Palmesøndag del 384
(James Gray, USA
Cannes 2022)
Efter to film, der endte med et billede af et spejl, lavede James Gray en film, der endte med en glasdør. Jeg har derfor foreslået at kalde The Immigrant (2013), The Lost City of Z (2016) og Ad Astra (2019) for ‘glas-trilogien’. Alle tre film handler om rejser – rejse til USA, rejse ind i junglen, rejse ud i rummet – og alle tre kan siges at handle om rejser væk fra sig selv, fra sin egen identitet. I spejlet er man dog stadigvæk sig selv. Men så slutter Ad astra med en glasdør, så til sidst var det faktisk muligt for en Gray-karakter at komme videre
Jeg elsker den trilogi. Her blev James Gray for alvor en stor auteur, her gik han fra at lave små film fra nutidens New York, til at lave kæmpe udstyrsstykker, der dog handlede om præcis de samme emner. Og der er en udvikling i de tre film, fra den meget slørede og udefinerede The Immigrant, til Ad Astra, hvor alt står ubønhørligt skarpt i det klare stjernelys. Det føles som en fornemt afrundet enhed.
Jeg kan derfor også godt forstå, at James Gray efter Ad Astra havde behov for at lave noget andet. Med Armageddon Time vendte han ikke bare tilbage til New York, han lod sig også inspirere af sin egen opvækst. Resultatet blev noget man kunne kalde for en nøglefilm, en fortælling om en lille dreng, der konfronteres med de samme problemstillinger, der vendes og drejes i alle James Grays film. Og Gray formåede at koble tematikken til nutidens politik, på en igen for ham rent uvant måde. Dermed viste filmen ret tydeligt, at Gray ikke havde tænkt sig at vende tilbage til at blive en lille auteur. Han fortsatte med at lave store film, i det mindste hvis man kigger på mængden af idéer.
Queens, 1980. Den lille jødiske dreng Paul Graff starter i sjette klasse, men bliver hurtigt stemplet som ballademager. Og derfor har han noget til fælles med Johnny, som læreren også altid er ude efter, omend det her også lidt lader til at være fordi Johnny er sort. De to drenge laver ballade, men det går helt galt, da de begge bliver taget i at ryge pot på et af skolens toiletter. De straffes dog på meget forskellig vis. Paul bliver sendt på eliteskole, hvor han bliver mødt af skolens donor Fred Trump. Johnny bliver jaget af de sociale myndigheder, og forsøger at få Pauls hjælp til at undgå at blive fanget. Men deres forsøg på at vinde over systemet skaber bare endnu større problemer, naturligvis mest for Johnny, alt imens Paul som regel går fri.
Igen handler det altså meget om identitet. Paul og Johnny er puttet i to helt forskellige kasser, fordi de har forskellig hudfarve, og begge forsøger at undgå at sidde fast heri. Men Pauls familie vil egentlig gerne have han sidder fast i rollen som hvid. Pauls bedstefar Aaron (Anthony Hopkins) forsøger at lære Paul at stå op imod racisme, men insisterer stadigvæk på, at han skal omfavne sine nye privilegier – ham og hans forældre stod forfærdelige ting igennem i Østeuropa, fordi de var stemplet som jøder. Pauls far Irving (Jeremy Strong) er mindre nuanceret, men afslører også, at han godt forstår Pauls had til racisme og forskelsbehandling, for han har selv mærket hvor anderledes han blev behandlet, også i det jødiske miljø, på grund af sin klassestatus som ud af en arbejderfamilie.
Der er også en dobbelthed heri. Paul vil væk fra den kasse han er puttet i, og nærme sig Johnny, men det kan han ironisk nok kun gøre ved også at tage sin minoritets-status på sig. Hans familie bliver ved med at sige til ham ‘blend in’, men hermed mener de ikke at han skal blive udefinerbar, sådan som så mange James Gray karakterer drømmer om at blive det (og som Grays yndlingsskuespiller Joaquin Phoenix kan siges at være det, hvorfor han spiller en ny etnicitet hver gang han optræder i en film af Gray), men at Paul skal definere sig tydeligere som hvid. Han er hvid amerikaner, og det giver en status i USA, som er umanerlig betydningsfuld, allerede for små drenge.
Det er en virkelig interessant krølle på James Grays tematik. Det er også et meget konkret dilemma. Armageddon Time er også en meget konkret film. Tidligere har Gray været lidt vag med tidsperioder, dyrket et meget sløret og tåget filmsprog, men det meste står knivskarpt her. Vi er i efteråret 1980, Ronald Reagan er på vej til at vinde præsidentvalget, og filmen slutter præcis på Thanksgiving. Det er en ekstra tragisk ironi, for Paul er kæmpe Beatles-fan, og drømmer om at bandet skal blive gendannet, og så slutter hans fortælling blot et par uger før mordet på John Lennon. Der er stor detaljerigdom i skildringen af New York, med fokus på musikken, samt scener på muséer og i parker. Ligeledes er der de meget konkrete referencer til Trump-familien, der i 1980 bliver set som mulige forbilleder for de små børn på eliteskolen – omend det er advokat Maryanne Trump, der bliver set som et forbillede, og ikke lillebror Donald, hvis karriere stadig kun lige var gået i gang.
Cinematografien er også skarp som luften på en kold novemberdag. Darius Khondji står igen bag kameraet, og laver et klassisk amerikansk billedsprog, der får filmen til at føles ganske stor igen. Ligesom castet med Anthony Hopkins, Jeremy Strong og Anne Hathaway som Pauls mor igen er et overraskende stort cast for Gray – og det er så vidt jeg ved kun Strong, der har jødisk baggrund, hvilket pudsigt nok er som det plejer for Gray. Jeg forstår stadigvæk ikke helt, hvordan Gray er sluppet af sted med at kunne lave så store film. De tjener stort set aldrig sig selv hjem igen, og Armageddon Time blev igen noget nær et flop. Hans skuespillere vinder sjældent priser for deres præstationer i hans film, og filmene vinder heller sjældent noget. Han har vidst efterhånden sat rekord, ved at være i Cannes-konkurrence fem gange, uden at vinde noget som helst. Det begynder at være statistisk pudsigt, man skulle da tro man kunne vinde en lille Special Mention fra en sidejury, eller noget.
Med fem Cannes-deltagelser er Gray en af festivalens største amerikanske favoritter. Men hvor jeg førhen lidt så det som udtryk for, at ledelsens personlige favoritter altid får lov til at komme igen, så har Gray faktisk udviklet sig til en af amerikansk films mest interessante instruktører. Hans fokus på identitet har altid været dybt fascinerende, ikke mindst fordi han til tider fik gjort det til noget virkelig abstrakt, til et spørgsmål om at være defineret af omverdenen eller ikke, og fik det omsat i et ligeledes abstrakt filmsprog med skygger, mørke flader, røg og spejle. Nu er det så blevet et hyper-aktuelt emne, særligt efter Donald Trumps indtog på den politiske scene, og man forstår måske godt Gray har haft behov for at være mere konkret for en gangs skyld. Det har ikke medført nogen som helst form for reduceret kompleksitet, men i stedet i en af årgangens stærkeste film, der især er stærk hvis man er fan af Gray som auteur.