Palmesøndag del 230
(Подранки, Nikolai Gubenko, Sovjetunionen
Cannes 1977)
Nikolai Gubenko var to gange i Cannes i midthalvfjerdserne. Han spillede en løjtnant i Sergei Bondarchuks krigsfilm They fought for their country, en titel man kunne knytte på stort set alle sovjetiske Cannes-film fra den tid. Dengang måtte lande selv sende en film til festivalen, og stort set alt Sovjetunionen sendte handlede om modige og opofrende soldater i ‘Den store fædrelandskrig’.
To år senere, i 1977, var Gubenko med som instruktør, manusforfatter og birolle-skuespiller i den dybt personlige Podranki. Den film var en lille sensation, det var første gang i næsten tyve år, at festival-ledelsen på egen hånd havde udvalgt en sovjetisk film til konkurrence. I dag er den så stort set lige så glemt som alle de mange propaganda-krigsfilm. Det er også lidt tydeligt Cannes, for selvom dens tematik – børn og krig – er behandlet i et utal af sovjetiske film, og mange steder en del bedre, så er Podranki helt særlig for den så tydeligt er så dybt personlig.
Det har gjort den nemmere at forklare, man kunne knyttet det præcis til instruktørens egen fortælling. Men det gør den ikke bedre.
Nikolai Gubenko blev født i Odessa i august 1941, ganske kort tid efter at Tyskland havde invaderet Sovjet. Året efter, i 42, døde begge hans forældre. Hans far som soldat, hans mor som modstandskæmper. Gubenkos søskende blev bortadopteret, mens Gubenko selv først blev opdraget af sine bedsteforældre, og derefter sendt på børnehjem. I løbet af tresserne blev han en kendt skuespiller, bl.a. i Marlen Khutsievs kultklassiker I am Twenty, der dog røg i klemme i censuren. I stedet lavede Gubenko teater, og læste derefter til filminstruktør. Hans karriere endte såmænd med at han blev Sovjetunionens sidste kulturminister, og også efter imperiets fald fortsatte lidt i politik.
Hovedpersonen Aleksey i Podranki er forfatter, men er dybt præget af sin fortid, der til forvekslng ligner Gubenkos. I filmen forsøger Aleksey at genfinde sine søskende, og det leder ham til mange lange flashbacks fra hans hårde liv efter krigen. Lille Alyosha (som Aleksey bliver kaldt som barn) lever på gaden og må stjæle for at klare dagen og vejen. Herefter ryger han på børnehjem, hvor kæft trit og retning sætter dagsordenen. Og hvor der i øvrigt er en lejr for tyske krigsfanger lige i nærheden, mod hvem Alyosha retter alt sit had. Sideløbende med de her flashbacks vandrer Aleksey rundt i halvfjerdesernes Sovjet, og genfinder sine brødre. Den ene har det udmærket, den anden endte i fængsel. Alle tre er de hårdt prægede af barndommens traumer. Filmens titel betyder i øvrigt noget i retning af ‘vingeskudte fugle’, og det er lidt det som alle de her børn er. De har ikke været i krig, men alligevel er de blevet ramt.
Der var én film som Podranki i særlig grad mindede mig om, nemlig Tarkovskijs Spejlet. Det er flashback struktur og længsel efter fraværende forældre, og mange glimt af hverdagsliv i fyrrerne. Podranki er også ret så stiliseret, som om Gubenko ledte efter inspiration til en film om barndom i fyrrerne, så Spejlet, og kom frem til det var sådan man gjorde, men eftersom han ikke rigtig er Tarkovskij stritter stiliseringen lidt i alle retninger. Det lyder lidt hårdere end jeg mener det. Det er faktisk en rigtig flot film, det er bare meget mere simpelt end sådan noget som Spejlet. Gubenkos billeder er mere noget med at Aleksey sidder og ser ked ud af det på en bænk, for at signalere at han er ked af det. Der er som i Spejlet billeder af lille Alyosha i et ruinøst træhus, men Gubenko sørger for at forklare det er en forladt ruin som han er rendt hen til. Begge billeder er dog stadigvæk rigtig flotte!
Jeg tror det jeg forsøger at sige er, at det er flot og stiliseret, men det er ikke mystisk. Hvor Tarkovskij leder efter en eller anden ophøjet mening med alt det her, så virker Gubenko ikke som om han er i tvivl om hvor hans problem er henne. Hitler slog hans forældre ihjel. Mere komplekst er det i og for sig ikke. Det gør hans film smuk og ren, men også lidt simpel. Der er lidt en læresætning om kultur her: Bare fordi du er personligt berørt af et problem betyder ikke du nødvendigvis er den bedste til at beskrive det rent kunstnerisk. Omend når jeg tænker over det, så fremstår Tarkovskij nu også en lille smule klynkende i Spejlet. Så hans far forlod dem, og det var hårdt for hans mor at være enlig og stadigvæk være redaktør på et forlag? Det er vel også hårdt, men det er vel ikke helt så hårdt som at blive tortureret til døde af nazister…
I dag er Podranki og Gubenko nærmest glemt. Det er dog også en lille smule synd. Det er en rigtig fin film, som også vinder af at den dykker så direkte ned i traumerne. Som nævnt brød Gubenko igennem i I am Twenty, et tre timers mesterværk af en film, som beskæftiger sig med en ung generation i tresserne, der er faderløse, rodløse, og ikke kan komme ud af den skygge, som deres opofrende forældre-generation har spredt over dem. Den film er et mesterværk, og burde komme meget bredere ud. Men den dykker ikke rigtig ned i præcis hvordan det var for de her folk at vokse op. Den beskriver dem bare i tyverne, og så lokaliserer de efterhånden deres traumer ved de døde fædre. De unge ofre fra krigen spiller en stor rolle i sovjetisk kultur – film: Ivans barndom, Come and see, The Painted Bird viser emnet stadig behandles, og i litteraturen er Aleksijevits’ De sidste vidner komplekt uomgængelig – og her er Podranki et fascinerende ekstra værk.
Der holdt op med at være propaganda-film i Cannes. I stedet udvalgte ledelsen sovjet-film som Tarkovskijs eksil-film Nostalghia og Ofret, og film der var mere eller mindre åbenlyst systemkritiske som Tengiz Abuladzes bandlyste Repentance og Elgar Ryadzanovs romantiske komedie Station for two hvor den ene elsker er uskyldig dømt på vej i straffelejr. Det var et meget markant skifte. Som altså blev indledt med nu glemte Gubenko og hans film om en vingeskudt generation.