Palmesøndag del 228
(La Gomera, Corneliu Porumboiu, Rumænien
Cannes 2019)
Alle Corneliu Porumboius film handler om det samme problem: Hvordan man skaber fælles forståelse. I 12:08 Øst for Bukarest forsøgte et tv-program at etablere helt præcist hvornår lokale demonstranter var gået på gaden i 1989. Police, Adjective endte med at karaktererne sad og læste ordbogsdefinietionen af hvad det vil sige at være politi. Fodboldfilmene The Second Game og Infinite Football kredsede om spilleregler, hvordan skaber man regler for det gode spil? Og hvordan skal en dommer fortolke dem?
Fælles forståelse. Men det tager mange former: Sprog, regler, ideologier, der er mange ting, som vi skal etablere en fælles forståelse af. I The Whistlers er det meget direkte sprogligt: Filmen handler om en gruppe gangstere, der benytter et særligt fløjtesprog for at kommunikere så politiet ikke forstår dem. Som så ofte med Porumboiu breder tematikken sig dog ud. For filmen er også hans første co-production, og hvordan skaber man et fælles sprog mellem spanske, rumænske, tyske og såmænd også svenske investorer? Hvordan får man et filmsprog til at fungere på tværs af sprog- og kulturgrænser?
Det gør The Whistlers til en af årgang 2019s helt store auteur-film. Ny vinkel på gamle spørgsmål. Det er en kompetent krimi-film, der løfter sig helt vildt meget, hvis man er på bølgelængde med den særegne auteur.
Det hjælper f.eks også hvis man kender den rumænske skuespiller Vlad Ivanov, der spillede ualmindeligt dumt svin i de rumænske klassikere 4 måneder, 3 uger og 2 dage og Police, Adjective. Det er en fryd at se ham i en hovedrolle, endda nærmest som førsteelsker. Ivanov spiller Cristi, en korrupt politimand, der efterhånden bliver indblandet i en endog meget kompleks sag. Egentlig tager han bare imod bestikkelse fra narko-gangstere, men så stikker den ene gruppe den anden gruppe, for selv at stjæle en masse penge, og så går det alligevel galt med politiet, og pludselig er det hele kørt totalt af sporet, og hvad der virker som uendeligt mange mikro-grupperinger kæmper om pengene. Så er det særligt vigtigt, at man kan kommunikere indbyrdes, uden at andre forstår det. Så han må rejse til øen La Gomera for at lære fløjtesproget.
Der er kamp om pengene. Der er nærmest også kamp om plottet. Filmen er inddelt i kapitler, hvoraf langt de fleste er opkaldt efter en person: Gilda, Magda, Paco, Cristi, etc. Hvert kapitel springer desuden i tid. Ting skifter altså hele tiden, vi går fra at følge én person til en anden, fra ét sted til et andet, etc. Det er derfor også heldigt at klipningen er nærmest absurd sublim. Der klippes gerne så dramatisk som overhovedet muligt, f.eks gerne fra et sted med høj musik til et sted med stilhed, fra et closeup til noget helt andet, etc. Der klippes f.eks på et tidspunkt fra et flashback og tilbage til nutiden og direkte på et hoved i en blodpøl filmet oppefra. Det gør forskellene endnu tydeligere, det understreger, at det er forskellige sider der kæmper om det her.
Cinematografien er også rimelig vidunderlig, omend ret underspillet. Det er ikke long-takes, som Porumboiu tidligere har arbejdet med, det er mere små, nærmest ikoniske klip af de enkelte karakterer. Stor brug af spejle og vinduer til at frame dem. Så f.eks Gilda gerne sidder og ryger i en knaldrød kjole i et øjeblik, inden de andre karakterer træder ind i rummet, og plottet kan begynde. Det er ikke 100% vigtigt at se hende ryge, men det er vigtigt vi ser hende også som menneske. Og så derefter ser vi Paco som menneske. Og Magda. Og så begynder blodet at flyde.
Endnu en lille detalje: Store dele af musikken i filmen er både diegetisk og ekstradiegetisk. Dvs, det bliver både spillet i f.eks bilradioer i filmen, men bliver også afspillet selvom der ingen musikafspillere er at se. Musikken kommer også til at spille en fortællende rolle, eftersom nogle af karakterne er opera-fans, men betyder det så også at de har intriger kørene? Som med fløjtesproget bliver musikken en form for intern kommunikation, som man aldrig helt ved hvad mener.
En af filmens simple men utroligt smukke scener skildrer en øvelse oppe i bjergene. Først fortæller Paco en besked på engelsk til Cristi, som han så skal fløjte på rumænsk. Den skal Gilda høre på en helt anden bjergtop, oversætte den til spansk, og fløjte den videre til en tredje kumpan på en tredje bjergtop, som så skal fløjte den tilbage til der hvor Cristi og Paco står. Kan tingene stadigvæk forstås når de bliver oversat til så mange forskellige sprog? Det er i høj grad her at filmen nærmest bliver meta. Kan man finde et fælles film-kunst-sprog selvom man samler en gigantisk international gruppe af mennesker? Eller bliver det til den berygtede ‘europudding’?
Det gør det helt bestemt ikke, det bliver til endnu en typisk Porumboiu’sk triumf. Plottet ender med at halte en ganske lille smule – der er umanerlig mange konspirationer inde i konspirationer, men alligevel forekommer nogle karakterer mig at være forbløffende naive – og den opkørte genre-stil får det hele til at forekomme en lille smule uvedkommende i forhold til hans tidligere legesyge realisme. Men til sidst, i den forunderlige coda, der nærmest ikke kan beskrives, så samler det sig alligevel på typisk Porumboiu’sk maner til et helt egensindigt udsagn.
Porumboiu var til at starte med nok lidt overskygget af hans lidt ældre landsmænd Cristi Puiu (The Death of Mr Lazarescu, Sieranevada) og Christian Mungiu (4 måneder, 3 uger og 2 dage og Prøven). Porumboius film har været lidt mindre seriøse, lidt mindre dramatiske, lidt mere legende. Men han er helt ærligt efterhånden min favorit af de tre, og en af mine absolutte yndlingsinstruktører på den europæiske filmscene overhovedet. Han har det her virkelig omfattende og åbne tema – igen: hvordan vi skaber en fælles forståelse – som kan omformes i absurd mange former for fortællinger, og i virkelig mange æstetiske idéer.
Det helt simple vidunderlige element er hans konstante forsøg på at gøre nye ting forståelige. Konstant afprøve nye ting, men altid på en måde hvor det meget gerne skulle være aflæseligt. Han er ikke David Lynch, han forsøger ikke at indkredse noget usigeligt og uforståeligt. Hans emnekreds er ret så realistisk. Men lige så meget som en hvilken som helst ‘eksperimenterende’ kunstner, så formår han gang på gang at levere ting som jeg aldrig har set før, aldrig har tænkt over før, og som jeg finder ganske enkelt vidunderlige.