Og en helt uomgængelig film.

Lad os begynde med skandalen. Det er vigtigt at forstå, hvad det var der ledte op til skandalen. Inden filmen fik premiere lavede von Trier et interview til DFI, hvor han bl.a. snakkede om filmens brug af Wagner: ‘For years, there has been this sort of unofficial film dogma not to cut to the music. Don’t cut on the beat. It’s considered crass and vulgar […] It’s supposed to be vulgar. That was our declared intention. It’s one of the most pleasurable things I’ve done in a long time. I didn’t have to force it out, like in ‘Antichrist’, not at all. Cutting on the beat is pleasurable.‘ Det fik intervieweren til at spørge ind til de mere problematiske associationer ved brugen af Wagner, hvortil von Trier svarede: ‘Yes, the Nazis certainly cut on the beat. They didn’t pussyfoot around. I’ve always had a weakness for the Nazi aesthetic.’ Det interview blev von Trier så spurgt ind til på pressemødet, og så gik det helt galt med at svare…

Von Triers svar minder om det han skrev i hans ‘masturbations-manifest’ som ledsagede Europa. Her skrev han bl.a.: ‘This carnal experience when movie magic really works, rushing through the body like a quivering orgasm . . . It is my quest for this experience that has always been and always will be behind all my work and efforts . . . NOTHING ELSE!‘ Det var hans ‘pleasure’, hans ‘carnal experience’, som var motivet bag hans filmpraksis, intet andet. Men von Trier gik jo netop væk fra den idé kort tid efter, da han til Dogme 95 skrev om at filmen skulle være ‘uniformeret’ og tvang alle Dogme-instruktører til at aflægge et ‘kyskhedsløfte’. Kyskhed er netop det modsatte af lyst. Så hvorfor lægge bånd på sig selv? Fordi von Trier rent faktisk ledte efter noget større end sin egen lyst, han ville redde filmen med Dogme-bevægelsen, og i nullerne ville han redde verden ved at afdække råddet bag USAs glitrede overflade. Derfor måtte han være kysk. Men det gik i sidste ende bare ikke så godt med de projekter. Lars von Trier blev også selv ramt af en kæmpe depression derefter. Så måske det i særlig høj grad gav mening at finde tilbage til det lystbaserede arbejde?

Hemmeligheden bag hvorfor Melancholia er så fremragende en film: Den er på én og samme tid et hårrejsende portræt af depression, men samtidig så vanvittig lystbetonet en film. Den er så afsindig flot, så mærkværdig gennemarbejdet, og især i scenerne med den farlige planet overvældende kraftfuld. Det mærkelige er, at netop ved at lave en komplet håbløs og nihilistisk film, hvor der intet håb er, og hvor alle dør, inkl børnene, så virker det som om Lars von Trier har været fuldstændig frisat. Der var alligevel ingen eftertænksom pointe at bygge hen til, så bare gør hvad der passer bedst. Hvilket jo lader til at være det samme der sker med Justine. Hendes depression letter efterhånden som dommedag nærmer sig, og tingene holder op med at give mening. Herefter kan hun bare gøre som hun har lyst til, bade i måneskin, være kynisk, men alligevel til sidst hjælpe til med at dulme frygten hos hendes lille nevø. Det er en ekstatisk nihilisme, som jeg ikke rigtig mindes at have set før, men som føjer en interessant vinkel til det samlede værk fra postmodernismens vigtigste instruktør.

Jeg elsker Melancholia. Og det er virkelig også en film man enten elsker eller ikke rigtig forholder sig til. Andre von Trier film er evigt fascinerende, eksperimenterende ophobninger af idéer og æstetiske pointer, der til tider trækker i ganske mange retninger på én gang. Melancholia er let, simpel og behagelig, selvom alle ender med at dø til sidst. Jeg elsker også den meget langstrakte bryllupsscene i filmens første halvdel, som nok godt kunne have været mere vægtig, men som er pinlig på den pinlige måde, og som indeholder en række helt fantastiske billeder, særligt når de er udenfor i nattelyset. Den ender også med det første af to helt fabelagtige små billeder i filmen, nemlig der hvor Justine sidder tilbage helt alene på en stabel af stole og vifter med benene. Det spejler sig lidt i filmens slutning, hvor nevøen til sidst står alene på en trappe, kigger på hesten som han havde fået fortalt at faren var reddet ud på, og tydeligvis indser at tingene står rigtig skidt til. Selvom Melancholia hovedsagligt er en dejlig film, så fanger den også sentimentaliteten og smerten når den skal.

Men først og fremmest er Melancholia filmen hvor ouverturen fra Tristan & Isolde kører igen og igen. Det er faktisk et speciallavet arrangement Lars von Trier har fået lavet, for at gøre det endnu mere svulstigt og pompøst, hvilket provokerede en del Wagner-fans. Alex Ross kaldte det ‘perverse’ i hans korte tekst med titlen: Melancholia, bile’ Men åh, hvor jeg elsker det. Introen minder naturligvis om hvordan Antichrist blev indledt, men der fortalte klippene dog en historie, i Melancholia er det vitterligt bare abstrakte billeder, der godt nok hænger sammen med dele af historien, men som i det store hele er æstetiserede slow-mo malerier som først og fremmest er absurd smukke. Arthouse porno er det vitterlig. Og selvom det kun er indledningen som er decideret abstrakt, så kommer musikken tilbage flere gange, og gerne når det igen bliver uudholdeligt smukt. Det er så meget for meget, men samtidig er det overvældende og medrivende. Lars von Trier begyndte med at vinde de tekniske priser i Cannes, og han sluttede af med at lave endnu et teknisk mesterværk, hvorefter han så fik provokeret så mange at han intet kunne vinde.

Rygterne siger at han ellers ville have vundet hovedprisen. Det gør bare historien endnu bedre. Men for lige at opsummere: Lars von Trier begyndte sin karriere i postmodernismens storhedstid som en selverklæret ‘masturbator’, der ikke ville intet andet med sin filmografi end dyrke sin egen lyst. Derefter skiftede han helt hest, aflagde kyskhedsløfter, iværksatte redningsaktioner, brugte sit kunstneriske virke til alt muligt andet end at dyrke sig selv. Efter min mening viste han faktisk en vej ud af postmodernismen i halvfemsernes hovedværker, frem til han vandt Guldpalmen. Men hans politiske værker var mindre heldige. Og han blev også ramt af enorme depressioner, hvilket gjorde hans arbejde sværere. Men så valgte han en personlig vej frem, dykkede ned i sine depressioner, og fandt en ny stil som igen var baseret på lyst og teknisk mesterskab, omend uden at glemme de teoretiske overvejelser der havde fået ham til at afsværge lyst-filmen til at begynde med. Og så fik han snakket alt for dumt om de overvejelser, og så blev han bortvist.

Lars von Triers historie er den helt centrale Cannes-historie fra de sidste snart fyrre år. Jeg vil gå så langt som til at påstå, at hans historie er den centrale historie i filmens verden de sidste fyrre år, ja i kulturens verden generelt. Ingen kunstner har som ham kæmpet med vor tids centrale teoretiske og kunstneriske problemer, ingen har vundet så mange af de kampe, ingen har derefter drevet tingene så langt ud at han igen måtte starte en ny kamp for at finde nyt land. Hans filmografi er helt uomgængelig. Og hans Cannes-filmografi slutter så perfekt som det kunne være. Selv når udslettelsen er nærmest har Justine fundet overskud til at lave en lille hytte, for at overbevise sin nevø om at tingene nok skal gå. Her sidder de tre mennesker, helt alene mens dommedag nærmer sig. Særligt er Charlotte Gainsbourgs desperation så overbevisende i den scene, mens de to andre sidder helt stille. Og så brænder det hele op. Alt er blevet smadret igen. Von Trier er færdig i Cannes.