Palmesøndag del 200
(Bodil Ipsen & Lau Lauritzen Jr, Danmark
Cannes 1946, Grand Prix)
Det bliver ofte sagt, at top-prisen i Cannes kun én gang er gået til en kvinde: Jane Campion i 1993 for The Piano. Men det er ikke sandt, og især for os danskere er da det værd at værne om, at en dansk kvinde vandt Grand Prix helt tilbage i 1946. Når folk som regel ikke tæller 1946 med, så skyldes det at der blev uddelt afsindig mange Grand Prix’er det år. 11 film delte hovedprisen, ja der blev næsten uddelt én per land*. Festivalen i 1946 var en stor fejring af internationalt sammenhold, og især en fejring af hvordan den frie verden havde stået sammen i kamp mod de onde kræfter. De Røde Enge er, som så mange film i konkurrencen, meget eksplicit en film om den kamp. Men for at være helt ærlig, så halter den ret meget som modstands-film. Dertil er den for melodramatisk. Men som genre-film, som film noir med tydelige melodramatiske træk, der holder den fint.
* af en eller anden grund jeg aldrig har forstået blev Rumænien, Egypten og Portugal snydt, men de havde også kun én film med, så der havde ikke været stor konkurrence. Men Indien havde også kun én film med, og den fik en pris… I don’t get it.
De Røde Enge starter med billeder af et stort fængsel, og en voiceover der fortæller om de fængslede frihedskæmpere, og at de engang vil få deres historier fortalt. Derefter møder vi Michael (Paul Reichardt, jepjep), der efterhånden ser ud til at være blevet godt og grundigt tortureret af Gestapo, og snarligt vil blive henrettet. Han lægger sig i sin køje, og tænker tilbage på hvordan han blev taget. Han har lavet missioner i hele Danmark, men der er tydeligvis en stikker i hans gruppe. Der følger flere dramatiske skududvekslinger og modige flugtforsøg, men til sidst går den ikke længere.
Det er virkelig dramatisk. De Røde Enge kører med alle film noir klichéerne, mørke billeder, flashback-struktur, folk man ikke kan stole på. Bodil Ipsen etablerede film noir genren i Danmark med film som Afsporet og Mordets Melodi, og det er egentlig også sådan, som auteuristisk genrefilm, at jeg foretrækker at se filmen her. For jeg synes helt ærligt ikke den virker ret godt som et portræt af modstandskampen. Dertil er den for melodramatisk. Michael er for åbenlyst en krigerhelt, skurken er for åbenlyst slesk og skurkagtig. Og andre bi-karakterer, som den gode tyske officer der hader nazismen og mister hele sin familie i de allieredes bombardementer, er også for tykt skårne. Det er for meget film-troper, snarere end noget der virker som om det har noget med krigen at gøre.
Der var som sagt virkelig mange krigsfilm i konkurrence det år. Sovjetunionen lavede propaganda-film om hvor stærkt fædrelandet havde forsvaret sig. Fra Schweiz kom der film om flygtninge der desperat søgte mod det neutrale land. Fra Italien film om ruiner og undergang. Så selvfølgelig skulle Danmark da være med med en modstands-film, det er i højeste grad vores del af historien om Krigen, vores bidrag til den samlede fortælling som det internationale samfund gerne ville fortælle. Men jeg synes ikke De Røde Enge fortæller det så godt. Tag titlen, det kommer fra en replik som Michaels kæreste Ruth Isaksen (Lisbeth Movin, i øvrigt virkelig interessant at hun har et tydeligt jødisk navn) siger til ham: At hvis han dør, så vil engene for hende altid være røde, røde af hans blod. Det er et stærkt billede, men det har helt ærligt ikke noget specifikt med mostandskamp at gøre, soldater-kæresterne i de andre lande har også følt at engene var røde.
Tag den anden modstands-film der blev lavet lige efter krigen, Den Usynlige Hær af Johan Jakobsen. Allerede titlen henviser til noget specifikt modstands-agtigt, at hæren er usynlig. Og hele filmen emmer af de her helt særlige modstandsmands-problematikker. At nogen kæmper og andre ikke tør. At Povl er flygtet til England, og hans kone er så ensom at hun er sammen med hans ven Jørgen. Den Usynlige Hær ville ikke kunne fortælles om noget som helst andet emne end undergrunds-hæren under Anden Verdenskrig. De Røde Enge, derimod, er halvt en krigsfilm, halvt en gangster-film, helt en film noir og en tredjedel et melodrama. Den er ikke specifik.
Men måske det også er meningen. Måske filmen netop fik så stor succes, også i udlandet, fordi den er så forhåndsvis generel. Michael er mest af alt bare en helt, ligesom så mange andre hovedpersoner er det. Han kæmper for en sag, han lider, han flygter. Stikkeren er bare ond. Intet i De Røde Enge gør ondt ligesom det gør i Den Usynlige Hær, der i øvrigt også åbner virkelig modigt med en stikkerlikvidering af en grossist, helt uden vi får noget at vide om hvad han har gjort. Der er dillemmaer, der er gråzoner, i Den Usynlige Hær. Det er der ikke lige så meget i De Røde Enge. Og helt ærligt er film noir altså bedre når de er grå.
Jeg kan dog ikke sige, at det er helt skidt. Som så mange andre gamle danske film der ikke er folkekomedier, så bliver De Røde Enge set for lidt. Paul Reichardt er fremragende i en seriøs rolle, og visuelt er De Røde Enge umanerlig smuk. Jeg vil gerne skrive den slags seriøse film med større skrift i filmhistorien. Jeg vil også gerne have mere fokus på (forholdsvis små, men alligevel) auteurs som Bodil Ipsen. Hun var særlig. Og hun var den første kvinde der vandt førstepris i Cannes! Det er da for sejt!