Mænd uden vinger

Palmesøndag del 229
(Muzi bez krídel, František Čáp, Tjekkoslovakiet
Cannes 1946, Grand Prix)

Det helt særlige ved Cannes 1946 var uden tvivl de mange mange film om den nys overståede krig. Næsten alle de lande der havde været med i krigen sendte en krigsfilm, lidt overraskende undtagen Storbritannien og USA (lidt afhængig af hvordan man kategoriserer Notorious). Men de mange tidligere besatte lande, de sendte næsten alle sammen et opus om deres kamp mod tyskerne.

Her kan man lære ret meget, ikke mindst om forskellene på de forskellige former for modstandskamp. Der er i hvert fald stor forskel på František Čáps Mænd uden vinger og en dansk modstandsfilm som De røde enge eller Den usynlige hær. Čáps film er kort fortalt langt voldsommere. Det fremtvinger stor respekt for det tjekkiske folk. Men som en lille ekstra tragedie, så er jeg ikke sikker på det resulterer i en bedre film.

Mænd uden vinger foregår i 1942, kort efter at den tjekkiske modstandsbevægelse fik ram på Gestapo-chefen Reinhard Heydrich. I sig selv en form for aktion, som ingen i Danmark nogensinde forsøgte på. Resultatet var da også ualmindelig blodigt, tyskerne svarede igen med massehenrettelser og deciderede massakrer af hele landsbyer. I filmen overlever drengen Jirka massakren af byen Lidice (340 døde). Han bliver hjulpet af sin onkel Petr, der arbejder med den tjekkiske modstandsbevægelse. De bliver begge to knyttet til en flyfabrik (deraf titlen), der laver fly for tyskerne, ledet af den tysk-tjekkiske Ullman, men der går mange ting galt på fabrikken, og der forsvinder også ting og sager, der går til den tjekkiske undergrund. Tingene af anspændte. Og da tyskerne finder en granat begynder nettet at stramme sig sammen.

Den her film skildrer et Tjekkiet, som decideret er i krig. I en film som Den usynlige hær, så foregår der en usynlig kamp mellem tyskerne og en hel masse, der er gået ‘under jorden’. Det er ikke befolkningen som sådan der er i krig, men en lille del af den. Og det er fra den situation, at filmens moralske dillemmaer opstår. Det er helt anderledes i Mænd uden vinger. Her har folk ikke så meget valg. De bliver tvunget til at lave våben for tyskerne, og er derfor nødt til at tage stilling til, hvor effektivt de vil arbejde. Deres familiemedlemmer bliver måske myrdet, og hvis de forsøger at beskytte dem, ja så har de også overtrådt loven. Og hvis det kommer frem at nogen på fabrikken arbejder for modstandsbevægelsen, ja så kan tyskerne finde på at myrde samtlige medarbejdere, frem for at lade en potentiel modstandsmand slippe fri.

Dermed bliver Mænd uden vinger nærmest en krigsfilm. Dillemmaerne er noget mere stillet på spidsen, og det handler i aller højeste grad om at tage sin rolle i krigsindsatsen på sig. I Danmark kunne man godt være neutral, men det er simpelthen ikke muligt i det Tjekkiet som den her film skildrer. Det er en noir-krimi film, der får miljøet i Sin City til at virke som en børnehave. Og filmen er elementært spændende. František Čáp lavede velturnerede mainstream-film (hans tidligere film Natsværmeren og Ungdommens længsler fik også dansk premiere) og filmen er bare helt enkelt effektiv. Frustrationen, frygten og vreden sætter sig i de tjekkiske ansigter, mens de kæmper for at overleve. Eller i det mindste gøre en forskel i krigen mod tyskerne.

Filmen har en i kontekst ret bitter slutning. Til sidst i filmen er der en karakter der dør, en heltemodig opofrelse for at redde sine kammerater, og mens kameraet zoomer ind på hans døde ansigt udspiller der sig en art vision som dobbelteksponering indover. Kvinder med våben løber, bomber falder, folk kæmper, til sidst overgiver tyske soldater sig, og til aller aller aller sidst hejses det tjekkoslovakiske flag triumferende op i en flagstang. Soldatens offer var ikke forgæves.

Altså bortset fra… At kort tid derefter kom så Sovjetunionen ind, og overtog styringen med landet via et marionetregime. Den kontekst gør filmen så meget desto mere dyster. Også fordi František Čáp selv kom i klemme med regimet, han skældte ud på arbejderpublikummet for ikke at kunne forstå hans film, og den slags skulle man ikke rigtig gøre i et kommunistisk land. Herefter lavede han film i eksil, dels i vesten, særligt Vesttyskland, men dels blev han inviteret til Slovenien for at hjælpe med at bygge den del af Jugoslaviens filmstruktur op. Han lavede nogle af de første slovenske biografsuccesser, desuagtet at han altså ikke var slovener og ikke rigtig havde nogen speciel tilknytning til landet. Han var bare kompetent og stilsikker, og det fik han til sidst lov til at være i et helt andet land. Omend han så også her blev udsat for hård kritik, denne gang for at være for fremmed… For nogle kunstnere har det altså bare været endog meget svært.

Den her mørke, nærmest håbløse indstilling, den har i høj grad præget krigsfilmene i Østeuropa. Der bliver lavet rigtig mange film om partisanerne, og her er det sjældent jublende propaganda, hvor tysken får til sidst, og alle lever lykkeligt. Det er dunkle film om afsavn, forrædderi, håbløshed. Moralske dilemmaer. Og en konstant fornemmelse af død. Det er nærmest sin egen genre, partisan-fortællingen, også kendt fra den hviderussiske forfatter Vasil Bykaum, hvis bøger har inspireret film som Larisa Shepitkos Opstigningen og Sergei Loznitsas In the Fog. For nylig lavede den litauiske instruktør Sarunas Bartas noget helt nyt og endnu mere dunkelt med filmen Dusk, der skildrer partisaner der efter krigen kæmpede mod kommunisterne, en partisan-fortælling der ikke engang endte med at partisanerne vandt.

Mænd uden vinger er ikke en partisan-fortælling, omend dens titel også lidt beskriver samme fornemmelse. Partisaner har heller ikke vinger. Det er folk i frit fald, der højest kan håbe på en ikke alt for hård landing. Sådan går det ikke for ret mange i filmen. På trods af den optimistiske slutning, så endte landet Tjekkoslovakiet også med at blive slået sønder og sammen, da faldet gennem krigens lange mørke nat var slut. František Čáp var sådan set heldigere, han fandt et bedre sted at fortsætte sin karriere. Men hans film portrætterer stadigvæk fint en række ganske enkelt fortabte mennesker.