Palmesøndag del 253
(В тумане, V tumane, Sergei Loznitsa, Ukraine
Cannes 2012, Fipresci Pris)
Jeg plejede at mene at In the Fog virkelig strittede ud i Sergei Loznitsas filmografi. Det er hans eneste historiske film. Det er også hans eneste filmatisering, baseret på en fortælling af den hviderussiske forfatter Vasil Bykov, kendt for sine fortællinger om partisaner under Anden Verdenskrig. Og jo, der er ikke rigtig andet som den hos Loznitsa. Men efterhånden som tiden er gået, og Loznitsa har lavet flere film om krig og Historie, så virker den mindre anderledes end den plejede. Da jeg genså den gav den lige pludselig virkelig meget mening.
In the Fog åbner med et spektakulært longtake, et langt take uden klip. Først ser vi et skur, så trasker en række soldater forbi, derpå tre fanger med forslåede ansigter, og så følger kameraet efter dem ned af en bakke, og hen mod en galge, hvorefter kameraet fortsætter rundt i en stor cirkelbevægelse der viser tyske soldater og hviderussiske civilister, indtil kameraet til sidst står stille ved et andet skur, hvorefter vi hører på soundtracket hvordan de tre fanger bliver hængt.
Resten af filmen fortæller historien før og efter henrettelsen af de tre mænd. To partisaner, Burov og Voitik, opsøger en nat en fjerde mand, Sushenya, der mistænkeligt nok blev løsladt af tyskerne i stedet for også at blive henrettet. Men da Burov vil skyde Sushenya i en sump bliver han overrumplet af en gruppe tyske soldater, der efterlader ham hårdt såret. Sushenya forsøger at bære Burov hen til noget lægehjælp, men ham og Voitik må stadigvæk forsøge at undgå tyske patruljer. Det er hovedplottet. Derudover får vi tre flashbacks om de tre mænds forhistorier. Hvordan Burov saboterede sin gamle bil da tyskerne beslaglagde den, og derfor måtte tage ud til partisanerne. Hvordan de tre hængte mænd, Sushenyas kolleger, havde saboteret en jernbane fordi de var utilfredse med deres chef, på trods af at Sushenya advarede dem om at det ville blive katastrofalt. Og om hvordan Voitek tidligere var blevet overrasket af to tyske soldater, og havde forrådt hjælpsomme civilister for til gengæld selv at kunne flygte. Til sammen danner de mange historier en art fletværk af moralsk kompleksitet. Eller måske snarere en gråzone, en moralsk tåge, som filmens titel jo også henviser til.
Den her form for gråzone går igen i de mange partisan-fortællinger som Sovjetisk/Russisk filmhistorie er fyldt med. Der blev bestemt lavet typiske propaganda-film som f.eks The Turning Point og Sovjet holdt sådan set aldrig op med at lave den her type af film. Men de mest populære – ihf i Vesten – har handlet om andre vinkler, om børn og kvinder – Ivans Barndom, Tranerne Flyver Forbi, Come and See – eller om de mange mange partisaner, der drog ud i skovene for at bekæmpe den uhyrlige tyske besættelsesmagt. Allerede Mark Donskois Rainbow (1944) havde den vinkel, og film som Larisa Sheptkos The Ascent, der vandt Guldbjørnen i 1977, er fortsat i det spor. De mange partisan-fortællinger er på den ene side åbenlyst patriotiske, men samtidig giver de anledning til at fortælle om noget langt mere dunkelt og gråt end den statslige fortælling om den Store Hær og deres Store Bedrifter i den Store Krig.
In the Fog er dog ikke så meget moralsk grå, som den er moralsk eksistensialistisk. Der er et meget væsentligt filmisk træk som den gentagne gange gør brug af. F.eks kommer der et særligt klip da Burov beordrer Sushenya til at grave en grav. Her ser vi et skovbuskads, og ud af det buskads kommer nogle tyske soldater traskende, og da så kameraet følger dem glider det hen over ansigtet på den sovende Voitek, der ellers havde lovet at holde vagt. Det helt særlige her er, at scenen nærmest bliver forklaret baglæns. Det logiske ville have været at starte hos den sovende Voitek, som vi ved netop har fået besked på at holde vagt, og så vente på at der kom tyskere forbi. I stedet ser vi først tyskere, og så først kort efter, da vi ser at de er tæt på og at den sovende vagt ikke vil advare Burov, forstår vi hvorfor det vi ser er vigtigt. Det greb laver filmen igen og igen. Burovs flashback starter således heller ikke med at vi ser Burov, men med at vi ser en bil kører igennem et landskab. Den bil er den centrale del af fortællingen, det er den der får Burov til at blive til partisan, men det ved vi ikke til at starte med. Det forstår vi først bagefter.
Det er som Kirkegaard siger: Livet forstås baglæns, men bør leves forlæns. Sådan er mange narrativer faktisk ikke! Dem forstår vi også forlæns, vi får præsenteret et dillema til at starte med, og så følger vi det dillema indtil det når et klimaks. Men sådan er det ikke i In the Fog. Og sådan er det generelt ikke hos Loznitsa. Hans narrativer cirkulerer og splintres – ligesom hans kamerabevægelser gør det – når altså der vel og mærke er narrativer. Men det gælder også for hans arkivfilm. Hans film som The Event, State Funeral og The Trial fortæller ikke store narrativer om historiske begivenheder, i stedet stykkes de sammen i et forsøg på at skildre begivenheden, forsøge at skildre hvordan det føltes, hvordan det blev levet, i stedet for hvad meningen med det var. Den kommer først bagefter. Og baglæns.
Det er der, hvor In the Fog kommer til at passe så godt ind i Loznitsas filmografi. Også fordi den spiller godt sammen med instruktørens anden krigsfilm, Donbass (2018). Det kunne Loznitsa selvfølgelig ikke vide da han lavede In the Fog, men de to film, den komplekse film om Den Store Fædrelandskrig, og den mørke film om den seneste postsovjetiske krig i Østukraine, spiller umanerligt godt sammen. Det var i virkeligheden lidt det som har gjort Loznitsa til en af de vigtigste stemmer i filmverden i dag. Han startede med at lave abstrakte og eksperimenterende dokumentarer og fiktioner, i høj grad om Historie og Østeuropa. Og så da der rent faktisk skete noget Historisk i Ukraine, så viste han sig at være mand nok til at skildre det. De to film Maidan (2014) og Donbass er måske de to vigtigste østeuropæiske film fra sidste årti. Og rundt om de to cirkulerer så flere sfærer af andre slags værker, en stribe af arkiv-baserede dokumentarer, der fortæller forhistorien det sovjetiske imperium, og som jeg for nylig skrev om til POV International. Og så de tre andre fiktionsfilm My Joy, In the Fog og A Gentle Creature, der tematisk og æstetisk udreder andre pointer om østeuropæisk historie og samtid.
Jeg plejede at mene In the Fog var svag i forhold til de to andre. Det gør jeg egentlig ikke mere. Det er ret fremragende at have an Loznitsa’sk partisan-film, det passer umanerlig godt i hans større værk. Rent narrativt er filmen en lille smule langstrakt. Men Oleg Mutos fotografering kreerer sammen med Loznitsa en helt unikt eksistentialistisk æstetik.