Once Upon A Time In Anatolia

Palmesøndag del 287
(Bir zamanlar Anadolu’da, Nuri Bilge Ceylan, Tyrkiet
Cannes 2011, Jury Grand Prix)

Som en instruktør, der er særskilt optaget af at beskrive sted og rum, har Nuri Bilge Ceylan naturligvis arbejdet med dybdefokus. I et tidligt klip i Uzak ser vi således først Mahmut i forgrunden, med konturerne af en kvinde utydeligt i baggrunden. Da så kameraet skifter fokus bliver hun tydelig, mens han bliver utydelig. Hermed tydeliggøres afstanden mellem de to, selvom de sidder tæt på hinanden.

Den effekt varieres i åbningen af instruktørens største mesterværk Once Upon A Time In Anatolia: Billedet er også utydeligt, vi aner konturerne af nogle mennesker i baggrunden, men denne gang er det fordi kameraet ser ind igennem et beskidt vindue. Ved at trække nærmere på dukker menneskene tydeligt frem, og vi kan følge med i alle detaljer derinde. Effekten er anderledes: Hvor de to mennesker i Uzak var uoverstigeligt fjerne fra hinanden, så siger åbningen af Once Upon A Time In Anatolia at det rent faktisk er muligt at overstige afstanden, og opnå indsigt i andres verdener. Det kræver dog at man gider se bag den snuskede og beskidte facade.

Det er en virkelig passende åbning på en art kriminal-film. Det er dog en mærkelig krimi, netop fordi filmen postulerer en grundlæggende ugidelighed til rent faktisk at zoome ind bag snavset. Og så lærer man jo ikke så meget. I legen med krimi-genren siger filmen derfor igen noget om Tyrkiet. Men denne gang er det så stor en æstetisk og filmisk milepæl, at dens udsagn bliver globalt relevant. Det er en af sidste årtis største og bedste film.

Kriminalplottet i Once Upon A Time bygger på en nærmest genial idé – så det er da heller ikke nogen overraskelse at den eftersigende bygger på virkelige oplevelser: Ved filmens start har morderne allerede tilstået overfor politiet, så vi bruger ingen tid på at finde ud af hvem de skyldige er. I stedet følger vi de to mordere, mens de sammen med politi, anklager og den lokale læge forsøger at genfinde det sted hvor de begravede deres offer. Tre biler kører rundt i natten ude på den anatolske slette, mens de forsøger at finde et helt specifikt sted, selvom morderne ikke helt kan huske detaljer, pga alkoholindtag. Selvfølgelig bliver yderligere mysterier afdækket alt imens området lige så langsomt gennemsøges.

Mit go to værk om postmoderne litteratur er Brian McHales Postmodernist Fiction (1987). Heri beskriver McHale ikke kun eksperimenterende litteratur, men afdækker også et skift i populær-fiktion fra modernisme til postmodernisme: Han kalder krimi-litteraturen for modernistisk, i og med dens optagethed af at afdække sandheder og logikker kan sammenlignes med f.eks Joyce og Prousts forsøg på at komme ind til en sandere beskrivelse af tabt tid og tankemylder. Postmodernismens populærfiktion er derimod science fiction, som er optaget af at beskrive verdener og alternativer, ligesom ‘postmoderne’ forfattere som Thomas Pynchon og Gabriel Garcia Marquez er det (McHale har en bred definition af postmodernismen). Det er nærliggende at kalde Once Upon A Time In Anatolia for en postmoderne kriminalfilm, i og med at den skifter fra at beskæftige sig med selve opklaringen af forbrydelsen, for i stedet at dvæle ved den anatolske nat, samt de lokale mennesker som politifolkene besøger. Jeg tror dog helt ærligt det er for forenklet at se det på den måde.

Det hænger sammen med filmens titel. Det er noget en af betjentene siger til lægen, for at hjælpe ham med at holde modet oppe. Tænk på hvordan du engang vil kunne fortælle det som et eventyr, hvordan du vil kunne sige ‘Der var engang i Anatolien…’ Det kan lyde fikst, men jeg tror det skal tages helt seriøst, at filmen bl.a. skal behandles som et eventyr. Dvs ikke post-moderne, men præ-moderne. Præmodernismen mærkes overalt i filmen, til tider som mørk humor – efter en betjent i frustration begynder at tæve en af morderne bliver han stoppet med bemærkningen ‘sådan her kommer vi aldrig med i EU!’ som om volden holder området ude af det vestlige moderne fællesskab – til tider som noget nærmest overvældende mystisk. Et lyn afslører et stenansigt, tegn på tidligere civilisation. Kameraet følger et æble mens det glider ned af en skrænt, naturen der lever sit eget liv uden at tænke på menneskenes situation. Og i filmens kernescene gøres der holdt i en lille landsby, hvor pludselig elektriciteten går, og en ung kvinde træder ind med en olielampe. Synet af hendes ansigt i lampens skær overvælder flere af mændene.

Senere diskuterer to af mændene, hvor synd og spild det er, at så smuk en kvinde skal spilde sit liv i sådan en landsby, hvor hun ingen fremtidsmuligheder har. Den lille landsby er afkoblet fra den moderne verden, og borgmesterens højeste ønske er at bygge et moderne lighus, sådan så ligene af de gamle mennesker kan holde sig, indtil deres pårørende er kommet hjem fra udlandet. Det er et dødens sted, et sted uden fremtid, et sted uden modernitet. Det er igen så typisk for Nuri Bilge Ceylan, hvordan områder i Tyrkiet er afkoblet fra hinanden. Der er det Tyrkiet som er en del af den moderne verden, og så er der det som er præ-moderne, som er skåret fra. Men pointen med filmen er, at det ikke er fordi der er ubrydelige grænser mellem de to dele, for de moderne mænd kan jo frit rejse rundt på den mørke og præmoderne slette. Sammenhængene er bare ikke stærke nok til at hive Anatolien med ind i moderniteten, der er for meget og for mange som bliver ladt tilbage i mørket.

Det er en stærkt filosofisk film, men det er ikke derfor Once Upon A Time In Anatolia er så overvældende et mesterværk. Det er den først og fremmest fordi den er så overvældende. Nuri Bilge Ceylan havde arbejdet med digitale kameraer i et stykke tid, og havde lavet mange smukke billeder, men måden kameraet her fanger billygternes lys i det anatolske mørke er fuldstændig sublimt nyskabende. Det er en lysbehandling der er lige så unik som f.eks Hammershøis, og lige meget hvor mange gange jeg ser den her film, så bliver jeg aldrig træt af at se på lyset i mørket. Det er det vigtigste en film kan være, så overvældende i sin sublime æstetik at man bare bliver revet med. Selvom der er mange lag og tanker her er det derfor også en nem og ligetil filmoplevelse langt hen ad vejen.

Men til sidst bliver den nu også hård. Skiftet fra nat til den regnvåde morgen er også eminent lavet, og minder mig om langstrakte familerejser, der bare aldrig stoppede. Once Upon A Time In Anatolia er også en slow cinema milepæl på grund af den måde den bruger tid og langsommelighed. Fortællingen handler om en efterforskning, der bliver ved og ved og ved selvom ingen reelt kan overskue det mere, og det viser filmen på den simple måde, at den bliver ved og ved. Jeg tjekkede, da de endelig finder begravelsesstedet er der stadigvæk en hel times film tilbage. Det bliver vidunderligt komisk da de endelig når til obduktionen, og lægens assistent begynder at brokke sig over hans værktøjer ikke er gode nok, indtil lægen er nødt til at afbryde ham fordi han simpelthen ikke kan mere. Sådan vil de fleste seere nok også have det. Til at starte med er den her mordefterforskning et vidunderligt eventyr, men det holder aldrig op, og bliver til sidst mørkt og trist.

Det er den tragiske pointe. Den anatolske fattigdom kommer nok aldrig til at holde op. Der er for meget slette, for lidt at bruge den til. Det kunne man leve med dengang i præ-moderniteten, hvor forskellen til andre områder ikke var så stor. Men nu er dele af verden blevet moderne og oplyst, og der er ikke energi nok til at rive resten med, så nogle ting kommer til at forblive i mørke. Forbrydelsen forbliver også halvvejs uopklaret.

Nuri Bilge Ceylans film er altså ikke moderne, eller postmoderne, og selvom jeg har kaldt den præ-moderne er det også kun delvist sandt. Dens pointe er snarere, at de begreber ikke duer til at beskrive verden. For verden er hverken det ene eller det andet eller det tredje. Den er sfærer af forskellige zoner, nogle moderne, nogle postmoderne, nogle præmoderne, som er kommet så langt væk fra hinanden, at de ikke længere hænger sammen. Nuri Bilge Ceylans film er dermed intet mindre end et opgør med hele den vestlige tidsopfattelse. Og så er den sublimt smuk oveni.

Serien om Nuri Bilge Ceylan fortsætter med Vintersøvn