Palmesøndag del 386
(A feleségem története, Ildikó Enyedi, Ungarn
Cannes 2021)

De seneste år har det virket som om man var garanteret en plads i Cannes Hovedkonkurrence, filmverdenens fineste række, hvis man vandt en af de lidt mindre fine rækker. Un Certain Regard. Guldbjørnen i Berlin. I år er Payal Kapadia kommet med efter at hun vandt dokumentarprisen L’Œil d’or i 2021. Det er et ret godt fænomen, det giver fornyelse og nyt blod, og betyder samtidig at der er noget at kæmpe for i Berlin og sidekonkurrencerne i Cannes. Men der sker bare også nogle gange det, at når en instruktør vinder en stor pris, at så får hun også pludselig adgang til langt større budgetter og mere mainstream muligheder, og så bliver den næste film ikke så god som de foregående.

Det er lidt det, som er sket med The Story of My Wife. Ungarske Ildikó Enyedi vandt Guldbjørnen i 2017 med Med krop og sjæl, der var et idéproppet lille kærlighedsdrama om en mand og en kvinde, der mødtes i deres drømme i form af to hjorte. Den blev endda Oscar-nomineret. Så fik hun mulighed for at lave en film hun altid havde drømt om, baseret på en af de store romaner i ungarsk litteraturhistorie, og med penge og skuespillere fra Holland, Frankrig, Italien. Og i det forløb gik det meste af hendes styrker tabt…

Historien om Ildikó Enyedi var ellers en ret fin comeback-fortælling indtil The Story of My Wife. Hun debuterede i 1989 med My 20th Century, der vandt debutant-prisen i Cannes (for næsen af bl.a. Michael Haneke). My 20th Century er en af de mindre kendte perler i central/østeuropæisk filmhistorie, en fabulerende fortælling om to tvillingesøstre, der vokser op væk fra hinanden og bliver blandet ind i det tyvende århundredes historie. En film, der er fortalt fra to stjerners synspunkt, og blandt meget andet indeholder en fortælling om en forsøgshund, der flygter fra laboratoriet. Det er en virkelig underholdende film, og umanerlig stor og ambitiøs for en debutfilm.

Men så gik det kommunistiske Ungarn i opløsning, og der var ikke ret mange penge at lave film for længere. Der gik fem år før Enyedi fik lavet en film igen, og selvom hendes næste film fortsætter den magisk-realistiske stil (to af dem hedder sågar Magic Hunter (1994) og Simon, the Magician (1999)), så er der ikke meget magi over filmene selv, som lider af at være franske produktioner, hvor Enyedis særlige styrker ikke er ret meget til stede. Og så blev kassen smækket i. Fra 1999 gik der 18 år før Enyedi igen fik mulighed for at instruere en film. Hun spildte ikke helt tiden, hun videreuddannede sig, blev lærer, instruerede en tv-serie for HBO, men det var ifølge hende selv ikke altid sjovt. Så da Med krop og sjæl åbnede døre op i 2017, så spildte hun ikke tiden. Allerede i 2018 blev det offentliggjort at hun ville filmatisere Milán Füsts roman The Story of My Wife fra 1942, og efter et par års pandemi havde hun den klar til Cannes 2021.

Filmen fortæller om den hollandske kaptajn Jakob Störr (Gijs Naber), der bare mangler at blive gift, før hans liv er perfekt. Han vædder med sin ven om han kan blive gift med den første kvinde, der går ind af døren på den restaurant de sidder på, hvilket er heldigt nok når den umanerligt kønne Lizzy (Léa Seydoux) kommer ind, og indvilliger i at gifte sig med ham ugen efter. De passer faktisk godt sammen, men når nu Jakob er væk på skibe flere måneder i træk begynder han at tænke Lizzy sikkert bedrager ham, ikke mindst efter han møder hendes ven Dedin (Louis Garrel). Og så går tiden, dels i karakterernes liv, men også i biografsalen, for filmen er af uransaglige årsager 2 timer og 50 minutter lang.

Enyedi er en dejlig instruktør. Som så mange andre kunstnere, der leger med det magiske eller det dyriske, så læner hun sig nogen gange op af at være kitsch. De to hjorte i Med krop og sjæl klarer det lige nøjagtig, men når The Story of My Wife indledes med at vi følger to hvaler under vandet, så bliver det lidt cheesy. Men jeg kan godt leve med, at det er cheesy. Det handler om balance. Og i Med krop og sjæl er balancen ret vidunderlig. Scenerne med hjorte ved en snedækket skovsø veksler med scener fra det slagtehus de to hovedpersoner arbejder på, som dels viser os en endeløs række af dræbte køer, dels er et dræbende kedeligt og bureaukratisk sted at arbejde. Det er virkelig fint stykket sammen, og Enyedi finder visuelle træk ved alle tre verdener, skoven, slagtehuset, kontorerne, som bærer den lille historie videre.

Det gør hun ikke i The Story of My Wife. Der er faktisk kun én interessant verden i den film, og det er havets verden. I filmens første sekvens begynder vi som nævnt under vandet hos hvalerne, og så ser vi skibet på det store hav, og så følger en række af små klip fra skibet, af arbejde, rutiner, samt af sang og dans om natten. Det er rigtig godt, fyldt med interessante kameravinkler og stærkt klippearbejde. Og så kommer vi ind på land, og så er alt egentlig ret kedeligt.

Det er ret meget pointen med filmen, at Jakob Störr har et interessant liv på havet, men at hans landliv aldrig rigtig bliver tilfredsstillende, men at der er en pointe med det gør det jo ikke mindre uinteressant. Og efterhånden som plottet skrider frem vælger Störr at satse mere på samlivet med sin kone, og at kunne arbejde på land, hvilket gør filmen mindre og mindre visuelt interessant med tiden, og så er to timer og halvtreds minutter altså lang tid.

Og så er der problemet med at det igen er en kæmpe co-production. ‘Europudding’ kalder man den slags, når penge og skuespillere fra hele kontinentet er blevet klasket sammen af produktions-relaterede grunde, og der ikke længere er nogen klar vision for filmen. Men Enyedi påpegede i stort set alle de interviews jeg læste, at filmen er et europæisk miskmask, fordi historien jo også er det. Störr er jo sømand, taler hollandsk i sin voiceover, men engelsk med alle han møder, og Lizzy er fransk, og de rejser rundt i Europa. Det er en transglobal fortælling, så selvfølgelig skal den ikke føles særskilt ungarsk.

Men… Det er altså ikke dem alle sammen, som gør det lige godt på engelsk. Og ligeledes er det lidt som om noget går tabt i manuskriptet, bogstavelig talt. Filmen er inddelt i 7 ‘lektioner’ som Störr lærer én efter én, hvor f.eks fjerde lektion handler om sensualitet, og ser ham flirte med en yngre kvinde, hvorefter han kan genstarte sit sexliv med Lizzy. Hvilket faktisk resulterer i en af de bedre sexscener jeg kan huske, smukt filmet og virkelig fortællende. Men andre lektioner fangede jeg overhovedet ikke pointen med. Også fordi Störr er en tavs og maskulin mand filmen igennem, er det lidt svært at regne ud hvordan han udvikler sig fra lektion til lektion. Derfor begynder filmen bare at føles lang og meningsløs, og Enyedis visuelle opfindsomhed formår ikke at gøre op for problemerne.

Men der er dog opfindsomhed nok til at det ikke er helt forfærdeligt. Jeg havde egentlig regnet med at The Story of My Wife ville være min hadefilm fra konkurrencen, det er den slags film jeg hader: Litterær, prætentiøs, europudding. Men der er nok idéer til at det er set værre. Nogle af idéerne er virkelig cheesy, men de er der dog. Derfor er den i det mindste ikke ligegyldig.