Palmesøndag del 469
(Dominik Moll, Frankrig
Cannes 2005)
Da Dominik Moll efter fem år var klar til at følge op på Harry, en ven i nøden (2000) gav Cannes-festivalen ham den største platform. Lemming åbnede festivalen i 2005, så samtlige kritikere var nødt til at se filmen. Og det virker som om de mere eller mindre alle sammen var skuffede. Lemming er den slags opfølger på en succes, der slår en ung instruktørs karriere ganske mange år tilbage igen.
For Lemming fejler helt med det den forsøger. På mange måder minder den om Harry, en ven i nøden, det er igen en blanding af en genrefilm med noget mere arthouse-agtigt, men denne gang forsøger Moll først og fremmest at få filmen til at fungere på arthouse-præmisserne. Så den er fyldt med symbolske lag, og der er centrale plotpunkter som er mystiske og uafklarede, og lange scener, der bare er ren æstetik. Og intet af det fungerer, så den psykologiske thriller del af filmen får heller ikke plads til at fungere.
Alain (Laurent Lucas, der også spillede Michel i Harry, en ven i nøden) og Bénédicte (Charlotte Gainsbourg) er unge og smukke, bor i et stort flot hus, og Alain har et godt job i en dronevirksomhed. Men så begynder facaden at krakelere, fordi selvfølgelig gør den jo det. En dag finder de en lemming i afløbet, selvom lemminger overhovedet ikke hører til i Frankrig. Samme aften kommer Alains chef Richard (André Dussollier) til middag med sin kone Alice (Charlotte Rampling), og de viser sig at være ekstremt dysfunktionelle over for hinanden og det udvikler sig til en lille skandale. Og så udvikler tingene sig ellers over de næste dage, med en hel masse plottwists, lidt flirten og semi-utroskab hist og her, og nogle meget mærkelige hændelser og diverse drømmesekvenser.
Med enkelte ændringer hist og her, så kunne Lemming faktisk have været en helt fin horrorfilm. Alice fortæller om, hvordan Richard tidligere har været voldelig over for hende, og egentlig kunne anden halvdel have været forklaret sådan, at det er Alices spøgelse, der vender tilbage for at tage hævn over Richard, og også lidt over Alain for også at være en mand. En art semi-feministisk gyser, lidt som visse japanske og sydkoreanske film, der var begyndt at vække opsigt i de her år. Men det er som om, at Dominik Moll ikke er meget for at virke som om han ‘bare’ har lavet en gyser. Og den slags får heller ikke ret tit lov til at åbne Cannes-festivalen.
I stedet forsøger Lemming lidt at være en art symbolistisk middelklassedrama, omend filmen heller ikke er meget for symbolik. Der er en sjov scene, hvor Alain siger til en dyrlæge, at det er lidt pudsigt at lemmingen dukkede op nærmest lige samtidig med, at Alice døde, eftersom lemminger er berømte for at kaste sig selv i døden. Men dyrlægen skyder sammenhængen ned, for det er jo bare en myte, det der med de døde lemminger. Okay, men… hvorfor hedder filmen så Lemming? Har det nogen som helst betydning? Det virker også lidt som om Moll er lidt bange for en alt for plat betydnings-dannelse, bange for at sige tingene for ligeud. Betydning er gammeldags, og Moll vil gerne være lidt mere hip. Hvilket er dobbelt ærgerligt for ham i Cannes i 2005, hvor den bedste film var Hanekes Caché, der også flirter med det genre-agtige, og forbliver fundamentalt uforklaret, men som så absolut ikke er bange for at sige meget direkte ting om den franske middelklasse – og er så meget stærkere af den grund. Haneke har i øvrigt lavet en glimrende tv-serie med titlen Lemminge (1979), hvor han overhovedet ikke er bleg for at sammenligne den østrigske middelklasse med dødsdrevne gnavere. Haneke kan være pinligt simpel, men det er nu også at foretrække, i forhold til Molls ulidelige lag af evasion og ironi.
For i sidste ende har Moll ikke de æstetiske evner til at lave den slags film, der kan virke uden forklaringer, uden symbolik, uden pointer. Mest af alt virker det som om, han gerne vil lave en film a la Antonionis legendariske tresser-film, der på trods af at de rent faktisk har virkelig meget plot og også gerne symbolik, først og fremmest er blevet kendt som portrætter af ‘ennui’. Af en følelse, skildret æstetisk. Antonioni kan skildre en kvinde, der går igennem et rum, eller som kigger på et hegn, på en måde, hvor billedet skaber en helt særlig følelse, som vi kalder ‘ennui’, og som vi siger var en kernefølelse i den europæiske middelklasse i årtierne efter krigen. Moll vil gerne det samme for middelklassen omkring årtusindskiftet, men det lykkes ikke. Lemming slutter med, at Bénédicte står og kigger på nabodrengen, der sparker en bold op af en mur. Flere og flere billeder af den lille dreng, i færd med den repetitive bevægelse, og den konstante lyd af bold mod mur. Og intet giver det. Det er bare ikke blevet til stærke nok billeder, til stærk nok lyd, til at sige noget som helst. Og det kunne man da ellers sagtens forestille sig, men det lykkes ikke for Moll. Han forsøgte noget rigtig svært med Lemming, noget som kun de aller bedste instruktører formår, og viste, at han ikke hører til blandt de aller bedste.
Måske han også selv indså det. I hvert fald var hans næste film en ny vej frem. Munken (2011) er baseret på en gotisk roman fra 1796 af Matthew Lewis, og gør faktisk præcis det, som Lemming kunne have gjort. Igen er der en mystisk kvinde, der driver plottet frem mod tragedie og undergang. Men den her gang er hun faktisk en dæmon, sendt af Lucifer. Det er lidt plat og forudsigeligt, i en ret kitschet filmatisering af en gotisk roman. Men hvis han havde valgt det greb i Lemming, så havde det været mere sjovt.
Og derefter blev det faktisk mere sjovt, for de seneste par år har Moll alligevel fundet en stil, der både er trækker på hans – ikke så avancerede – styrker som instruktør, men som alligevel er ‘fine’ nok til festivaler. Han laver mere direkte krimi- og politifilm. Først med Only The Animals (2019), en filmatisering af en virkelig twistet og kompliceret roman, hvor historier fortælles fra et væld af synsvinkler og langsomt flettes sammen, et greb der kunne have været virkelig træls og prætentiøst, men omvendt faktisk nogenlunde fungerer fordi Moll holder æstetikken helt nede på jorden. The Night of the 12th (2022) var en endnu større succes, en politifilm om et mord, hvor man fra start af får at vide, at det er et af de mord der ikke vil blive opklaret. Her formår Moll dels at lave en reelt anderledes politifilm, men samtidig ikke så anderledes, at han skal trække på andet end gængse genreidéer, hvilket nu engang er hans styrke.
The Night of the 12th vandt en hulens masse César-priser. Og ledte nok til, at Moll vendte tilbage til Cannes med Interne affærer: Sag 137, tyve år efter Lemming. Nu ikke som det nye store håb, men som rutineret genre-film-skaber, hvor man ved hvad man får, men det heller ikke er så skidt endda.