Berygtet (Alfred Hitchcock)

Palmesøndag del 31
(Notorious, Alfred Hitchcock, USA
Cannes 1946)

Åh, Hitchcock. Sikkert den mest centrale person i filmhistorien. Franskmændende elskede ham især. Jeg har folkene bag auteur-teorien mistænkt for at udtænke den, for at kunne behørligt hylde Hitchcock. Truffaut’s interview-bog Hitchcock er en af de største klassikere inden for film-kritikken. Forinden havde Claude Chabrol og Eric Rohmer også udgivet en bog om den store instruktør og skrevet (i den engelske oversættelse): ‘Hitchcock is one of the greatest inventors of form in the history of cinema. Perhaps the only film-makers who can be compared with him in this respect are Murnau and Eisenstein.’ Og Deleuze skriver i sin første filmbog: ‘one might say that Hitchcock accomplishes and brings to completion the whole of the cinema by pushing the movement-image to its limit. Including the spectator in the film, and the film in the mental image, Hitchcock brings the cinema to completion.’ Og for dem som ikke stoler på franskmændende, så blev Vertigo i 2012 udnævnt til verdens bedste film af Sight & Sound. Hitchcock er efterhånden den mest kanoniserede instruktør i verden. Han er filmens svar på Picasso og Miles Davis, og som med dem, så kan man sagtens mene at de er overvurderede, og foretrække eks. Coltrane eller Tarkovsky, men det er umuligt at overvurdere deres betydning for deres respektive medie og dets udbredning.

Jeg mener naturligvis også at Hitchcock er lettere overvurderet, for jeg mener ikke at Vertigo er verdens bedste film, og egentlig er der ikke mange Hitchcock-film jeg ville have på min personlige top 100. Og især er jeg uenig med kritikkerne omkring hans fyrrer-periode, som Berygtet tilhører. Fyrrerne tilbragte Hitchcock i Hollywood, med at lave anerkendte film som Rebecca, Mistanken og I Tvivlens Skygge, film som jeg finder ret kedelige. Jeg kan bedre med de skævere film, såsom Udenrigskorrespondenten der foregår i et nærmest ekspressionistisk Europa, eller Redningsbåden der udspiller sig blot i en båd, eller naturligvis det monstrøse longtake værk Rebet. Det er vitterligt eksperimenterende film, og selvom ingen af dem er 100% vellykkede, så taler det mere til mig end en pæn og lydefri film som Berygtet.

skærmbillede_2015-09-07_kl_203202

Berygtet udfordrer nu også lidt hvad der udgør en typisk Hitchcock-film. Den Hitchcock’ske arketype er den uskyldige mand, der må kæmpe for at bevise sin uskyld. Ingrid Bergman’s Alicia Huberman er måske nok uden skyld i hendes berygtet-hed, men hun har intet håb om at kunne bevise dette. Hendes far var nazistisk spion, så folk tror hun må dele hans overbevisning. Og Cary Grant’s agent Devlin må netop trække på denne overbevisning, for at få hende til at infiltrere en nazi-gruppering i Brasilien, men heller ikke han tror 100% på Alicia, selvom han tilsyneladende elsker hende. Den eneste som tror på Alicia er skurken Alexander Sebastian, spillet af Claude Rains, som så til gengæld synes vitterlig naivt forblændet af den unge kvinde. Det er en mærkelig og atypisk dynamik, og skuespillerne spiller det godt: Cary Grant’s cool pokerfjæs bliver efterhånden så fastfrosset at det nærmest virker som et skjold der skal sikre ham selv mod at blive fanget. Ingrid Bergman spiller som i Gaslys et offer, men denne gang én som bittert er klar over hvad der foregår. Og Rains er strålende som skurken, der i virkeligheden måske er den mest sympatiske mand, i hvert fald ham der har lettest ved at vise følelser, og som er helt igennem forelsket.

skærmbillede_2015-09-07_kl_203043

Berygtet er nærmest et melo-drama i Hitchcock-forklædning, et trekantsdrama mellem parret som ikke kan få hinanden, og den fornuftige tredjepart som hun gifter sig med af pligt. Og rundt om er der en typisk suspenseful Hitchcock-film, komplet med en af de mere fjollede McGuffin’s i form af vinflasker fyldt med uran-sand. Her på afstand er det lidt svært at forestille sig nazi-sympatisører skulle kunne lave en atombombe ud af fire flasker uran, men det er så heller ikke så vigtigt, det vigtige er, at den knuste vinflaske med sand inden i er et effektivt tegn på, at noget er helt galt, og endnu mere vigtigt, så er nøglen til vinkælderen brugt umanerlig spændende, blandt andet i et meget berømt zoom fra loftet af festsalen og ned på Bergman’s knyttede hånd. Det er den næstbedste scene i filmen, kun overgået af den fremragende slutscene, der i al sin enkelthed blot består af, at Devlin forlader huset med Alicia på armen, mens både Sebastian og hans nazi-kumpaner ser på, men uden at Sebastian kan gøre noget af frygt for hvad de andre gør hvis de finder ud af, at hans kone var spion. Det er en besynderlig detalje, at filmen slutter med forholdet mellem Alicia og Devlin ganske uafklaret, mens de sidste øjeblikke bruges på at fastslå Sebastian’s skæbne. Men fuldt fortjent, for Rains gør ham vitterlig til den mest interessante karakter.

skærmbillede_2015-09-07_kl_203011

Der er lidt for enhver smag i Berygtet. Kærlighed, suspense, fantastisk film-teknik. Truffaut var kæmpe fan, kaldte den ‘truly my favorite Hitchcock picture; at any rate it’s the one I prefer in the black-and-white group. In my opinion, Notorious is the very quintessence of Hitchcock […] a remarkably modern picture, with very few scenes and an exceptionally pure story line.’ Meget af det er ganske rigtigt, men jeg er ikke sikker på ‘renhed’ er en positiv kvalitet i mit forhold til Hitchcock. Når Deleuze siger han tilførte filmen de første ‘mental images’, så ser jeg en dobbelthed deri. Ikke blot skabte Hitchcock hvad Deleuze sigter til: tanke-billeder, som i suspense, hvor publikums bevidsthed om forekommende katastrofer er aktiv medspiller i filmene. Men den Hitchcock jeg elsker aller mest laver også ‘mental’ billeder, som i, at verden er ‘mental’, den er psycho. Når Hitchcock er bedst er verden helt forkert skruet sammen, vindmøllerne drejer den forkerte vej, kvinder ligner døde kvinder, fly sprøjter gift hvor ingen afgrøder står, og fugle angriber uden grund. Der er noget helt galt med den verden. Berygtet er én af de mindst gale verdener Hitchcock skabte. Den foregår i et eksil-nazistisk miljø, men nazisterne er pænt afgrænset til deres store palæ. Deres galskab er ikke én der breder sig, og vi er aldrig i tvivl om hvorvidt Alicia er på grænsen til også at optage den. Der er en simpelhed i Berygtet, bestemt er der det, men personligt er det også derfor den ikke hører til blandt mine yndlings-Hitchcock.

skærmbillede_2015-09-07_kl_202826

Fortjent Pris?

Men selv mindre god Hitchcock er bedre end så meget andet. Når man kigger på listen over film fra dette første år i Cannes, så er det én af de få, sammen med Rossellini’s Rom, Åben By og Cocteau’s Skønheden & Udyret, der er blevet stående i filmhistorien. Uden at have set den amerikanske vinder, Billy Wilder’s Forspildte Dage, så kan jeg godt mistænke at Berygtet er den bedre film. Hitchcock er ganske enkelt overlegen.

Næste uge: De to andre Cannes-film Ingrid Bergman spillede med i, begge fra tresserne: Anatole Litvak’s Holder de af Brahms? og Bernhard Wicki’s Besøget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.