The Tree of Life

Palmesøndag del 236
(Terrence Malick, USA
Cannes 2011, Guldpalmen)

“It had the size, the importance, the intention, whatever you want to call it, that seemed to fit the prize.” Det var begrundelsen Robert de Niro gav da hans jury uddelte Guldpalmen til The Tree of Life. Det er en lidt mumle-lunken beskrivelse – og det er siden kommet frem at juryen oprindeligt ville give palmen til Melancholia, inden Lars von Trier begyndte at ævle om Hitler – men det er også en meget passende beskrivelse. Allerede ved første øjekast er The Tree of Life åbenlyst en stor film: Kosmisk ambitiøs og intenst følelsesladet. Men det er også en film, som selv de største fans måske nok indrømmer ikke giver 100% mening, og som har lidt skavanker her og der.

Præcis hvad den forsøger at sige, hvorfor den er så vigtig, det er ikke helt nemt at sige. Men den siger noget stort og vigtigt, det er helt tydeligt.

Det store og vigtige emne er i virkeligheden ganske simpelt: The Tree of Life handler om en ung mands alt for tidlige død. Vi ser aldrig dødsfaldet, men vi ser hvordan det påvirker hans nærmeste. Vi ser hans forældre sørge i tiden lige efter hans død. Vi ser hans storebror mange år efter, der pludselig bliver tynget af sorg igen, og som tænker tilbage på deres opvækst sammen. Vi ser en art vision om den unge mands opstandelse igen. Og vi ser universets svar på tragedien, eller rettere, vi ser det manglende svar. I virkeligheden hænger filmen ret godt sammen som en række meditationer over dødsfaldet, omend det er lidt skævvredet, at opvækst-sekvensen er så meget længere end alt det andet, og er så fokuseret på storebrorens følelsesliv. Men det handler alt sammen om den døde bror.

Til tider er det virkelig åbenlyst, omend det er sovset ret meget ind i Bibel-referencer. Filmens første tekst er fra Jobs bog, kapitel 38, vers 4 og 7, på dansk: Hvor var du, da jeg gik i gang med at skabe verden? […] dengang morgenstjernerne råbte i kor, og alle omkring mig i himmelen jublede af fryd? Det er Gud selv der spørger, efter at Job har klaget over al den uretfærdighed der er ramlet ned over ham. Og det spejler sig i filmen: Jessica Chastains Mrs O’Brien spørger i en af de mange mange voiceovers ‘Hvor er du Gud?’ Og hvad er svaret? Den berømte kosmiske sekvens med verdens skabelse. Det er altså ikke kun for sjov, at den er med, den er dybt indlejret i filmens diskussion, som svar på et af karakterernes spørgsmål om død og uretfærdighed. Den slags ting er filmen fuld af, det kan efter et par visninger kommer til at give rigtig meget mening.

Men det kræver altså et par visninger, for filmen er samtidig også til tider demonstrativt uvillig til bare at forklare helt stille og roligt hvad der foregår. Klip som ved et gensyn er umanerligt følelsesladede kan ved første gennemsyn virke helt umotiverede, fordi der først kommer svar senere. Mrs O’Briens første voiceover handler således om hendes egen religiøse opdragelse, og de nonner, der fortalte hende om forskellen på ‘grace’ og ‘nature’. Som en bibemærkning, så er der rigtig rigtig meget af det der bliver sagt i filmen, som har meget tydelige afsendere: Nonnerne sagde, eller præsten siger, snarere end at det er noget som Malick eller ‘filmen’ siger. Det er en polyfonisk film med rigtig mange stemmer i sig. Men anyways, nonnerne siger ting, og O’Brien slutter af med at sige They told us, that nobody who loves grace ever comes to a bad end. Men mens hun siger dette ser vi den mellemste bror kigge sørgmodigt bagud over skulderen og ind i kameraet. Den bror, som elskede grace, som alligevel døde tragisk ung, og som dermed modbeviser hvad nonnerne sagde! Det er stærkt!

Bortset fra. At vi på det tidspunkt ikke aner, at den unge mand vil dø, medmindre vi har set filmen før. Der klippes med det samme til scenen hvor forældrene nogle år efter får forfærdende nyt, men at det handler om den her specifikke unge dreng vi lige har set, det får vi først bekræftet mange minutter senere! Indtil da vil en seer, der ikke lige har læst hvad det hele går ud på, have mere end svært ved at regne ud hvad der er op og ned i den her film, og misse et af de mest sørgmodige klip. Ved at se den et par gange begyndte det for mig at blive langt mere tydeligt hvad der foregik. Jeg forstår også hvorfor Sean Penn er med! Det er vigtigt han er med, for ellers kan det ikke forsvares, at det lange centrale flashback er fra storebrorens synsvinkel, når nu det i virkeligheden er den mellemste bror det handler om. Og det er et ret fornuftigt greb, den ældste brors indre kamp mellem indflydelsen fra far og mor, og hans senere forståelse af, at lillebroren har en helt anden indre balance mellem de to poler, giver sekvensen en narrativ kerne, som Malicks film ellers ikke altid har.

Slutningen, derimod. Den fatter jeg stadigvæk ikke. Og jo mere jeg ser den, jo sværere bliver det nærmest for mig at forklare hvad der sker. Jo, altså, i grove træk forstår jeg, at det nok er en vision om kødets opstandelse på en eller anden måde, men det får mig så bare til at stille endnu flere spørgsmål i mit hoved. Hvis der er nogle specifikke religiøse idéer, der f.eks kan forklare de to andre kvinder der optræder sammen med Mrs O’Brien, så vil jeg meget gerne høre dem. Mere generelt forstår jeg ikke hvorfor de er på en strand, og hvorfor de har den alder de har? Hvorfor er den døde bror så ung, hvis han var en del ældre da han døde? Har alle den alder de gerne vil have? Hvorfor vil Sean Penn så være så gammel, var han ikke meget sejere da han var yngre? Og har han vitterligt ikke andre end sin familie han skal genforenes med, for det var da i så fald ualmindeligt trist…

Men sekvensens problemer hænger nok også sammen med, at der er ret mange problemer ved den teologiske idé om opstandelsen. Helt præcist hvordan kommer det til at hænge sammen? Bare den helt berømte, hvis nu jeg har en kone, og hun dør, og jeg så gifter mig igen, skal jeg så genopstå med to koner, og i så fald, hvor himmelsk bliver det så lige for de to? Sekvensen er ikke filmisk overbevisende fordi den teologiske pointe ikke rigtig er så overbevisende, hvilket desværre også gør, at filmen i sidste ende måske ikke er så teologisk og filosofisk overbevisende, som de bedste af de bedste film plejer at være. Men der er mange mere overbevisende film, som omvendt gør lidt lettere ting, mangler the size, the importance, the intention, whatever you want to call it.

The Tree of Life fuldendte transformationen af Malick til myte. Den er så stor, så vanvittig, så ambitiøs, at det levede op til alle fordomme om hvad den instruktør var for en type. Og så var der historier om, at Malick havde arbejdet på filmen siden firserne, under navnet Q, et vanvidsprojekt der efter sigende på et tidspunkt også bl.a. inkluderede en minotaur, der sov langt nede under vandet. Idéer fra dengang lader bestemt til at gå igen i The Tree of Life – og er måske tydeligere i filmens senere vedhæng som Director’s Cut udgaven og dokumentaren Voyage of Time, der vist også var baseret på idéer fra den kosmiske sekvens. Der er også den helt basale ting ved The Tree of Life, at dens centrale fortælling stemmer ret godt overens med begivenheder og fakta fra Malicks eget liv og opvækst, og at det samme gør sig gældende for hans to næste film To the Wonder (2012) og Knight of Cups (2015). Sat sammen er det nærmest et kæmpe vanvidsprojekt om de kosmiske implikationer af instruktørens eget liv.

Men det er lidt synd at klaske det alt sammen sammen på den måde. For det kan risikere at tage væk fra, hvor sammenhængende et værk The Tree of Life rent faktisk er i sig selv. Og det kan skygge for, at hovedpersonen som nævnt ikke er storebroren, men den mellemste bror, og uden den viden er filmen en del sværere at forstå. Det er også den mellemste bror, der er hovedperson i hvad der ved mit gensyn var den stærkeste scene i filmen: Faren sidder ved klaveret og spiller, vi har allerede fået at vide at han følte han begik en fejl, da han opgav at blive kunstner, for i stedet at blive ingeniør. Ude på terassen sidder den mellemste bror med sin guitar, han har tydeligvis arvet faderens talent. Og så spiller han det som faren lige havde spillet, kigger lidt sky ind i stuen. Og faren akkompagnerer lidt, formentlig meget meget rørt, men som Brad Pitt spiller ham altid i stand til at skjule det. Og så har de to et øjeblik sammen, er forenet i en kunst, som ingen af dem fik lov til at udleve. Og det er bare et lille øjeblik, men det er, langt højere end nok så mange dansescener i strandkanten, ægte kosmisk!